FORKLARING AF BIBELVERS
Johannes 1:1 – “I begyndelsen var Ordet”
“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var en gud.” – Johannes 1:1, Ny Verden-Oversættelsen.
“I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.” – Johannes 1:1, den danske autoriserede oversættelse.
Hvad betyder Johannes 1:1?
Verset afslører nogle detaljer om Jesus Kristus’ liv før han kom til jorden som et menneske. (Johannes 1:14-17) I vers 14 bliver “Ordet” (eller “Logos”, græsk: ho logos) brugt som en titel. Titlen “Ordet” ser ud til at beskrive den opgave Jesus har med at kommunikere Guds bud og anvisninger videre til andre. Jesus gjorde hele tiden Guds ord kendt, både under sin tjeneste her på jorden og efter at han var vendt tilbage til himlen. – Johannes 7:16; Åbenbaringen 1:1.
“Begyndelsen” henviser til det tidspunkt hvor Gud begyndte at skabe og frembragte Ordet. Derefter samarbejdede Gud med Ordet mens han skabte alle andre ting. (Johannes 1:2, 3) Bibelen siger at Jesus er “den førstefødte af alle skabninger”, og tilføjer at “ved hjælp af ham blev alle andre ting i himlen og på jorden skabt”. – Kolossenserne 1:15, 16.
Udtrykket “Ordet var en gud” beskriver den guddommelige natur og de gudlignende egenskaber Jesus havde før han kom til jorden. Han kan beskrives på denne måde på grund af hans rolle som Guds talsmand og den unikke stilling han har som Guds førstefødte Søn, gennem hvem Gud har skabt alle andre ting.
Hvad er baggrunden for Johannes 1:1?
Den bog i Bibelen der kaldes Johannes, er en beretning om Jesus’ liv og tjeneste på jorden. De indledende vers i det første kapitel afslører noget om Jesus’ tilværelse før han blev menneske, det unikke forhold han har til Gud, og den unikke rolle han har i forbindelse med Guds relation til mennesker. (Johannes 1:1-18) De oplysninger hjælper os til bedre at forstå de ting Jesus sagde og gjorde under sin tjeneste på jorden. – Johannes 3:16; 6:38; 12:49, 50; 14:28; 17:5.
Forkerte opfattelser af Johannes 1:1
Forkert opfattelse: Den sidste sætning i Johannes 1:1 bør oversættes “Ordet var Gud”.
Faktum: Mange bibeloversættere gengiver det på denne måde, men nogle har fundet det nødvendigt at oversætte det anderledes. De to forekomster af ordet “Gud” (græsk: theos) i originalteksten i Johannes 1:1 adskiller sig grammatisk fra hinanden. Det første sted ordet “Gud” står, er det på græsk i bestemt form, mens det anden gang forekommer i ubestemt form. Mange bibelforskere har givet udtryk for at fraværet af den bestemte artikel foran den anden forekomst af ordet theos er bemærkelsesværdigt. For eksempel siger The Translator’s New Testament om fraværet af den bestemte artikel: “I virkeligheden giver det ordet Theos (Gud) anden gang det forekommer, en adjektivisk betydning, således at udtrykket betyder ‘Ordet var guddommeligt’.” a Andre bibelforskere b og bibeloversættelser fremhæver den samme forskel.
Forkert opfattelse: Verset lærer at Ordet er den samme som Den Almægtige Gud.
Faktum: Udtrykket “Ordet var hos Gud” indikerer at der er tale om to separate personer i verset. Det er ikke muligt for Ordet at være “hos Gud” hvis han samtidig er Den Almægtige Gud. Sammenhængen bekræfter også at Ordet ikke er Den Almægtige Gud. I Johannes 1:18 står der: “Ingen har nogensinde set Gud”, men mennesker så rent faktisk Ordet, Jesus, for i Johannes 1:14 står der at “Ordet blev kød og boede blandt os, og vi så hans herlighed”.
Forkert opfattelse: Ordet har altid eksisteret.
Faktum: “Begyndelsen” der omtales i verset, kan ikke henvise til Guds begyndelse, for Gud har ikke haft nogen begyndelse. Jehova c Gud er “fra evighed til evighed”. (Salme 90:1, 2) Ordet, Jesus Kristus, havde derimod en begyndelse. Han er “den første som Gud skabte”. – Åbenbaringen 3:14.
Forkert opfattelse: Hvis man kalder Ordet “en gud”, fremmer man tanken om polyteisme, tilbedelsen af mange guder.
Faktum: Det græske ord for “Gud” eller “gud” (theos) bliver ofte anvendt på samme måde som de hebraiske ord el og elohim, der bruges i det der kaldes Det Gamle Testamente. Man mener de to hebraiske ord har den grundlæggende betydning “Den Mægtige; Den Stærke”, og de bliver brugt både om Den Almægtige Gud, andre guder og endda mennesker. (Salme 82:6; Johannes 10:34) Ordet er den som Gud har skabt alle andre ting igennem, så han kan med rette beskrives som en der er mægtig. (Johannes 1:3) Når Ordet beskrives som “en gud”, stemmer det med profetien i Esajas 9:6, hvor det blev forudsagt at Guds udvalgte, Messias eller Kristus, ville blive kaldt “Vældig Gud” (hebraisk: el gibbohr), men ikke “Gud den Almægtige” eller “Den Almægtige Gud” (el shaddai, som i 1. Mosebog 17:1; 35:11; 2. Mosebog 6:3; Ezekiel 10:5).
Bibelen støtter ikke læren om polyteisme. Jesus Kristus sagde: “Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er kun ham du må udføre hellig tjeneste for.” (Matthæus 4:10) Bibelen siger: “Der er selvfølgelig såkaldte guder, både i himlen og på jorden, ja, der er mange “guder” og mange “herrer”. Men for os er der kun én Gud, Faren, der har skabt alle ting, og vi lever for ham. Og der er én Herre, Jesus Kristus, som Gud brugte til at skabe alle andre ting, og vi lever gennem ham.” – 1. Korinther 8:5, 6.
a The Translator’s New Testament, side 451.
b Bibelforskeren Jason David BeDuhn nævner at fraværet af den bestemte artikel foran den sidste forekomst af theos, gør betegnelsen helt forskellig fra den første forekomst – “lige så forskellig som ‘en gud’ er fra ‘Gud’.” Han tilføjer: “I Johannes 1:1 er Ordet ikke Gud den Almægtige, men en gud, eller et guddommeligt væsen.” – Truth in Translation: Accuracy and Bias in English Translations of the New Testament, side 115, 122, 123.
c Jehova er Guds personlige navn. – Salme 83:18.