Hvad siger Bibelen om abort?
Hvad Bibelen siger
Bibelen taler ikke om abort i den forstand at nogen fremprovokerer en udstødelse af et foster. Men der er en del bibelvers der viser hvordan Gud ser på et menneskes liv, deriblandt et ufødt barns liv.
Livet er en gave fra Gud. (1. Mosebog 9:6; Salme 36:9) For ham er alle mennesker dyrebare, også børn der stadig er i morens mave. Så hvis nogen med vilje slår et ufødt barn ihjel, betragter han det som mord.
I Guds lov til israelitterne stod der: “Hvis nogle mænd slås med hinanden og de rammer en gravid kvinde og hun føder for tidligt men der ikke sker nogen dødelig ulykke, skal den skyldige betale den skadeserstatning som kvindens mand pålægger ham; og han skal betale den gennem dommerne. Men hvis der sker en dødelig ulykke, skal du betale liv for liv.” – 2. Mosebog 21:22, 23. a
Hvornår begynder et menneskes liv?
I Guds øjne begynder et menneskes liv i det øjeblik det bliver undfanget. I Bibelen bliver ufødte børn konsekvent omtalt som individer. Her er nogle eksempler på at Gud ikke skelner mellem et barn der er inden i morens mave, og et der er blevet født:
Under inspiration fra Gud skrev kong David: “Dine øjne så mig som foster.” (Salme 139:16) Gud kendte altså David og betragtede ham som en person allerede inden han blev født.
Inden profeten Jeremias blev født, vidste Gud at han skulle have en særlig opgave. Gud sagde til ham: “Før jeg dannede dig i din mors mave, kendte jeg dig, og før du blev født, helligede jeg dig. Jeg gjorde dig til profet for nationerne.” – Jeremias 1:5.
Bibelskribenten Lukas, der var læge, brugte det samme græske ord om et ufødt barn og et nyfødt barn. – Lukas 1:41; 2:12, 16.
Kan man blive tilgivet af Gud hvis man har fået foretaget en abort?
De der har fået en abort, kan godt blive tilgivet af Gud. Hvis de efterfølgende har fået Guds syn på livet, behøver de ikke at blive ved med at have skyldfølelse. Bibelen siger: “Jehova er barmhjertig og medfølende ... Så langt som solopgangen er fra solnedgangen, så langt har han fjernet vores overtrædelser fra os.” b (Salme 103:8-12) Jehova vil tilgive alle der oprigtigt angrer de forkerte ting de har gjort, deriblandt at få foretaget en abort. – Salme 86:5.
Er det stadig forkert at få en abort hvis morens eller barnets liv er i fare?
I betragtning af hvad Bibelen siger om et ufødt barns liv, kan en potentiel fare for morens eller barnets helbred ikke retfærdiggøre abort.
Men hvad så med de sjældne tilfælde hvor der opstår en krisesituation under fødslen der kræver at man vælger om man vil redde morens liv eller barnets liv? I den situation må de involverede træffe en personlig afgørelse om hvilket liv de vil forsøge at redde.
a Nogle oversættelser giver det indtryk at det afgørende i denne lov var hvad der skete med moren, ikke med barnet. Men ifølge den hebraiske grundtekst er der tale om en ulykke hvor enten moren eller barnet døde.
b Jehova er Guds navn ifølge Bibelen. – Salme 83:18.