Gå direkte til indholdet

Hvem var Maria Magdalene?

Hvem var Maria Magdalene?

Hvad Bibelen siger

 Maria Magdalene var en trofast discipel af Jesus Kristus. Navnet Magdalene henviser sandsynligvis til byen Magdala (muligvis Magadan), som lå nær Galilæas Sø. Det er muligt at Maria på et tidspunkt har boet der.

 Maria Magdalene var en af flere kvinder der rejste rundt sammen med Jesus og hans disciple og støttede dem materielt. (Lukas 8:1-3) Hun var øjenvidne til Jesus’ henrettelse og var blandt de første der så ham efter at han var blevet oprejst. – Markus 15:40; Johannes 20:11-18.

 Var Maria Magdalene prostitueret?

 Bibelen siger ikke at Maria Magdalene var prostitueret. Det eneste der fortælles om hendes fortid, er at Jesus havde befriet hende for syv dæmoner. – Lukas 8:2.

 Hvor kommer forestillingen om at hun havde været prostitueret, fra? Flere hundrede år efter hendes død påstod nogle at hun var den samme person som den unavngivne kvinde (sandsynligvis en prostitueret) som vaskede Jesus’ fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. (Lukas 7:36-38) Der er dog ikke noget i Bibelen der understøtter denne tanke.

 Var Maria Magdalene “apostlenes apostel”?

 Nej. I den katolske kirke kaldes hun ikke blot “Sankt Maria Magdalene”, men også “apostlenes apostel” fordi hun var den første til at overbringe nyheden om Jesus’ opstandelse til apostlene. (Johannes 20:18) Men det faktum at hun overbragte nyheden, gør hende ikke til apostel, og hun kaldes heller ikke apostel noget sted i Bibelen. – Lukas 6:12-16.

 Bibelen blev fuldført omkring slutningen af det første århundrede e.v.t. Men det var først i det sjette århundrede at kirken besluttede at ophøje Maria Magdalene til helgen. I nogle skrifter fra det andet og tredje århundrede – som ikke er en del af den bibelske kanon – fortælles det at nogle af Jesus’ apostle var jaloux på Maria. Men disse opdigtede historier er ikke en del af de inspirerede Skrifter.

 Var Maria Magdalene gift med Jesus Kristus?

 Nej. Faktisk fremgår det tydeligt af Bibelen at Jesus ikke blev gift. a