Sanhedrinet: Se studienote til Mt 26:59.

Pilatus: En romersk statholder (præfekt) over Judæa som var udnævnt af kejser Tiberius i år 26 e.v.t. Han havde sit embede i omkring ti år. Pilatus omtales også af ikkebibelske skribenter, deriblandt af den romerske historiker Tacitus, der skrev at Pilatus under Tiberius’ regeringstid udstedte ordren om at få Kristus henrettet. I et gammelt romersk teater i Cæsarea i Israel har man fundet en latinsk inskription med ordene: “Pontius Pilatus, præfekt i Judæa”. – Se Tillæg B10 for at se det område Pontius Pilatus havde myndighed over.

Er du jødernes konge?: Se studienote til Mt 27:11.

Du siger det selv: Se studienote til Mt 27:11.

plejede ... at løslade den fange folket bad om: Dette omtales af alle fire evangelieskribenter. (Mt 27:15-23; Lu 23:16-25; Joh 18:39, 40) I De Hebraiske Skrifter nævnes der ikke noget om denne skik, men det lader til at det på Jesus’ tid var blevet en almindelig praksis blandt jøderne. Det har ikke virket fremmed for romerne, for der er vidnesbyrd om at de løslod fanger for at stille folkemængden tilfreds.

råbte igen: Som det ses af Lu 23:18-23, råbte folkemængden mindst tre gange at Pilatus skulle henrette Jesus. Beretningen her i Markusevangeliet viser at Pilatus tre gange stillede folkemængden spørgsmål angående Jesus. – Mr 15:9, 12, 14.

piskes: Se studienote til Mt 27:26.

statholderens residens: Se studienote til Mt 27:27.

De klædte ham i en purpurkappe: Det gjorde de for at gøre nar af Jesus og hans kongedømme. Matthæus’ beretning (27:28) siger at soldaterne gav Jesus “en skarlagenrød kappe på”, en type kappe som konger, myndighedspersoner eller højtstående militærfolk bar. Markus’ og Johannes’ beretning (19:2) siger at der var tale om en purpurfarvet kappe, men på Bibelens tid blev “purpur” brugt til at beskrive enhver farve der var en blanding af rød og blå. Desuden kan vinklen, lysets tilbagekastning samt baggrunden have haft en indvirkning på øjenvidnernes opfattelse af den præcise farve. Denne variation i beskrivelsen af farven viser at evangelieskribenterne ikke bare kopierede hinandens beretninger.

krone: Ud over purpurkappen (der er omtalt tidligere i verset) gav man også Jesus hånlige efterligninger af symboler på kongeværdighed – nemlig en krone af tornede grene og, ifølge Mt 27:29, “en kæp” som scepter.

Vær hilset: Se studienote til Mt 27:29.

spyttede på ham: Denne hånlige behandling opfyldte Jesus’ egne ord i Mr 10:34 samt profetien om Messias i Esa 50:6. – Se studienote til Mr 10:34.

bøjede sig for ham: Eller “viste ham ære; bragte ham hyldest”. Her bliver det græske udsagnsord proskyneo brugt om soldaterne der hånligt bøjede sig for Jesus og kaldte ham “jødernes konge”. – Mr 15:18; se studienote til Mt 2:2.

pælfæste ham: Eller “henrette ham på en pæl”. – Se studienote til Mt 20:19 og Ordforklaring, “Pæl”; “Torturpæl”.

Kyrene: Se studienote til Mt 27:32.

far til Alexander og Rufus: Det er kun Markus der nævner denne kendsgerning om Simon fra Kyrene.

pålagde ... som tvungen tjeneste: Henviser til den tvungne tjeneste som de romerske myndigheder kunne pålægge en borger. De kunne for eksempel kræve at mænd eller dyr udførte tvangsarbejde, eller beslaglægge det de mente de havde brug for i statens tjeneste. – Se studienote til Mt 5:41.

torturpæl: Se studienote til Mt 27:32.

Golgata: Se studienote til Mt 27:33.

Hovedskalstedet: Det græske udtryk Kraniou Topos gengiver det hebraiske ord Golgata. – Se studienoter til Joh 19:17.

vin blandet med myrra: I parallelberetningen i Mt 27:34 står der at vinen var “blandet med bitre urter”, så den indeholdt åbenbart både myrra og bitre urter. Denne blanding blev sandsynligvis givet som smertestillende middel. – Se studienote til han ville ikke tage det i dette vers og studienote til Mt 27:34.

han ville ikke tage det: Jesus ønskede tydeligvis at være ved fuld bevidsthed under denne trosprøve.

fordelte hans yderklæder: Se studienote til Mt 27:35.

ved at kaste lod: Se Ordforklaring: “Lod; lodkastning”.

den tredje time: Omkring kl. 9 om morgenen. Det kunne se ud som om der er en uoverensstemmelse mellem denne beretning og Joh 19:14-16, der siger at det var “omkring den sjette time” at Pilatus udleverede Jesus for at han kunne blive henrettet. Selvom Bibelen ikke giver en præcis forklaring på forskellen, er der nogle faktorer man kan overveje: Generelt nævner evangelieberetningerne de samme tidspunkter for det der skete den sidste dag Jesus var på jorden. Alle fire beretninger nævner at præsterne og de ældste mødtes efter daggry og førte Jesus afsted til den romerske statholder Pontius Pilatus. (Mt 27:1, 2; Mr 15:1; Lu 22:66 – 23:1; Joh 18:28) Matthæus, Markus og Lukas beretter alle at da Jesus hang på pælen, blev der mørkt i hele landet “fra den sjette time til den niende time”. (Mt 27:45, 46; Mr 15:33, 34; Lu 23:44) Hvornår man siger at Jesus blev henrettet, kan også være påvirket af at nogle regner piskningen for at være en del af henrettelsesprocessen. Nogle gange var piskningen så voldsom at ofret døde. I Jesus’ tilfælde var den så hård at det var nødvendigt at få en anden til at bære torturpælen for ham det sidste stykke vej. (Lu 23:26; Joh 19:17) Hvis piskningen blev betragtet som begyndelsen på henrettelsesprocessen, ville der være gået noget tid inden Jesus blev naglet til torturpælen. Dette støttes af at Mt 27:26 og Mr 15:15 nævner piskningen og pælfæstelsen sammen. Forskellige personer kunne altså angive forskellige tidspunkter for henrettelsen, afhængigt af hvornår de anså processen for at være begyndt. Det kan måske forklare Pilatus’ overraskelse da han hørte at Jesus døde så hurtigt efter at han var blevet naglet til pælen, for han har måske betragtet det som om henrettelsen lige var begyndt. (Mr 15:44) Dertil kommer at bibelskribenterne ofte opdelte dagen i fire perioder på tre timer hver, ligesom man gjorde med natten. Denne opdeling af dagen forklarer hvorfor der ofte nævnes noget om den tredje, sjette og niende time – regnet fra solopgang, som var ca. kl. 6. (Mt 20:1-5; Joh 4:6; ApG 2:15; 3:1; 10:3, 9, 30) Generelt havde folk heller ikke mulighed for præcist at vide hvad klokken var, så ofte blev et tidspunkt angivet med et “omkring”, som vi ser det i Joh 19:14. (Mt 27:46; Lu 23:44; Joh 4:6; ApG 10:3, 9) Altså: Markus kan have taget både piskningen og pælfæstelsen med i sin tidsangivelse, mens Johannes har taget udgangspunkt i hvornår selve pælfæstelsen skete. Begge skribenter kan have rundet op eller ned og angivet den nærmeste tretimers periode, og desuden brugte Johannes ordet “omkring” i sin beskrivelse. Disse faktorer kan forklare hvorfor de to beretninger angiver forskellige tidspunkter. At Johannes angiver et tidspunkt der ser ud til at være forskelligt fra det Markus skriver, viser i øvrigt også at han ikke bare skrev af fra Markus’ beretning, der var nedskrevet flere årtier tidligere.

røvere: Se studienote til Mt 27:38.

Enkelte senere håndskrifter indeholder her ordene: “Og de ord blev opfyldt der siger: ‘Og han blev regnet blandt forbrydere’”, der er et delvist citat fra Esa 53:12. Men disse ord forekommer ikke i de tidligste og mest pålidelige håndskrifter, så de er åbenbart ikke en del af det oprindelige Markusevangelium. Der findes et lignende udsagn i den inspirerede tekst i Lu 22:37. Nogle mener at en afskriver indsatte ordene fra Lukas’ beretning i Markus’ beretning. – Se Tillæg A3.

rystede på hovedet: Se studienote til Mt 27:39.

pælen: Se studienote til Mt 27:32.

pælen: Se studienote til Mt 27:32.

den sjette time: Dvs. ca. kl. 12. – Se studienote til Mt 20:3.

den niende time: Dvs. ca. kl. 15. – Se studienote til Mt 20:3.

mørkt: I parallelberetningen i Lukas tilføjes den oplysning at “solens lys forsvandt”. (Lu 23:44, 45) Mørket var forårsaget af Gud ved hjælp af et mirakel. Der kan ikke have været tale om en solformørkelse. Dette fænomen forekommer når der er nymåne, men mørket indtraf i påsken, hvor der er fuldmåne. Og mørket varede i tre timer, meget længere end den længst mulige totale solformørkelse, der varer mindre end otte minutter.

Eli̇́, Eli̇́, lamá sabaktáni?: Se studienote til Mt 27:46.

Min Gud, min Gud: Se studienote til Mt 27:46.

Elias: Kommer af det hebraiske navn der betyder “min Gud er Jehova”.

sur vin: Se studienote til Mt 27:48.

kæp: Se studienote til Mt 27:48.

udåndede: Eller “døde”. – Se studienote til Mt 27:50.

forhænget: Se studienote til Mt 27:51.

helligdommen: Se studienote til Mt 27:51.

officeren: Eller “centurionen”, dvs. en befalingsmand der havde kommandoen over ca. 100 soldater i den romerske hær. Officeren har måske været til stede da Pilatus forhørte Jesus, og han kan have hørt jøderne anklage Jesus for at sige at han var Guds Søn. (Mr 15:16; Joh 19:7) Markus bruger her det græske ord kentyrion, et låneord fra latin som også forekommer i Mr 15:44, 45. – Se “Introduktion til Markus” og studienoter til Mr 6:27; Joh 19:20.

Maria Magdalene: Se studienote til Mt 27:56.

Jakob den Lille: En af Jesus’ apostle og søn af Alfæus. (Mt 10:2, 3; Mr 3:18; Lu 6:15; ApG 1:13) Betegnelsen “den Lille” indikerer måske at Jakob ikke var så gammel eller så høj som den anden apostel der hed Jakob, altså Zebedæus’ søn.

Joses: Fra hebraisk, en kortform af Josifja, der betyder “måtte Jah tilføje (øge); Jah har tilføjet (øget)”. I enkelte håndskrifter står der her Josef, men i de fleste gamle håndskrifter står der “Joses”. – Sammenlign med parallelberetningen i Mt 27:56.

Salome: Sandsynligvis fra et hebraisk ord der betyder “fred”. Salome var en af Jesus’ disciple. Når man sammenligner Mt 27:56 med Mr 3:17 og 15:40, ser det ud til at Salome var mor til apostlene Jakob og Johannes; Matthæus nævner “Zebedæus’ sønners mor”, og Markus kalder hende “Salome”. Når man desuden sammenholder det med Joh 19:25, ser det ud til at Salome måske var søster til Jesus’ mor, Maria. Hvis det er tilfældet, var Jakob og Johannes Jesus’ fætre. Derudover, som Mt 27:55, 56, Mr 15:41 og Lu 8:3 indikerer, var Salome en af de kvinder der fulgtes med Jesus og sørgede for ham med det de havde.

forberedelsesdag: Markus skriver åbenbart primært til ikkejødiske læsere, så derfor forklarer han dette udtryk med dagen før sabbatten, en forklaring der ikke findes i de andre evangelier. (Mt 27:62; Lu 23:54; Joh 19:31) På den dag forberedte jøderne sig til sabbatten ved at tilberede ekstra måltider og færdiggøre andet arbejde som ikke kunne vente til efter sabbatten. I dette tilfælde faldt forberedelsesdagen på den 14. nisan. – Se Ordforklaring.

Josef: Evangelieskribenternes individuelle kendetegn kommer til udtryk i de forskellige detaljer de fortæller om Josef. Skatteopkræveren Matthæus bemærker at han var rig; Markus, der hovedsageligt skrev til romerne, siger at han var “et respekteret medlem af Rådet” der ventede på Guds rige; Lukas, den medfølende læge, siger at han “var en god og retfærdig mand” der ikke havde stemt for Rådets planer og støttet handlingerne mod Jesus; det er kun Johannes der oplyser at han “var en discipel ... i det skjulte fordi han var bange for jøderne”. – Mt 27:57-60; Mr 15:43-46; Lu 23:50-53; Joh 19:38-42.

Arimatæa: Se studienote til Mt 27:57.

medlem af Rådet: Det vil sige et medlem af Sanhedrinet, den højeste jødiske domstol, der var i Jerusalem. – Se studienote til Mt 26:59 og Ordforklaring, “Sanhedrinet”.

grav: Se studienote til Mt 27:60.

en sten: Åbenbart en cirkelformet sten, for i verset står der at den blev rullet på plads, og i Mr 16:4 står der at den “var rullet væk” da Jesus var blevet oprejst. Den kan have vejet et ton eller mere. I Matthæus’ beretning bliver den kaldt “en stor sten”. – Mt 27:60.