de græsktalende jøder: Bogst.: “hellenisterne”. Det græske ord Hellenistes findes hverken i græsk eller hellenistisk-jødisk litteratur, men sammenhængen taler for at udtrykket skal oversættes “græsktalende jøder”, hvilket det også bliver i mange opslagsværker. Disciplene i Jerusalem, også de der talte græsk, var enten jøder eller jødiske proselytter. (ApG 10:28, 35, 44-48) Udtrykket der er gengivet med “græsktalende jøder”, bruges som en kontrast til udtrykket for “hebraisktalende jøder” (bogst.: “hebræere”; flertalsform af det græske ord ebraiois). “Hellenisterne” var altså jøder der kommunikerede med hinanden på græsk, og som var kommet til Jerusalem fra forskellige dele af Romerriget, måske også fra Dekapolis. Derimod var de fleste hebraisktalende jøder sikkert judæere eller galilæere. Disse to grupper af jødiske kristne havde sandsynligvis en ret forskellig kulturel baggrund. – Se studienote til ApG 9:29.

de hebraisktalende jøder: Bogst.: “hebræerne”. Det græske ord ebraiois (ental) sigter generelt til en israelit, en hebræer. (2Kt 11:22; Flp 3:5) Men i denne sammenhæng sigter udtrykket til hebraisktalende jødiske kristne som en modsætning til græsktalende jødiske kristne. – Se studienote til de græsktalende jøder i dette vers og studienote til Joh 5:2.

den daglige uddeling af mad: Eller “den daglige betjening (tjeneste)”. Det græske ord diakonia, der ofte oversættes med “tjeneste”, bruges her om et aspekt af tjenesten der havde at gøre med at sørge materielt for brødre og søstre i menigheden som havde et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:2, hvor det beslægtede udsagnsord diakoneo er oversat med “at dele mad ud”; se også studienote til Lu 8:3.

rigtigt: Det ville ikke have været rigtigt, hverken i Guds eller apostlenes øjne, hvis apostlene havde forsømt at “undervise i Guds ord”. – ApG 6:4.

at dele mad ud: Eller “at tjene”. Det græske ord diakoneo beskriver her et aspekt af tjenesten der har at gøre med at sørge materielt for trosfæller i menigheden med et særligt behov. – Se studienote til ApG 6:1, hvor det beslægtede navneord diakonia oversættes med “uddeling”; se også studienote til Lu 8:3.

mænd ... som har et godt omdømme: Eller “mænd der aflægges godt vidnesbyrd om”. Her bruges den passive form af det græske udsagnsord martyreo (“at vidne om”). Der var brug for velkvalificerede mænd, for sandsynligvis skulle de ikke kun uddele mad, men også have ansvaret for pengene, købe forsyninger og føre omhyggeligt regnskab. Mændene skulle være fulde af ånd og visdom, altså lade sig lede af den hellige ånd og visdommen fra Gud. Det var en meget følsom situation. Der var allerede en del vanskeligheder og uoverensstemmelser i menigheden, så derfor var der brug for mænd med god dømmekraft, fingerspidsfornemmelse og empati. En af de mænd der blev udvalgt, var Stefanus, og hans forsvarstale over for Sanhedrinet viser hvor velkvalificeret han var. – ApG 7:2-53.

koncentrere os ... om at undervise i Guds ord: Eller “være optaget ... af ordets tjeneste”. Det græske ord diakonia, der kan oversættes med “tjeneste”, bruges både i ApG 6:1 og 6:4. Derfor er det tydeligt at der er tale om to forskellige former for tjeneste – den upartiske uddeling af mad til dem der havde et behov, og uddelingen af åndelig mad. Apostlene kunne se at det ikke ville være rigtigt af dem at bruge deres tid på at uddele bogstavelig mad i stedet for at tage sig af deres egentlige opgave med at sørge for åndelig mad til menigheden, en tjeneste der krævede at de brugte tid på bøn, studie, undervisning og hyrdearbejde. De var klar over at det at dække de fattige enkers behov var en vigtig side af den kristne tjeneste. Senere blev Jakob inspireret til at skrive at de der ønsker at tilbede Gud på en måde han kan godkende, skal “tage sig af forældreløse og enker i deres vanskelige situation”. (Jak 1:27) Men samtidig var apostlene sig bevidst at deres hovedopgave var at tage sig af alle disciplenes, derunder enkernes, åndelige behov.

Stefanus, ... Filip, Prokoros, Nikanor, Timon, Parmenas og Nikolaos: Samtlige navne er græske, hvilket tyder på at apostlene ud af alle de kvalificerede mænd der var i Jerusalem, udvalgte nogle græsktalende jøder eller proselytter. Nikolaos er dog den eneste der omtales som en proselyt fra Antiokia, hvilket indikerer at han måske har været den eneste ikkejøde i gruppen. De græske navne som de andre havde, var også helt almindelige blandt jøderne. Det ser under alle omstændigheder ud til at apostlene, i deres rolle som et styrende råd, udvalgte lige præcis disse mænd for at tage hensyn til de græsktalende jøders følelser. – ApG 6:1-6.

Antiokia: Denne by, der her nævnes for første gang i Bibelen, lå omkring 500 km N for Jerusalem. Antiokia blev hovedstad i den romerske provins Syrien i år 64 f.v.t. I det første århundrede var den blevet den tredjestørste by i Romerriget, efter Rom og Alexandria. Antiokia i Syrien blev beundret for sin skønhed og havde stor politisk, handelsmæssig og kulturel indflydelse, men samtidig var byen kendt for at være gennemsyret af dårlig moral. En stor jødisk befolkningsgruppe i Antiokia gjorde efter sigende mange af de græsktalende i byen til proselytter. Nikolaos var en af dem der blev proselyt, og senere blev han kristen. Barnabas og apostlen Paulus underviste i Antiokia i et helt år, og Paulus brugte byen som udgangspunkt for sine rejser som missionær. Det var i Antiokia at Kristus’ disciple “ved Guds ledelse for første gang blev kaldt kristne”. (Se studienoter til ApG 11:26). Denne Antiokia må ikke forveksles med Antiokia i Pisidien, der nævnes i ApG 13:14. – Se studienote til ApG 13:14 og Tillæg B13.

lagde de hænderne på dem: I De Hebraiske Skrifter kunne det at man lagde hænderne på et menneske eller et dyr, have mange forskellige betydninger. (1Mo 48:14; 3Mo 16:21; 24:14) I forbindelse med mennesker var det som regel en handling der skulle vise at personen fik en særlig anerkendelse eller blev udnævnt til en særlig opgave. (4Mo 8:10) For eksempel lagde Moses hænderne på Josva for at anerkende ham som sin efterfølger. Josva blev på den måde “fyldt med visdom” til at lede Israel på en god måde. (5Mo 34:9) I beretningen der er nedskrevet her i ApG 6:6, lagde apostlene deres hænder på de mænd de udnævnte til at tage sig af ansvarsopgaver. Men apostlene gjorde det først efter at have bedt og viste på den måde at de ønskede at lade sig lede af Gud. Senere udnævnte ældsterådet i en menighed Timotheus til at varetage en særlig tjenesteopgave ved at lægge hænderne på ham. (1Ti 4:14) Timotheus fik også myndighed til at udnævne andre ved at lægge hænderne på dem, men først efter at han omhyggeligt havde vurderet om de var kvalificerede. – 1Ti 5:22.

gjorde store undere: Eller “gav store varsler”. – Se studienote til ApG 2:19.

den synagoge der blev kaldt De Frigivnes: Under det romerske styre var en ‘frigivet’ en person der var blevet frigjort fra slaveri. Nogle mener at de der tilhørte denne synagoge, var jøder der havde været taget til fange af romerne og senere var blevet frigivet. En anden mulighed er at der var tale om frigivne slaver der var blevet jødiske proselytter.

ældste: Se studienote til Mt 16:21.

fra Nazaret: Se studienote til Mr 10:47.

som en engels ansigt: Både det hebraiske og det græske ord der oversættes med “engel”, betyder “sendebud”. (Se studienote til Joh 1:51). Eftersom engle kommer med budskaber fra Gud, har de al mulig grund til at være frygtløse og afklarede, i tillid til at Gud er med dem. Stefanus havde et ansigtsudtryk der mindede om en engels, fordi han ikke havde nogen som helst skyldfølelse. Han var fuldstændigt afklaret, og hans ansigtsudtryk viste at han havde tillid til at Jehova, “herlighedens Gud”, var med ham. – ApG 7:2.