Ifølge Lukas 9:1-62

9  Så kaldte han de tolv sammen og gav dem magt og myndighed til at uddrive dæmoner+ og helbrede sygdomme.+ 2  Og han sendte dem ud for at forkynde Guds rige og for at helbrede. 3  Han sagde til dem: “I skal ikke tage noget med jer på rejsen, hverken stav eller madpose eller brød eller penge,* og heller ikke en ekstra klædning.*+ 4  Men når I går ind i et hus, skal I blive der indtil I rejser videre.+ 5  Og hvis folk ikke tager imod jer, skal I forlade byen og ryste støvet af jeres fødder for at vise at de er blevet advaret.”+ 6  Så tog de ud og gik gennem området fra landsby til landsby, og overalt forkyndte de den gode nyhed og helbredte folk.+ 7  Nu hørte lokalfyrsten Herodes om alt hvad der var sket, og han blev helt forvirret fordi nogle sagde at Johannes var blevet oprejst fra de døde,+ 8  men andre sagde at Elias havde vist sig, og andre igen at en af fortidens profeter var opstået fra de døde.+ 9  Herodes sagde: “Johannes har jeg halshugget.+ Hvem er det så jeg hører alt det om?” Og han prøvede at komme til at møde ham.+ 10  Da apostlene vendte tilbage, fortalte de Jesus alt hvad de havde gjort.+ Så tog han dem med og trak sig tilbage til en by der bliver kaldt Betsajda, så de kunne være alene.+ 11  Men folkeskarerne opdagede det og fulgte efter ham. Han tog venligt imod dem og begyndte at fortælle dem om Guds rige, og han helbredte dem der havde behov for det.+ 12  Men sidst på dagen kom de tolv hen og sagde til ham: “Send de mange mennesker afsted så de kan gå ind til landsbyerne eller til gårdene i nærheden og finde et sted at overnatte og noget at spise. Vi er jo på et øde sted.”+ 13  Men han sagde til dem: “Giv I dem noget at spise.”+ De sagde: “Vi har ikke andet end fem brød og to fisk – hvis vi altså ikke selv skal gå hen og købe mad til alle de mennesker.” 14  Der var nemlig omkring 5.000 mænd. Han sagde til sine disciple: “Sørg for at de sætter sig i grupper på cirka 50.” 15  Og det gjorde de. De fik dem alle til at sætte sig ned. 16  Så tog han de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og bad en bøn.* Bagefter brækkede han brødet i stykker og begyndte at give brødet og fiskene til disciplene så de kunne dele det ud til folkemængden. 17  Så spiste de alle og blev mætte, og man samlede de stykker sammen der var tilovers, og fyldte 12 kurve.+ 18  Senere, mens han bad alene, kom disciplene til ham,* og han spurgte dem: “Hvem siger folk jeg er?”+ 19  De svarede: “Johannes Døber, men andre siger Elias, og andre igen siger at en af fortidens profeter er opstået fra de døde.”+ 20  Så sagde han til dem: “Hvad med jer, hvem siger I jeg er?” Peter svarede: “Guds Salvede.”*+ 21  Han forbød dem strengt at fortælle det til nogen,+ 22  og han sagde: “Menneskesønnen skal gennemgå mange lidelser og vil blive forkastet af de ældste og de øverste præster og de skriftlærde. Han vil blive dræbt+ og på den tredje dag oprejst fra de døde.”+ 23  Henvendt til alle sagde han nu: “Hvis nogen vil følge mig, så lad ham sige nej til sig selv+ og dag efter dag bære sin torturpæl og blive ved med at følge mig.+ 24  For enhver der ønsker at redde sit liv, vil miste det, men enhver der mister sit liv for min skyld, vil redde det.+ 25  Hvad gavn har et menneske af at opnå alt det verden har at tilbyde, hvis han mister sig selv eller går til grunde?+ 26  For enhver som skammer sig over mig og mine ord, ham vil Menneskesønnen skamme sig over når han kommer i sin herlighed og i Farens og de hellige engles herlighed.+ 27  Men det siger jeg jer: Nogle af dem der står her, skal slet ikke dø før de har set Guds rige.”+ 28  Omkring otte dage efter at han havde sagt det, tog han Peter, Johannes og Jakob med sig og gik op på bjerget for at bede.+ 29  Mens han bad, ændrede hans ansigt udseende, og hans tøj blev skinnende hvidt.* 30  Pludselig var der to mænd som stod og talte med ham – det var Moses og Elias. 31  De kom til syne i herlighed og begyndte at tale om at han snart skulle gå bort, og at det skulle ske* i Jerusalem.+ 32  Peter og de der var med ham, var faldet i søvn, men da de vågnede, så de hans herlighed+ og de to mænd der stod sammen med ham. 33  Og da de to mænd skulle til at forlade Jesus, sagde Peter til ham: “Lærer, det er godt at vi er her. Så kan vi rejse tre telte, et til dig, et til Moses og et til Elias.” Han vidste ikke hvad det var han sagde. 34  I det samme kom der en sky ned over dem.+ Og da skyen dækkede dem, blev de bange. 35  Inde fra skyen lød en stemme:+ “Det er min Søn, som jeg har udvalgt.+ Lyt til ham.”+ 36  Da de hørte stemmen, så de at Jesus var alene. I et stykke tid fortalte de ikke nogen hvad de havde set, men holdt det for sig selv.+ 37  Dagen efter gik de ned fra bjerget, og en stor folkemængde kom ham i møde.+ 38  En mand råbte: “Lærer, vil du ikke nok hjælpe* min søn, for han er mit eneste barn?+ 39  En ånd angriber ham, og pludselig skriger han, og den giver ham krampeanfald så han får fråde om munden. Og selv efter at den har mishandlet ham, er den meget uvillig til at forlade ham igen.+ 40  Jeg bad dine disciple om at uddrive den, men det kunne de ikke.” 41  Jesus sagde: “Åh, fordærvede generation uden tro,+ hvor længe skal jeg blive hos jer og holde jer ud? Kom herhen med din søn.”+ 42  Netop som drengen nærmede sig, kastede dæmonen ham til jorden og gav ham et voldsomt krampeanfald. Men Jesus talte hårdt til den urene ånd og helbredte drengen og overlod ham til hans far. 43  De blev alle overrasket over Guds majestætiske magt.+ Mens de alle undrede sig over alt det han gjorde, sagde han til sine disciple: 44  “Lyt opmærksomt og husk hvad jeg siger, for Menneskesønnen vil blive forrådt og overgivet til sine fjender.”*+ 45  Men de forstod ikke hvad han sagde. Nej, det var skjult for dem så de ikke kunne fatte det, og de var bange for at spørge ham. 46  Så begyndte de at diskutere hvem af dem der var den største.+ 47  Men Jesus, som vidste hvad de tænkte i deres hjerte, tog en lille dreng, stillede ham ved siden af sig 48  og sagde til dem: “Enhver som tager imod dette lille barn på grundlag af mit navn, tager også imod mig, og enhver som tager imod mig, tager også imod den der har sendt mig.+ For den der opfører sig som en af de mindre blandt jer alle, han er stor.”+ 49  Johannes sagde nu: “Lærer, vi så en der uddrev dæmoner ved at bruge dit navn, og vi prøvede at forhindre ham i det, for han følges jo ikke med os.”+ 50  Men Jesus sagde til ham: “I skal ikke prøve at forhindre ham i det, for enhver der ikke er imod jer, er med jer.” 51  Tiden hvor han skulle tages op til himlen, nærmede sig,*+ og han var fast besluttet på at gå til Jerusalem.+ 52  Derfor sendte han nogle i forvejen, og de gik ind i en samaritansk landsby for at skaffe logi til ham. 53  Men man tog ikke imod ham+ fordi han var på vej til Jerusalem. 54  Da disciplene Jakob og Johannes+ blev klar over det, sagde de: “Herre, ønsker du at vi skal kalde ild ned fra himlen for at udslette dem?”+ 55  Men han vendte sig om og irettesatte dem. 56  Så de gik videre til en anden landsby. 57  Mens de nu var på vej, var der en der sagde til ham: “Jeg vil følge dig uanset hvor du går hen.”+ 58  Men Jesus sagde til ham: “Ræve har huler, og himlens fugle har reder, men Menneskesønnen har ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved.”+ 59  Så sagde Jesus til en anden: “Følg mig.” Manden svarede: “Herre, giv mig lov til først at tage hen og begrave min far.”+ 60  “Lad de døde+ begrave deres døde,” sagde Jesus til ham. “Men gå du ud og forkynd Guds rige.”+ 61  En anden igen sagde: “Jeg vil følge dig, Herre, men giv mig først lov til at sige farvel til dem derhjemme.”* 62  Jesus sagde til ham: “Ingen som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage,+ egner sig til at komme ind i Guds rige.”+

Fodnoter

Bogst.: “sølv”.
Eller “to klædninger”.
Bogst.: “velsignede dem”.
Eller muligvis: “var disciplene sammen med ham”.
Eller “Guds Kristus”.
Eller “lige så hvidt som et lynglimt”.
Bogst.: “fuldføres”.
Bogst.: “se på”.
Eller “i menneskers hænder”.
Bogst.: “Dagene hvor han skulle tages op, var ved at være fuldendt (at blive opfyldt)”.
Eller “dem der er i mit hus”.

Studienoter

ikke tage noget med jer på rejsen: Da Jesus sendte sine apostle ud på en forkynderkampagne for at udbrede budskabet om “Guds rige” (Lu 9:2), instruerede han dem i hvordan de skulle udføre dette meget vigtige arbejde. Hans instruktioner er nedskrevet i alle tre synoptiske evangelier. (Mt 10:8-10; Mr 6:8, 9; Lu 9:3) Selvom ordlyden adskiller sig noget fra hinanden, er budskabet det samme: Apostlene skulle ikke lade sig distrahere ved at skaffe sig ekstra forsyninger, for Jehova ville sørge for det de behøvede. I alle tre beretninger får apostlene besked på ikke at skaffe sig en ekstra klædning eller have [“to klædninger”, fdn.] eller tage en ekstra klædning med, ud over den de allerede havde på. Det var tilsyneladende skik blandt hebræerne at tage en stav med på deres rejser (1Mo 32:10), og i Mr 6:8 giver Jesus disciplene besked på “ikke at tage andet med på rejsen end en stav”. Derfor kan instruktionen her i Lu 9:3 (“I skal ikke tage noget med jer ... hverken stav”) forstås sådan at de i stedet for at undlade at gå med stav, skulle lade være med at anskaffe sig eller bære en stav ud over den de havde i forvejen. Så Jesus bad i virkeligheden sine disciple om at tage så lidt bagage med på rejsen som muligt og at undgå at medbringe ekstra genstande som ville være en byrde for dem, for Jehova ville sørge for det nødvendige på deres rejse. – Se studienote til Lu 10:4, hvor Jesus gav en lignende vejledning til de 70 disciple der blev sendt ud ved en anden lejlighed.

penge: Bogst.: “sølv”, dvs. sølv anvendt som penge.

skal I blive der: Se studienote til Mr 6:10.

ryste støvet af jeres fødder: Fromme jøder der havde rejst gennem ikkejødiske lande, plejede at ryste det støv de betragtede som urent, af deres sandaler før de igen betrådte jødisk område. Men Jesus havde tydeligvis noget andet i tanke da han gav disse instruktioner til sine disciple. Denne handling viste at disciplene fralagde sig ansvaret for de konsekvenser Gud ville bringe over dem de forkyndte for. En lignende udtalelse findes i Mt 10:14 og Mr 6:11. Markus og Lukas tilføjer ordene “for at vise at de er blevet advaret”, bogst.: “som et vidnesbyrd for [eller “imod”] dem”. Paulus og Barnabas fulgte denne fremgangsmåde i Antiokia i Pisidien (ApG 13:51), og da Paulus gjorde noget lignende i Korinth ved at ryste støvet af sit tøj, gav han følgende forklaring: “Det er jeres egen skyld hvis I dør. Jeg er ren.” – ApG 18:6.

lokalfyrsten: Se studienote til Mt 14:1.

Herodes: Se studienote til Mt 14:1.

Giv I dem noget at spise: Dette er det eneste af Jesus’ mirakler som er omtalt i alle fire evangelier. – Mt 14:15-21; Mr 6:35-44; Lu 9:10-17; Joh 6:1-13.

brækkede han brødet i stykker: Brødene var ofte flade og sprøde, og derfor var det almindeligt at man brækkede dem i stykker før man spiste dem. – Mt 14:19; 15:36; 26:26; Mr 6:41; 8:6.

han bad alene: Det var i nærheden af Cæsarea Filippi. (Mt 16:13; Mr 8:27) Det er kun Lukas der nævner at Jesus bad alene. – Se studienote til Lu 3:21.

Johannes Døber: Se studienote til Mt 3:1.

Elias: Se studienote til Mt 11:14.

Guds Salvede: Eller “Guds Kristus”. Peter identificerer Jesus som “Guds Kristus” (græsk: ho christos tou Theou). “Kristus” svarer til “Messias” (fra hebraisk mashiach), titler der begge betyder “den salvede”. Her er den bestemte artikel på græsk sat foran titlen “Kristus”, tydeligvis for at vise Jesus’ udnævnelse og stilling som Messias. – Se studienoter til Mt 1:1; 2:4.

ældste: Bogst.: “ældre mænd”. I Bibelen bruges det græske ord presbyteros hovedsageligt om dem der har en ansvarsfuld stilling eller sidder inde med myndighed i et samfund eller en nation. Selvom udtrykket nogle gange henviser til alder i bogstavelig forstand (som i Lu 15:25; ApG 2:17), anvendes det ikke udelukkende om dem der er højt oppe i årene. Her henviser det til den jødiske nations ledere, der ofte nævnes sammen med de øverste præster og de skriftlærde. Sanhedrinet bestod af mænd fra disse tre grupper. – Lu 20:1; 22:52, 66; se Ordforklaring: “Ældste; ældre mand”.

øverste præster: Se studienote til Mt 2:4 og Ordforklaring: “Øverste præster”.

skriftlærde: Se studienote til Mt 2:4 og Ordforklaring: “Skriftlærd”.

lad ham sige nej til sig selv: Eller “lad ham opgive retten til at bestemme over sig selv”. Det beskriver en person der er villig til at fornægte sig selv fuldstændigt, eller frasige sig ejendomsretten til sig selv og overlade den til Gud. Det græske udtryk kan oversættes med “skal han sige nej til sig selv”, og det er meget passende, for det kan indebære at man må give afkald på personlige ønsker, ambitioner eller bekvemmeligheder. (2Kt 5:14, 15) Lukas bruger det samme græske udsagnsord og et beslægtet udsagnsord da han beskriver hvordan Peter nægter at kendes ved Jesus. – Lu 22:34, 57, 61; se studienote til Mt 16:24.

torturpæl: Se studienote til Mt 16:24.

sit liv: Eller “sin sjæl”. – Se Ordforklaring: “Sjæl”.

verden: Grundbetydningen af det græske ord kosmos, der oftest oversættes med “verden”, er “orden” eller “indretning”. I den ikkereligiøse græske litteratur kan det referere til menneskehedens verden, og det er som regel i den betydning det bruges i De Kristne Græske Skrifter. (Se studienoter til Joh 1:9, 10; 3:16). Ordet kosmos er dog ikke kun et synonym for menneskeheden. I Bibelen indeholder det også grundbetydningen “orden” eller “indretning” idet menneskehedens verden afspejler en vis struktur, sammensat af forskellige kulturer, stammer, nationer og økonomiske systemer. (1Jo 3:17; Åb 7:9; 14:6) Det er det der menes med ordet “verden” i denne og nogle andre sammenhænge. Gennem århundrederne er rammen der omgiver og påvirker menneskers liv, vokset i størrelse og kompleksitet i takt med at befolkningstallet er vokset. – Se studienote til Joh 16:21.

Omkring otte dage efter at han havde sagt det: I beretningerne i Matthæus og Markus siges der “seks dage senere”. (Mt 17:1; Mr 9:2) Lukas tæller dagene ud fra en anden synsvinkel end Matthæus og Markus, for han medregner åbenbart den dag Jesus kommer med løftet (Lu 9:27), og den dag forvandlingen fandt sted. Matthæus og Markus anfører den mellemliggende tid, nemlig seks hele dage. Det er værd at bemærke at Lukas angiver perioden som et cirkatal – “omkring otte dage”.

at bede: Det er kun Lukas der tilføjer den detalje at Jesus bad i forbindelse med sin forvandling. Næste vers nævner også at Jesus var ved at bede. (Lu 9:29) Andre steder hvor Lukas som den eneste nævner at Jesus bad, er i Lu 3:21; 5:16; 6:12; 9:18; 11:1; 23:46.

gå bort: Det græske ord exodos som bliver brugt her, forekommer også i 2Pe 1:15 (gået bort) og i He 11:22 (gå ud af). At Jesus skulle gå bort, omfattede øjensynlig både at han skulle dø og efterfølgende blive oprejst til åndeligt liv.

Inde fra skyen lød en stemme: Den anden af tre gange i evangelierne hvor der står at Jehova talte direkte til mennesker. – Se studienoter til Lu 3:22; Joh 12:28.

eneste: Det græske ord monogenes, der ofte bliver oversat med “enestefødt”, er blevet defineret som “den eneste af sin art eller slags; noget der er unikt”. Begrebet anvendes til at beskrive sønners og døtres forhold til deres forældre. I denne sammenhæng bruges det i betydningen enebarn. Det samme græske ord bruges også om den “eneste” søn en enke i Nain havde, og om Jairus’ “eneste” datter. (Lu 7:12; 8:41, 42) Den græske Septuaginta bruger monogenes i sin omtale af Jeftas datter. Om hende står der skrevet: “Og hun var hans eneste barn. Ud over hende havde han hverken sønner eller døtre.” (Dom 11:34) I apostlen Johannes’ skrifter bruges monogenes fem gange om Jesus. – Læs om betydningen af ordet når det bruges om Jesus, i studienoter til Joh 1:14; 3:16.

Guds majestætiske magt: Eller “Guds storhed (majestæt)”. Når Jesus helbredte nogen, henledte han ikke opmærksomheden på sig selv. I stedet lagde han vægt på at det var Guds kraft der var årsag til disse mirakler.

han skulle tages op: Det græske ord analempsis forekommer kun her i De Kristne Græske Skrifter. Der er almindelig enighed om at det henviser til at Jesus steg op til himlen. Det beslægtede udsagnsord bruges i ApG 1:2, 11, 22, hvor det bliver gengivet ’blev taget op’.

han var på vej til: Bogst.: “han havde vendt sit ansigt mod”. (Se også Lu 9:51). Lignende udtryk kan findes i De Hebraiske Skrifter i betydningen at sætte sig et mål, have en hensigt eller ønske noget. (1Kg 2:15, fdn.; 2Kg 12:17, fdn.) Og de indeholder tanken om at være målbevidst og beslutsom. – 2Kr 20:3, fdn.; Da 11:17.

ikke noget sted hvor han kan hvile sit hoved: Se studienote til Mt 8:20.

Herre: Nogle håndskrifter har ikke dette ord med, men det findes i adskillige tidlige pålidelige håndskrifter, og derfor er der grund til at tage det med her.

begrave min far: Mandens udtalelse betyder sandsynligvis ikke at hans far lige var død, og at han blot bad om lov til at træffe forberedelser til begravelsen. Hvis det var tilfældet, ville han nok ikke have stået og talt med Jesus. I oldtidens Mellemøsten ville man kort efter et dødsfald i familien arrangere en begravelse, ofte samme dag. Mandens far kan altså have været syg eller gammel, men ikke død. Og Jesus ville ikke have bedt ham om at forlade en syg og plejekrævende far, så der må have været andre i familien der kunne tage sig af sådanne vigtige behov. (Mr 7:9-13) Det manden i virkeligheden mente, var: ‘Jeg vil følge dig, men ikke så længe min far stadig lever. Lad mig vente til min far dør og jeg har begravet ham.’ Men efter Jesus’ opfattelse gik denne mand glip af en mulighed for at sætte Guds riges interesser først i sit liv. – Lu 9:60, 62.

Lad de døde begrave deres døde: Som det fremgår af studienoten til Lu 9:59, var faren til den mand som Jesus talte med, sandsynligvis syg eller gammel, men ikke død. Det Jesus åbenbart mener, er: ‘Lad dem der er åndeligt døde, begrave deres døde’, dvs. at manden ikke burde vente med at tage denne beslutning om at følge Jesus, for tilsyneladende var der andre slægtninge der kunne tage sig af faren indtil han døde. Ved at følge Jesus ville denne mand træde ind på vejen der fører til evigt liv, og han ville således ikke være blandt dem der var åndeligt døde i Guds øjne. I sit svar viser Jesus at det at sætte Guds rige først i sit liv og forkynde det vidt og bredt er afgørende for at kunne holde sig åndeligt vågen.

som har lagt sin hånd på ploven og ser sig tilbage: Jesus brugte arbejdet med at pløje som illustration for at understrege hvor vigtigt det er at man helhjertet går ind for at være en discipel af ham. Han omtaler en mand der gav udtryk for at han gerne ville være en discipel, men stillede den betingelse at han skulle have lov til først at sige farvel til dem derhjemme. (Lu 9:61) Hvis en landmand lod sig distrahere under pløjningen, ville han lave skæve furer, og hvis han holdt op med at pløje for at se sig tilbage, ville han komme bagefter med sit arbejde på marken. På lignende måde vil en der bliver indbudt til at være en discipel af Kristus, men lader sig distrahere af noget der hindrer ham i at udføre de pligter der følger med, være uegnet for Guds rige.

Medieindhold

Stav og madpose
Stav og madpose

Kæppe, stokke eller stave blev ofte brugt af fortidens hebræere til forskellige formål, for eksempel som støtte (2Mo 12:11; Zak 8:4; He 11:21), til at forsvare og beskytte sig med (2Sa 23:21), til at tærske med (Esa 28:27) og til at høste oliven. (5Mo 24:20; Esa 24:13) En madpose var en slags taske der som regel var af læder, og som man bar over skulderen. Rejsende, hyrder, landmænd og andre havde mad, tøj og andre ting i den. Da Jesus sendte sine apostle ud på en forkyndertur, gav han dem blandt andet instruktioner angående stave og madposer. Apostlene skulle tage af sted uden at lade sig distrahere ved at fremskaffe ekstra ting at tage med; Jehova ville sørge for dem. – Se studienoter til Lu 9:3 og 10:4 for at få en forklaring på hvordan detaljerne i Jesus’ instruktioner skal forstås.

Mønt fremstillet for Herodes Antipas
Mønt fremstillet for Herodes Antipas

Billederne viser begge sider af en mønt lavet af en kobberlegering; mønten blev fremstillet omkring den tid da Jesus udførte sin tjeneste. Den blev lavet på Herodes Antipas’ befaling. Han var tetrark, eller lokalfyrste, i Galilæa og Peræa. Jesus var sandsynligvis på vej gennem Herodes’ område Peræa da farisæerne fortalte ham at Herodes ville slå ham ihjel. Jesus svarede ved at kalde Herodes for “den ræv”. (Se studienote til Lu 13:32). De fleste af Herodes’ undersåtter var jøder, så på mønterne var der billeder som ikke ville støde jøderne, for eksempel en palmegren (1) eller en krans (2).

Kurve
Kurve

I Bibelen bliver forskellige ord brugt til at beskrive forskellige former for kurve. For eksempel indikerer det græske ord der bruges i forbindelse med at Jesus mirakuløst sørgede for mad til omkring 5.000 mænd, at de 12 kurve har været relativt små fletkurve som man kunne bære i hænderne. Men et andet græsk ord bruges til at beskrive de syv kurve der blev brugt til at indsamle det der var tilovers da Jesus sørgede for mad til 4.000 mænd. (Mr 8:8, 9) Det ord beskriver en stor kurv, og det er det samme ord der bruges til at beskrive den kurv der blev brugt da Paulus blev firet ned til jorden gennem en åbning i muren i Damaskus. – ApG 9:25.

Hermonbjerget
Hermonbjerget

Hermonbjerget, der ligger i nærheden af Cæsarea Filippi, er med sine 2.814 m det højeste bjerg i Israel og det omkringliggende område. Dets sneklædte tinder får vanddamp til at fortætte så der dannes rigelige mængder dug der bevarer vegetationen i den lange tørtid. (Sl 133:3) Størstedelen af vandet i Jordanfloden stammer fra smeltet sne på Hermonbjerget. Måske var det på dette bjerg at Jesus’ forvandling fandt sted. – Mt 17:2.

Hermonbjerget set fra Hula naturreservat
Hermonbjerget set fra Hula naturreservat

Hermonbjerget ligger ved den nordlige grænse til det lovede land, og det har flere toppe, hvoraf den højeste er 2.814 m over havets overflade. Disse bjergtoppe danner bjergkæden Antilibanon. Det kan have været på Hermonbjerget at Jesus blev forvandlet.

Ræves huler og fugles reder
Ræves huler og fugles reder

Jesus nævnte det at ræve har huler, og fugle har reder, som en kontrast til at han ikke havde et permanent hjem. Den slags ræve der vises her (Vulpes vulpes), lever ikke kun i Mellemøsten, men også i Afrika, Asien, Europa og Nordamerika, og den er også blevet indført i Australien. Hvis ikke ræven kan finde en naturlig sprække i en klippe, overtage en hule eller jage et andet dyr ud af dets hule, graver den normalt selv en hule i jorden. Fuglen, en Cettisanger (Cettia cetti), er en af de omkring 470 forskellige fugle som findes i Israel på et tidspunkt i løbet af året. Fuglenes reder er også forskelligartede; de bygges i træer, hule træstammer og på klipper, og de består af materialer som kviste, blade, tang, uld, strå, mos og fjer. Med sit varierede landskab – der består af kolde bjergtinder, dybe og varme dale, tørre ørkner og kystsletter, alt sammen beliggende ved den sydøstlige ende af Middelhavet – er landet et attraktivt tilholdssted for fugle der enten lever her fast eller trækker hertil.

Pløjning
Pløjning

Man pløjede ofte i efteråret når regnen havde blødgjort jorden som ellers var hård på grund af den varme sol i sommermånederne. (Se Tillæg B15.) Nogle plove bestod af et enkelt stykke spidst træ, måske med en spids af metal, som var fastgjort til en bjælke og blev trukket af et eller flere dyr. Efter at jorden var blevet pløjet, såede man. I De Hebraiske Skrifter blev der i lignelser ofte henvist til den velkendte praksis med at pløje. (Dom 14:18; Esa 2:4; Jer 4:3; Mik 4:3) Jesus brugte ofte situationer fra landbruget til at understrege vigtige lærepunkter. For eksempel brugte han arbejdet med at pløje til at vise hvor vigtigt det er at være en helhjertet discipel. (Lu 9:62) Hvis den der pløjede, blev distraheret, ville furerne blive skæve. På samme måde ville en discipel af Jesus der lod sig distrahere eller ikke påtog sig sit ansvar, ikke være egnet til at komme ind i Guds rige.