JEG havde kun været døbt i kort tid da de ældste spurgte mig om jeg kunne tænke mig at udvide min tjeneste. Den 4. maj 1992 deltog jeg i et særligt møde der var arrangeret for dem der var villige til at flytte til områder med større behov. Næste dag flyttede min forkyndermakker og jeg til havnebyen Batumi i regionen Adsjarien.

Jeg var meget nervøs første gang jeg skulle forkynde i Batumi. ‘Hvordan skal jeg starte samtaler med folk?’ tænkte jeg ved mig selv. Jeg blev overrasket over den reaktion jeg mødte hos den første kvinde jeg talte med. Hun sagde: “Hvor har I været?” Hun var så ivrig efter at lære mere om Jehovas Vidner at vi begyndte at studere Bibelen med hende allerede dagen efter.

Før vi kom til Batumi, havde vi fået en liste med adresser på nogle der havde vist interesse. Fordi vi ikke kendte  byen så godt, spurgte vi ofte folk om vej. Der var dog ikke så mange der kunne hjælpe os, for de fleste af vejene havde for nylig fået nye navne, men der var mange der viste interesse for vores budskab. Snart ledte vi bibelstudier med grupper på 10-15 ad gangen.

Kun fire måneder efter at vi var kommet til byen, var der over 40 der kom fast til møderne. Derfor spekulerede vi på hvem der mon kunne hjælpe os med at sørge for alle de nye. Men kort tid efter flyttede de der var i min tidligere menighed, til Batumi fordi konflikten mellem den georgiske hær og separatisterne i Abkhasien tog til. Der blev oprettet en menighed med erfarne ældste og pionerer på kun én dag.