Det græske ord zelotes sigter til en person der er ivrig eller entusiastisk. Ordet “zelot” kom med tiden til at betegne et medlem af den militante jødiske sekt der var fremtrædende i det første århundrede e.v.t., og som kæmpede imod den romerske besættelse af jødernes hjemland.

Det romerske styre over Judæa skabte store religiøse og politiske spændinger. Josefus, den primære kilde til informationer om denne turbulente periode, beskriver forskellige jødiske frihedsbevægelser der blussede op. En af disse grupper var zeloterne. Som vi kan udlede af det græske ord, stræbte zeloterne ivrigt, nidkært, efter at befri jøderne for besættelsesmagten, og drevet af en fanatisk iver for Messias, var de også villige til at anvende vold. De foragtede endda de jøder der søgte fred med de romerske myndigheder. De opstande zeloterne tog del i, førte ikke til frihed; deres handlinger lagde snarere kimen til en national katastrofe – romernes ødelæggelse af Jerusalem og templet i år 70 e.v.t. Nogle zeloter kan være flygtet til bjergfæstningen Masada, som var besat af de såkaldte sicarii (snigmordere; dolkmænd). I år 73 e.v.t., efter to års belejring, valgte jøderne i Masada at begå kollektivt selvmord frem for at overgive sig.