Til hebræerne 6:1-20
6 Men nu er vi kommet videre fra grundlærdommen+ om Kristus. Lad os derfor skynde os frem til modenhed+ så vi ikke igen skal til at lægge en grundvold ved at tale om at angre døde gerninger, om tro på Gud,
2 om forskellige former for dåb og om håndspålæggelse,+ de dødes opstandelse+ og evig dom.
3 Ja, hvis Gud tillader det, vil vi skynde os frem til modenhed.
4 Når nogle på et tidspunkt er blevet oplyst+ og har smagt den himmelske frie gave, har fået del i hellig ånd
5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdensordnings* velsignelser,*
6 men er faldet fra,+ så er det umuligt at vække dem til live igen så de angrer, for de nagler selv Guds Søn til pælen igen og udsætter ham for offentlig skam.+
7 Når en mark tager den regn til sig som falder rigeligt på den, og frembringer planter til gavn for dem der dyrker den, bliver den velsignet af Gud.
8 Men hvis den frembringer tjørne og tidsler, bliver den forkastet. Den er lige ved at blive forbandet, og til sidst vil den blive brændt af.
9 Men når det drejer sig om jer, elskede brødre og søstre, er vi overbevist om at det står bedre til, og at I er på vej til frelse, selvom vi taler til jer som vi gør her.
10 Gud er jo ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og al den kærlighed I har vist hans navn+ ved både før og nu at hjælpe* de hellige.
11 Men vi ønsker inderligt at I alle må blive ved med at være lige så flittige som I har været fra begyndelsen, så I kan være faste i håbet+ lige til det sidste+
12 og ikke blive sløve+ men efterligne dem der viser tro og udholdenhed* og arver det der er lovet.
13 Da Gud gav sit løfte til Abraham, sværgede han ved sig selv+ – han kunne jo ikke sværge ved nogen der var større –
14 og sagde: “Jeg vil velsigne dig og gøre dit afkom talrigt.”+
15 Det var efter at Abraham havde ventet tålmodigt, at han modtog dette løfte.
16 Mennesker sværger ved en der er større end dem selv, og deres ed gør ende på enhver diskussion, for den fungerer som en juridisk garanti.+
17 Sådan var det også da Gud besluttede at gøre det helt klart for løftets arvinger+ at hans hensigt* var urokkelig. Han garanterede for løftet med* en ed.
18 På den måde har Gud gjort to ting* der står urokkeligt fast, og Gud kan ikke lyve.+ For os der har søgt tilflugt hos ham, er det en stærk tilskyndelse til at holde godt fast i det håb vi har foran os.
19 Dette håb+ har vi som et anker for sjælen.* Det er både sikkert og fast, og det når helt ind bag forhænget,+
20 hvor en forløber er gået ind for vores skyld, nemlig Jesus,+ der er blevet ypperstepræst på samme måde som Melkisedek for evigt.+
Fodnoter
^ Eller “tidsalders”. Se Ordforklaring.
^ Eller “kræfter”.
^ Bogst.: “tjene; betjene”.
^ Eller “tålmodighed”.
^ Eller “beslutning”.
^ Eller “trådte til med”. Bogst.: “formidlede det med”.
^ Dvs. Guds løfte og Guds ed.
^ Eller “for vores liv”.
Studienoter
Medieindhold
Et anker af træ og metal
1. Stok
2. Skaft
3. Flig
4. Arm
5. Bånd
I beretningen om Paulus’ sørejse til Rom bliver ankre flere gange nævnt. (ApG 27:13, 29, 30, 40) I fortiden var ankrene tilsyneladende stenvægte eller andre simple anordninger. Men på Paulus’ tid havde man udviklet nogle mere avancerede ankre. Her ses en tegning af et stokanker som var almindeligt i romertiden. Denne type ankre var normalt lavet af metal og træ. Den tunge stok, der typisk var af bly, tyngede ankret ned, og en af ankrets arme gravede sig ned i havbunden. Store skibe havde ofte flere ankre. (ApG 27:29, 30) Man har fundet et anker nær Kyrene ved den afrikanske kyst som vejede omkring 550 kg, og det giver endnu mere vægt til Paulus’ ord: “Dette håb har vi som et anker for sjælen.” – He 6:19.