UNGE SPØRGER
Skabelse eller evolution? – 1. del: Hvorfor tro på Gud?
Skabelse eller evolution?
Tror du at Gud har skabt alt? Hvis du svarer ja, er du ikke alene; mange unge (og voksne) er enige med dig. Men andre siger at livet og universet er blevet til ved en evolution – uden hjælp fra et “højere væsen”.
Vidste du det? Folk på begge sider af debatten er ofte hurtige til at fortælle hvad de tror, uden virkelig at vide hvorfor de tror det.
Nogle tror på en skabelse bare fordi de har lært det i kirken.
Mange tror på en evolution bare fordi de har lært det i skolen.
Denne række artikler vil hjælpe dig til at styrke og forklare din tro på en skabelse. Først må du dog stille dig selv et endnu mere grundlæggende spørgsmål:
Hvorfor tror jeg på Gud?
Hvorfor er dette spørgsmål vigtigt? Fordi Bibelen tilskynder dig til at tænke over tingene, bruge din ‘fornuft’. (Romerne 12:1) Det betyder at din tro ikke blot bør være baseret på
følelser (Jeg føler at der må være en højere magt)
påvirkning fra andre (Jeg lever i et religiøst samfund)
pres (Mine forældre har opdraget mig til at tro på Gud – hvis ikke så)
Derimod skal du selv være overbevist om at Gud eksisterer, og du skal have fornuftige begrundelser for din tro.
Så hvad overbeviser dig om at Gud eksisterer? Arbejdsskemaet “Hvorfor tror jeg på Gud?” vil styrke din overbevisning. Du kan også få hjælp ved at overveje hvordan andre unge har besvaret dette spørgsmål.
“Når jeg i klassen lytter til læreren der forklarer hvordan kroppen fungerer, er jeg slet ikke i tvivl om at Gud eksisterer. Hver enkelt del i kroppen har sin egen funktion, ned til mindste detalje, og disse funktioner fungerer ofte uden at vi tænker over det. Menneskelegemet er virkelig ufatteligt!” – Teresa.
“Når jeg ser en skyskraber, en luksusliner eller en bil, spørger jeg mig selv: ’Hvem har bygget den?’ Det kræver for eksempel intelligente mennesker at bygge en bil fordi mange små dele bliver nødt til at fungere rigtigt for at hele bilen kan køre. Og hvis biler er nødt til at være designet af nogen, så er vi mennesker også.” – Richard.
“Når du tænker på at det har taget de mest intelligente mennesker hundreder af år at forstå selv den mindste brøkdel af universet, virker det helt ufornuftigt at tro at det ikke har krævet nogen form for intelligens at frembringe universet!” – Karen.
“Jo mere jeg studerede videnskab, jo mindre troværdigt forekom det at alt var blevet til ved en udvikling. For eksempel tænkte jeg på den matematiske præcision der er i naturen, og det unikke ved mennesker, deriblandt vores behov for at vide hvem vi er, hvor vi kommer fra, og hvor vi er på vej hen. Evolutionsteorien forsøger at forklare alt ved at sammenligne os med dyrene, men den har aldrig formået at forklare hvorfor mennesker er unikke. I mine øjne kræver det mere ’tro’ at tro på en evolution end at tro på en Skaber.” – Anthony.
Hvordan jeg kan forklare min tro
Hvad nu hvis dine klassekammerater håner dig for at tro på noget man ikke kan se? Hvad nu hvis de siger at videnskaben har “bevist” at der har fundet en evolution sted?
Først må du være overbevist om at det du tror på er rigtigt. Du skal ikke blive skræmt eller skamme dig. (Romerne 1:16) Husk trods alt:
Du er ikke alene; mange mennesker tror stadig på Gud. Det gælder også meget intelligente, højtuddannede mennesker. For eksempel er der mange forskere der tror på at der er en Gud.
Når folk siger at de ikke tror på Gud, mener de måske i virkeligheden at de ikke forstår Gud. I stedet for at komme med beviser der støtter deres synspunkter, stiller de spørgsmål som: “Hvis Gud eksisterer, hvorfor tillader han så lidelser?” I realiteten ændrer de et spørgsmål om fornuft til et spørgsmål om følelser.
Mennesker har et ’åndeligt behov’. (Mattæus 5:3) Dette indbefatter et behov for at tro på Gud. Så hvis en eller anden siger at der ikke er nogen Gud, er det den person – og ikke dig – der har ansvaret for at forklare hvordan han eller hun er nået frem til den konklusion. – Romerne 1:18-20.
Det er helt igennem fornuftigt at tro på Gud. Det stemmer med den fastslåede kendsgerning at liv ikke kan opstå af sig selv. Der er ingen beviser der støtter idéen om at liv spontant kunne opstå af livløst stof.
Hvad kunne du sige hvis nogen sætter spørgsmålstegn ved din tro på Gud? Tænk over nogle få muligheder.
Hvis nogen siger: “Kun uvidende mennesker tror på Gud.”
Du kunne svare: “Accepterer du virkelig den stereotype holdning? Det gør jeg ikke. En undersøgelse blandt mere end 1.600 professorer inden for videnskab ved forskellige eliteuniversiteter viste faktisk at en tredjedel ikke gav udtryk for at være ateister eller agnostikere. a Vil du kalde disse professorer uintelligente bare fordi de tror på Gud?”
Hvis nogen siger: “Hvis der findes en Gud, hvorfor er der da så mange lidelser i verden?”
Du kunne svare: “Måske mener du at du ikke forstår hvorfor Gud gør som han gør – eller i dette tilfælde ikke ser ud til at gøre noget. Er det rigtigt? [Afvent et svar]. Jeg har fundet et tilfredsstillende svar på spørgsmålet om hvorfor der er så mange lidelser. Men for at forstå svaret kræver det en undersøgelse af flere bibelske lærepunkter. Ville du være interesseret i at lære mere?”
Den næste del af disse artikler vil beskrive hvorfor evolutionsteorien ikke giver en tilfredsstillende forklaring på hvorfor vi er her.
a Kilde: Social Science Research Council, “Religion and Spirituality Among University Scientists” (Religion og åndelighed blandt universitetsforskere), af Elaine Howard Ecklund, 5. februar 2007.