Antiokia: Denne by lå i Syrien ved Orontesfloden, der løb ud i Middelhavet ved havnebyen Seleukia omkring 32 km derfra. I det første århundrede var Antiokia i Syrien blevet den tredjestørste og tredjerigeste by i Romerriget, efter Rom og Alexandria. Der var fra gammel tid en stor jødisk befolkning i byen, og på dette tidspunkt var forholdet mellem jøder og ikkejøder forholdsvis fredeligt. Omstændighederne i Antiokia i Syrien gjorde det åbenbart muligt at der kunne ske noget nyt – disciplene begyndte at forkynde, ikke kun for jøder, men også for uomskårne ikkejøder. (Se studienoten til de græsktalende i dette vers). Denne by er ikke den samme som Antiokia i Pisidien i Lilleasien. – Se studienoter til ApG 6:5; 13:14 og Tillæg B13.

de græsktalende: Bogst.: “hellenister”. Betydningen af det græske ord (Hellenistes) må vurderes efter sammenhængen. I ApG 6:1 betyder det sandsynligvis “græsktalende jøder”. (Se studienote til ApG 6:1). Derfor konkluderer nogle bibelforskere at disciplene i Antiokia i Syrien forkyndte for omskårne jøder eller proselytter der talte græsk. Men det der beskrives her, henviser tilsyneladende til noget nyt der var ved at ske i Antiokia. Som der står i ApG 11:19, var Guds ord tidligere udelukkende blevet forkyndt for jøderne i byen, men nu blev budskabet også delt med de ikkejøder der boede der. Barnabas blev sikkert sendt til Antiokia for at opmuntre disse nye disciple der talte græsk. (ApG 11:22, 23) Nogle gamle håndskrifter bruger her ordet Hellenas (der betyder “grækere”; se ApG 16:3) i stedet for Hellenistes, og derfor bruger flere oversættelser betegnelserne “grækerne” eller “ikkejøderne”. De betegnelser indikerer at der ikke var nogen af dem der blev forkyndt for i Antiokia, der tilhørte den jødiske tro. Men det er muligt at der både henvises til græsktalende jøder og græsktalende ikkejøder. Derfor bruges udtrykket “græsktalende” i denne oversættelse. Disse mennesker kom sikkert fra mange forskellige lande, men havde taget det græske sprog og muligvis også græske skikke til sig.

Jehova var med dem: I den græske tekst står der at Guds “hånd” var med dem. Denne og lignende formuleringer forekommer ofte i De Hebraiske Skrifter, hvor det hebraiske ord for “hånd” står sammen med tetragrammet. (Nogle eksempler findes i 2Mo 9:3; 4Mo 11:23; Dom 2:15; Ru 1:13; 1Sa 5:6, 9; 7:13; 12:15; 1Kg 18:46; Ezr 7:6; Job 12:9; Esa 19:16; 40:2; Eze 1:3). I Bibelen bruges udtrykket “hånd” ofte som et symbol på “kraft”. Eftersom hånden anvender og styrer armens kraft, bruges ordet “hånd” også billedligt om “anvendt kraft”. Det græske udtryk som betyder “Jehovas hånd”, forekommer også i Lu 1:66 og ApG 13:11. – Se studienoter til Lu 1:6, 66 og Tillæg C3 introduktion; ApG 11:21.

ved Guds ledelse ... blev kaldt: I de fleste bibeloversættelser står der ganske enkelt “blev kaldt”. Men det ord der bruges her, er ikke det græske udtryk som normalt oversættes med “blev kaldt”. (Mt 1:16; 2:23; Mr 11:17; Lu 1:32, 60; ApG 1:12, 19) Det ord der bruges i dette vers, er chrematizo, og de fleste af de ni gange det forekommer i De Kristne Græske Skrifter, henviser det utvetydigt til noget der kommer fra Gud, noget der er guddommeligt. (Mt 2:12, 22; Lu 2:26; ApG 10:22; 11:26; Ro 7:3; He 8:5; 11:7; 12:25) I ApG 10:22 bruges dette ord for eksempel sammen med udtrykket “gennem en hellig engel”, og i Mt 2:12, 22 bruges det i forbindelse med drømme fra Gud. Det beslægtede navneord chrematismos forekommer i Ro 11:4, og i nogle opslagsværker og bibeloversættelser findes gengivelser som “det guddommelige udsagn; det guddommelige svar; Gud svarede”. Det er muligt at det var under Jehovas ledelse at Saulus og Barnabas brugte betegnelsen “kristne”. Nogle mener at det var den ikkejødiske befolkning i Antiokia der brugte navnet “kristne” for at latterliggøre dem, men brugen af det græske ord chrematizo viser tydeligt at det var Gud der ønskede at de fik det navn. Og det er meget usandsynligt at jøderne ville kalde Jesus’ disciple “kristne” (efter det græske ord) eller “messianister” (efter det hebraiske ord). Eftersom de havde afvist Jesus som Messias, eller Kristus, ville de heller ikke indirekte anerkende ham som Den Salvede, eller Kristus, ved at bruge navnet “kristne” om hans tilhængere.

kristne: Det græske ord Christianos, som betyder “discipel af Kristus”, forekommer kun tre gange i De Kristne Græske Skrifter. (ApG 11:26; 26:28; 1Pe 4:16) Det er afledt af Christos, der betyder Kristus, eller Den Salvede. De kristnes forbillede og den hvis lære de følger, er Jesus, som er Kristus, “Jehovas Salvede”. (Lu 2:26; 4:18) Måske blev betegnelsen “kristne” allerede givet “ved Guds ledelse” i år 44 e.v.t., da de begivenheder som omtales i verset, fandt sted. Det ser ud til at navnet efterhånden vandt indpas, for da Paulus omkring år 58 blev ført frem for kong Herodes Agrippa II, var Agrippa bekendt med de kristne. (ApG 26:28) Det fremgår af historikeren Tacitus’ skrifter at betegnelsen “kristen” omkring år 64 blev anvendt blandt befolkningen i Rom. Desuden skrev Peter mellem år 62 og år 64 sit første brev til de kristne rundt om i hele Romerriget, og det ser ud til at navnet “kristen” på det tidspunkt var udbredt og havde en præcis og specifik anvendelse. (1Pe 1:1, 2; 4:16) Med dette navn fra Gud var der ikke længere nogen risiko for at Jesus’ disciple blev regnet for at være en sekt inden for jødedommen.

en stor hungersnød: Denne katastrofe fandt sted omkring år 46 e.v.t., hvilket bekræftes af Josefus, der omtaler det som “den store hungersnød” der indtraf mens Claudius var romersk kejser. En hungersnød gik især ud over de fattige, der hverken havde mad eller penge lagt til side. Derfor følte de kristne i Antiokia sig tilskyndet til at sende et bidrag som nødhjælp til deres fattige brødre i Judæa.

i Claudius’ tid: Den romerske kejser Claudius, der regerede fra 41 til 54 e.v.t., var til at begynde med venligt indstillet over for jøderne. Men hen mod slutningen af hans regeringstid var forholdet blevet så dårligt at han gav alle jøder ordre om at forlade Rom. (ApG 18:2) Efter den almindelige opfattelse døde Claudius fordi hans fjerde hustru gav ham giftige svampe. Han blev efterfulgt af Nero.

nødhjælp: Dette er det første tilfælde nævnt i Bibelen hvor kristne sender nødhjælp til medkristne i en anden del af verden. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bliver i ApG 12:25 gengivet med “nødhjælpsarbejdet” og i 2Kt 8:4 med “nødhjælp”. Den måde det græske ord diakonia bruges på i De Kristne Græske Skrifter, viser at de kristnes tjeneste har to sider. Den ene er “den tjeneste [en form af diakonia] at hjælpe andre til at blive forsonet” med Gud, det vil sige arbejdet med at forkynde og undervise. (2Kt 5:18-20; 1Ti 2:3-6) Den anden er den tjeneste man kan udføre for at hjælpe sine trosfæller, som det fremgår af dette vers. Paulus skrev: “Der er forskellige former for tjeneste [flertal af diakonia], men det er alligevel den samme Herre.” (1Kt 12:4-6, 11) Han viste at alle aspekter af den kristne tjeneste er “hellig tjeneste”. – Ro 12:1, 6-8.

de ældste: Bogst.: “de ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation, men nogle gange bruges det om alder i bogstavelig forstand. (Se studienote til Mt 16:21). I det gamle Israel havde de ældste andel i ledelsen og forvaltningen både i lokalsamfund (5Mo 25:7-9; Jos 20:4; Ru 4:1-12) og på nationalt plan (Dom 21:16; 1Sa 4:3; 8:4; 1Kg 20:7). I dette vers bruges ordet for første gang i forbindelse med den kristne menighed. Ligesom det var tilfældet i det bogstavelige Israel, havde de ældste i det åndelige Israel ansvar for menighedens ledelse. I det tilfælde der nævnes i dette vers, tog de ældste imod det bidrag der var givet som nødhjælp, og førte tilsyn med fordelingen af det blandt menighederne i Judæa.