Til romerne: Titler som denne var åbenbart ikke en del af grundteksten. Titlerne blev føjet til senere, uden tvivl for lettere at kunne identificere de forskellige bøger. Nogle af de håndskrifter hvor denne titel forekommer, er: Codex Vaticanus og Codex Sinaiticus fra det fjerde århundrede samt Codex Alexandrinus og Codex Ephraemi Syri rescriptus fra det femte århundrede. En af de tidligst kendte samlinger af ni af Paulus’ breve, papyruskodeksen kendt som P⁴⁶, indeholder ikke begyndelsen af brevet til romerne. Men de andre otte breve i denne samling har titler, hvilket indikerer at Romerbrevet sandsynligvis også havde en titel. Denne samling, der ofte dateres til omkring år 200, viser at afskrivere fra et meget tidligt tidspunkt identificerede bibelbøger ved hjælp af titler. – Se Mediegalleri: “Paulus’ første brev til korintherne”.

Fra Paulus: Paulus’ indledning, som fortsætter til vers 7, følger en stil der var meget almindelig for brevskrivning på den tid. I sådanne breve stod der som regel hvem brevet var fra, hvem det var stilet til, og en hilsen. (Ro 1:7) Paulus’ introduktion, hvor han beskriver sin kaldelse og sit budskab, er usædvanligt lang (på græsk er vers 1 til 7 én lang sætning). Nogle mener at dette skyldes at Paulus endnu ikke havde besøgt menigheden i Rom – mange af de kristne dér kendte ham dog. (Se også studienoter til ApG 15:23; 23:26). Han bliver introduceret i Skrifterne ved det hebraiske navn Saulus, men fra ApG 13:9 og fremefter bliver han omtalt ved sit romerske navn (Paulos, den græske form af det almindelige latinske navn Paulus). Han omtaler sig selv som Paulus i alle sine breve, med undtagelse af Hebræerbrevet, hvor hans navn slet ikke forekommer. Måske har han følt at det navn ville være mere acceptabelt for ikkejøder, som han havde fået til opgave at forkynde den gode nyhed for som “apostel for nationerne”. – Ro 11:13; ApG 9:15; Ga 2:7, 8; se studienoter til ApG 7:58; 13:9.

en træl for Kristus Jesus: Det græske ord doulos, der gengives med “en træl”, henviser som regel til en person der ejes af en anden, ofte en købt træl. (Mt 8:9; 10:24, 25; 13:27) Udtrykket bruges også i overført betydning om helhjertede tjenere for Gud og for Jesus Kristus. (ApG 2:18; 4:29; Ga 1:10; Åb 19:10) Jesus købte alle kristnes liv da han gav sit eget liv som en løsesum. Derfor tilhører kristne ikke sig selv, men betragter sig som “trælle for Kristus”. (Ef 6:6; 1Kt 6:19, 20; 7:23; Ga 3:13) De der skrev de inspirerede breve i De Kristne Græske Skrifter og gav vejledning til menighederne, viste alle at de underordnede sig Kristus, deres Herre, ved mindst én gang at omtale sig selv som ‘trælle for Kristus’. – Ro 1:1; Ga 1:10; Jak 1:1; 2Pe 1:1; Jud 1; Åb 1:1.

apostel: Det græske navneord apostolos kommer af udsagnsordet apostello, der betyder “at sende; at sende ud”. (Mt 10:5; Lu 11:49; 14:32) Den grundlæggende betydning kommer tydeligt frem i Jesus’ udtalelse i Joh 13:16, hvor det er gengivet med “en der er sendt”. Paulus blev kaldet til at være apostel for nationerne, eller ikkejøderne, udvalgt direkte af den opstandne Jesus Kristus. (ApG 9:1-22; 22:6-21; 26:12-23) Paulus forsvarede sin stilling som apostel ved at forklare at han havde set den opstandne Jesus Kristus (1Kt 9:1, 2), og at han havde udført mirakler (2Kt 12:12). Han bekræftede yderligere det faktum at han var en sand apostel, ved at viderebringe den hellige ånd til døbte troende. (ApG 19:5, 6) Til trods for at han ofte omtaler sin opgave som apostel, inkluderer han aldrig sig selv blandt “de tolv”. – 1Kt 15:5, 8-10; Ro 11:13; Ga 2:6-9; 2Ti 1:1, 11.

udnævnt til: Eller “udtaget til”. Det græske ord aforizo, “at skille ud”, bruges her i betydningen at udvælge eller udpege en person til et specifikt formål. I dette tilfælde henviser Paulus til sin opgave med at forkynde Guds gode nyhed, dvs. budskabet om Guds rige og om at det er muligt at blive frelst hvis man tror på Jesus Kristus. (Lu 4:18, 43; ApG 5:42; Åb 14:6) I Romerbrevet bruger Paulus også udtrykkene “den gode nyhed om hans [Guds] Søn” (Ro 1:9) og “den gode nyhed om Kristus” (Ro 15:19).

De Hellige Skrifter: Henviser her til De Hebraiske Skrifter. Andre udtryk der bruges i De Kristne Græske Skrifter om denne samling af inspirerede bøger, er “Skrifterne” og “de hellige skrifter”. (Mt 21:42; Mr 14:49; Lu 24:32; Joh 5:39; ApG 18:24; Ro 15:4; 2Ti 3:15, 16) Nogle gange bruges udtrykkene “Lov” (Joh 10:34; 12:34; 15:25; 1Kt 14:21) og “Loven og Profeterne” (Mt 7:12; Lu 16:16) i en bredere betydning om De Hebraiske Skrifter i deres helhed. – Mt 22:40; se studienoter til Mt 5:17; Joh 10:34.

Fysisk set: Bogst.: “Efter kødet”. Det græske ord for “kød” (sarx) henviser her til menneskeligt slægtskab, fysisk (jordisk) afstamning, altså Jesus’ afstamning som menneske. Maria var af Judas stamme og en efterkommer af David, og derfor kunne man sige om hendes søn Jesus: Fysisk set var han en efterkommer af David. Som “Davids rod og afkom” gennem sin mor var Jesus biologisk set berettiget til at arve sin “far Davids trone”. (Åb 22:16; Lu 1:32) Gennem sin adoptivfar, Josef, der også var en efterkommer af David, havde Jesus den juridiske ret til Davids trone. – Mt 1:1-16; ApG 13:22, 23; 2Ti 2:8; Åb 5:5.

hellighedens ånd: Dvs. Guds hellige ånd. Det græske udtryk der er gengivet med “hellighedens ånd”, har omtrent samme form som det hebraiske udtryk der gengives med “hellige ånd” i Sl 51:11og Esa 63:10, 11 (bogst.: “[din eller hans] helligheds ånd”). Jehovas ånd, eller aktive kraft, er under hans kontrol og gennemfører altid hans hensigt. Den er ren, hellig og sat til side til at udføre det Gud ønsker.

slået fast: Eller “erklæret”. Her siger Paulus at det blev slået fast at Jesus er Guds Søn, da han blev oprejst fra de døde. I ApG 13:33 forklarer Paulus at Jesus’ opstandelse var en opfyldelse af det der står skrevet i Sl 2:7. Det vers blev også opfyldt da Jesus blev døbt og hans Far erklærede: “Det er min Søn.” – Se studienote til Mt 3:17.

vi: Eller “jeg”. Her omtaler Paulus åbenbart sig selv i flertal. Når han omtaler opgaven som apostel, hentyder han til den unikke opgave han havde fået som apostel for nationerne. Derudover nævner han kun sig selv som afsender af brevet til romerne (Ro 1:1), og i Ro 1:8-16 bruger han første person ental. Så selvom “vi” rent grammatisk kunne indbefatte andre, er det rimeligt at konkludere at han kun taler om sig selv og ikke de andre apostle.

alle ... der er i Rom: Dvs. de kristne i byen Rom. På pinsedagen i år 33 var “besøgende fra Rom, både jøder og proselytter,” til stede og vidner til udgydelsen af den hellige ånd. Nogle af dem var uden tvivl blandt de ca. 3.000 der blev døbt den dag. (ApG 2:1, 10, 41) Det var højst sandsynligt da de vendte tilbage til Rom, at de oprettede en kristen menighed hvis helhjertede medlemmer havde en tro der ifølge Paulus blev omtalt “i hele verden”. (Ro 1:8) De romerske historikere Tacitus (Tacitus’s Årbøger, XV, XLIV) og Sueton (Romerske kejsere, Nero, XVI, 2), der begge blev født i det første århundrede, omtalte desuden de kristne i Rom.

hellige: I De Kristne Græske Skrifter omtales Kristus’ åndelige brødre i menighederne ofte som “hellige”. (ApG 9:13; 26:10; Ro 12:13; 2Kt 1:1; 13:13) Dette udtryk gælder dem der har fået et særligt forhold til Gud gennem den nye pagt ved “det blod der gør en evig pagt gyldig”, Jesus’ udgydte blod. (He 10:29; 13:20) På den måde helliger og renser Gud dem og betragter dem som “hellige”. Han regner dem for at være i denne tilstand fra begyndelsen af deres liv som salvede på jorden og ikke først efter deres død. Der er altså ikke noget bibelsk belæg for at enkeltpersoner eller en organisation kan erklære mennesker for “hellige” – eller “helgener”, som nogle bibeloversættelser gengiver udtrykket. Peter siger at de “skal være hellige” fordi Gud er hellig. (1Pe 1:15, 16; 3Mo 20:7, 26) Udtrykket “hellige” gælder alle dem der er i samhørighed med Kristus, og som skal være hans medarvinger. Mere end 500 år før Kristus’ disciple fik denne betegnelse, åbenbarede Gud at “Den Allerhøjestes hellige” skulle være Kristus’ medregenter. – Da 7:13, 14, 18, 27.

Jeg ønsker jer ufortjent godhed og fred: Paulus bruger denne hilsen i 11 af sine breve. (1Kt 1:3; 2Kt 1:2; Ga 1:3; Ef 1:2; Flp 1:2; Kol 1:2; 1Ts 1:1; 2Ts 1:2; Tit 1:4; Flm 3) I sine breve til Timotheus bruger han en lignende hilsen, men tilføjer “barmhjertighed”. (1Ti 1:2; 2Ti 1:2) Bibelforskere har bemærket at Paulus i stedet for at bruge det almindelige ord for “Vær hilset!” (chairein) ofte bruger et andet græsk ord der lyder næsten magen til (charis), for at fortælle menighederne at han ønsker dem “ufortjent godhed” i fuldt mål. (Se studienote til ApG 15:23). At ordet “fred” indgår i denne hilsen, gør at den minder om den almindelige hebraiske hilsen, shalom. (Se studienote til Mr 5:34). Paulus bruger åbenbart udtrykket “ufortjent godhed og fred” for at understrege at kristne kan have et godkendt forhold til Jehova Gud på grund af løskøbelsen. Når Paulus forklarer hvor den store godhed og fred kommer fra, nævner han Gud, vores Far, og Herren Jesus Kristus hver for sig.

ufortjent godhed: Eller “generøs godhed”. (Se Ordforklaring). Paulus bruger udtrykket “ufortjent godhed” (græsk: charis) omkring 90 gange i sine 14 breve, hvilket er langt flere gange end nogen af de andre bibelskribenter. For eksempel henviser han til Guds eller Jesus’ ufortjente godhed i den indledende hilsen i alle sine breve på nær i brevet til hebræerne, og han bruger også udtrykket i de afsluttende bemærkninger i alle sine breve. Andre bibelskribenter nævner også “ufortjent godhed” i begyndelsen og slutningen af deres breve. – 1Pe 1:2; 2Pe 1:2; 3:18; 2Jo 3; Åb 1:4; 22:21; se studienote til ApG 13:43.

som jeg ... yder hellig tjeneste: Eller “som jeg tjener (tilbeder)”. Det græske udsagnsord latreuo har grundbetydningen “at tjene”. Sådan som ordet bruges i Bibelen, hentyder det til tjeneste for Gud eller det at udføre en handling i forbindelse med tilbedelsen af Gud. (Mt 4:10; Lu 2:37; 4:8; ApG 7:7; Flp 3:3; 2Ti 1:3; He 9:14; 12:28; Åb 7:15; 22:3) Her nævner Paulus at hans hellige tjeneste indbefatter det at gøre den gode nyhed om [Guds] Søn kendt. Så når Jesus’ disciple forkynder denne gode nyhed, er det hellig tjeneste, dvs. en tilbedelseshandling over for Jehova Gud.

helhjertet: Bogst.: “med min ånd”. I dette vers hentyder det græske ord for “ånd” (pneuma) til den drivkraft der udgår fra et menneskes symbolske hjerte og får ham eller hende til at tale eller handle på en bestemt måde. (Se Ordforklaring: “Ånd”). Her bruger Paulus udtrykket for at beskrive at han tjener med alt hvad han har i sig, helt og fuldt.

åndelig gave: Det græske ord for “gave” i dette vers er charisma, der er beslægtet med charis, som ofte gengives med “ufortjent godhed”. I De Kristne Græske Skrifter forekommer charisma 17 gange og hentyder til en gave, tjeneste eller velsignelse der modtages uden at man har gjort sig fortjent til den, som et udtryk for Guds generøse, eller ufortjente, godhed. Charisma kan også bruges om åndens mirakuløse gaver (1Kt 12:4, 9, 28-31), men sammenhængen og det at Paulus bruger tillægsordet “åndelig” (græsk: pneumatikos), viser at han taler om at give sine brødre og søstre åndelig hjælp. Paulus ønskede at hjælpe dem til at blive styrket i deres tro og i deres forhold til Gud. Det at kristne kan styrke hinandens tro ved at opmuntre hinanden, kan altså betragtes som en åndelig gave fra Gud. – Se også 1Pe 4:10, 11.

opmuntre hinanden: Bogst.: “blive opmuntret (trøstet) sammen (gensidigt)”. Dette er det eneste sted i De Kristne Græske Skrifter hvor det græske udsagnsord synparakaleomai forekommer. Men Paulus brugte ofte det beslægtede udsagnsord parakaleo, der bogstaveligt betyder “at kalde til sin side”, i betydningen “at opmuntre; at trøste”. (Ro 12:8; 2Kt 1:4; 2:7; 7:6; 1Ts 3:2, 7; 4:18; 5:11; He 3:13; 10:25) Paulus fremhæver her at det ikke kun var de kristne i Rom der ville få gavn af hans besøg, men at både han og menigheden ville blive opmuntret ved hinandens tro.

Brødre: I nogle sammenhænge bliver en troende kristen mand kaldt “en bror”, og en troende kristen kvinde kaldt “en søster”. (1Kt 7:14, 15) Her og andre steder i Bibelen henviser ordet “brødre” dog både til mænd og kvinder. Det var almindeligt at bruge udtrykket “brødre” når man hilste på en gruppe bestående af begge køn. (ApG 1:15; 1Ts 1:4) Det er i den forstand udtrykket “brødre” anvendes i de fleste af de inspirerede kristne breve. I sit brev til menigheden i Rom skriver Paulus gentagne gange “brødre” når han henvender sig til sine kristne trosfæller generelt. – Ro 7:1, 4; 8:12; 10:1; 11:25; 12:1; 15:14, 30; 16:17.

at mit arbejde også skulle bære frugt hos jer: Dvs. “at min forkyndelse også skulle give gode resultater hos jer”. Paulus bruger det græske landbrugsudtryk karpos, “frugt; udbytte”, der ofte forekommer i Bibelen. Udtrykket bruges også i overført betydning og henviser så til åndelig vækst og fremgang. (Mt 3:8; 13:8; Joh 15:8, 16; Flp 1:11, 22) Paulus håbede måske at hans trosfæller i endnu højere grad havde opdyrket “åndens frugt”, men han havde tydeligvis noget mere i tanke. (Ga 5:22, 23; Ro 1:11, 12) Ordene ligesom det har gjort blandt de andre nationer indikerer at Paulus håbede at flere i Rom eller måske andre steder ville blive disciple af Jesus. – Ro 15:23, 24.

Jeg er forpligtet: Eller “Jeg står i gæld”. I Bibelen bruges det græske ord der her er gengivet med “forpligtet”, ikke kun om generelle forpligtelser eller pligter, men også i forbindelse med det at være i økonomisk gæld. I Joh 13:14 (se studienote) er ordet “skal” oversat fra et græsk udsagnsord der betyder “at stå i gæld til nogen; at skylde nogen noget”. Det Paulus mener, er altså at han stod i gæld til enhver han mødte, en gæld som han kun kunne betale ved at forkynde den gode nyhed for dem. (Ro 1:15) Han var dybt taknemmelig for den barmhjertighed han var blevet vist, og han følte sig derfor forpligtet til at hjælpe andre til også at få gavn af den ufortjente godhed fra Gud. (1Ti 1:12-16) Med andre ord sagde han: ‘Det Gud har gjort for hele menneskeheden og mig personligt, forpligter mig til ivrigt at forkynde den gode nyhed for alle.’

grækere: Her henviser udtrykket “grækere”, der bruges som kontrast til “udlændinge”, ikke nødvendigvis til indfødte grækere eller nogle af græsk herkomst, men til nogle der taler græsk og har taget den græske kultur til sig, også selvom de skulle være af en anden nationalitet. Paulus bruger åbenbart udtrykket “både grækere og udlændinge” for at inkludere alle mennesker. – Se studienote til udlændinge i dette vers.

udlændinge: Eller “ikkegrækere”. Nogle ældre bibeloversættelser gengiver det græske ord barbaros der er brugt her, med “barbarer”. Gentagelsen “bar bar” ledte tanken hen på det at stamme, plapre eller tale uforståeligt, og grækerne brugte oprindeligt dette udtryk om en udlænding der talte et andet sprog. Dengang var det ikke et udtryk der beskrev en person som uciviliseret, udannet eller uden manerer, og det blev heller ikke brugt på en nedladende måde. Ordet barbaros blev ganske enkelt brugt til at skelne ikkegrækere fra grækere. Nogle jødiske forfattere, deriblandt Josefus, anerkendte at folk brugte dette udtryk om dem. Romerne omtalte faktisk sig selv som barbarer inden de tog den græske kultur til sig. Så det var altså i denne helt neutrale betydning at Paulus brugte det græske ord barbaros da han henviste til alle mennesker med udtrykket “både grækere og udlændinge”.

grækerne: I det første århundrede e.v.t. henviste det græske ord hellen, der betyder “græker”, ikke nødvendigvis kun til indfødte grækere eller personer af græsk afstamning. Når Paulus her taler om alle der har tro, og nævner “grækerne” sammen med “jøderne”, bruger han altså ordet “græker” i en bredere betydning om alle ikkejøder. (Ro 2:9, 10; 3:9; 10:12; 1Kt 10:32; 12:13) Det gjorde han uden tvivl fordi det græske sprog og den græske kultur var så dominerende i hele Romerriget.

Der står jo skrevet: Paulus brugte ofte dette udtryk (græsk: kathos gegraptai, en form af ordet grafo, “at skrive”) når han citerede fra De Hebraiske Skrifter. (Ro 2:24; 3:10; 4:17; 8:36; 9:13, 33; 10:15; 11:26; 15:3, 9, 21; 1Kt 1:31; 2:9; 2Kt 8:15) I brevet til romerne citerede Paulus fra De Hebraiske Skrifter mere end 50 gange og kom med adskillige referencer og henvisninger til dem.

Men den retfærdige vil leve som følge af sin tro: Nogle har omtalt Ro 1:16, 17 som Romerbrevets temavers fordi de indeholder brevets hovedbudskab: Gud er upartisk og giver “alle der har tro”, mulighed for at blive frelst. (Ro 1:16) Gennem hele Romerbrevet understreger Paulus vigtigheden af at have tro ved omkring 60 gange at bruge forskellige græske udtryk der er beslægtet med “tro”. (Nogle eksempler findes i: Ro 3:30; 4:5, 11, 16; 5:1; 9:30; 10:17; 11:20; 12:3; 16:26). Her i Ro 1:17 citerer Paulus fra Hab 2:4. Han citerer også fra Hab 2:4 i to af sine andre breve i forbindelse med at han opfordrer kristne til at have tro. – Ga 3:11; He 10:38; se studienote til som følge af sin tro i dette vers.

som følge af sin tro: Paulus citerer her fra Hab 2:4, hvor der står “som følge af sin trofasthed”. På mange sprog er det at være trofast og det at have tro nært forbundet. Det hebraiske ord der er gengivet med “trofasthed” (emunah), er beslægtet med det hebraiske aman (at være trofast; at være pålidelig), som også kan indeholde tanken om at have tro. (1Mo 15:6; 2Mo 14:31; Esa 28:16) Derfor kan Hab 2:4 (se fdn.) også oversættes “som følge af sin tro.” Paulus har muligvis citeret Hab 2:4 fra Septuaginta, der bruger det græske ord pistis. Dette græske ord indeholder primært tanken om tillid, tiltro og fast overbevisning. Det gengives oftest med “tro” (Mt 8:10; 17:20; Ro 1:8; 4:5), men afhængigt af konteksten kan det også betyde “trofasthed” eller “pålidelighed” (Mt 23:23; Ro 3:3; Tit 2:10). I He 11:1 definerer Paulus under inspiration begrebet “tro” (græsk: pistis). – Se studienote til Men den retfærdige vil leve som følge af sin tro i dette vers.

ugudelighed: Eller “uærbødighed; respektløshed”. I Bibelen bruges det græske ord asebeia og beslægtede udtryk for at beskrive manglende respekt for Gud og endda det at trodse ham. (Jud 14, 15) Antonymet til dette ord er eusebeia, der gengives med “gudhengivenhed; gudsfrygt”. Respekt for Gud kommer til udtryk i en persons helhjertede tjeneste og tilbedelse af ham. – ApG 3:12; 1Ti 2:2; 4:7, 8; 2Ti 3:5, 12.

verdens skabelse: I De Kristne Græske Skrifter bruges det græske ord kosmos (“verden”) for det meste om menneskeheden eller en del af den. I denne sammenhæng henviser Paulus åbenbart til menneskenes skabelse eftersom det først var fra da af der fandtes intelligente skabninger på jorden og Guds usynlige egenskaber kunne opfattes ved at betragte det synlige skaberværk. Dette græske udtryk blev også brugt i ikkereligiøse skrifter om universet og skaberværket generelt, og Paulus kan have anvendt det i den betydning i ApG 17:24 da han henvendte sig til et græsk publikum. – Se studienote til ApG 17:24.

guddommelighed: Eller “guddommelige natur”. Det græske ord theiotes er beslægtet med ordet Theos (Gud). Ud fra sammenhængen kan man se at Paulus taler om håndgribelige ting i det fysiske skaberværk der beviser Guds eksistens. Vi har brug for Bibelen for at forstå Guds hensigt, betydningen af hans navn og mange aspekter af hans personlighed, men skaberværket lærer os om hans usynlige egenskaber (bogst.: “de usynlige ting om ham”), deriblandt hans evige kraft, som han brugte da han skabte universet, og som han bruger til at opretholde det. Det fysiske skaberværk vidner om hans “guddommelighed”, at Skaberen virkelig er Gud og er værdig til at blive tilbedt. – Åb 4:11.

har man ikke nogen undskyldning: Eller “er man uden undskyldning”. Bogst.: “er de uden forsvar”. Det græske ord anapologetos var et juridisk udtryk der blev brugt når en person ikke var i stand til at fremlægge nogen holdbare beviser til sit forsvar. I dette vers bruges det for at beskrive mennesker der ikke anerkender Guds eksistens. Det vidnesbyrd som har været tydeligt “lige fra verdens skabelse”, beviser at Gud eksisterer. Fordi man tydeligt har kunnet se hans egenskaber, kan de der benægter sandheden om Gud, ikke fremlægge noget gyldigt forsvar. Paulus siger videre at Guds egenskaber opfattes gennem de ting der er skabt. Det græske udtryk der gengives med “opfattes”, er beslægtet med ordet for “sind” (græsk: nous) og indebærer at man forstår noget med sit sind. En anden oversættelse siger at Guds egenskaber kan “ses med forstandens øjne”. Mennesker kan få indblik i mange af Guds egenskaber ved at betragte og tænke dybt over hans skaberværk. Når man kombinerer sit studie af skaberværket med det dybe kendskab man får til Guds tanker og hensigt ved at studere Bibelen, kan det hjælpe en til at få en stærk tro.

overlod Gud dem til de urene handlinger: Her hentyder Paulus sandsynligvis til de frafaldne israelitter, som i århundreder ikke fulgte den sandhed de kendte til om Gud og hans retfærdige bestemmelser. De havde ‘udskiftet sandheden fra Gud med løgnen’. (Ro 1:16, 21, 25, 28, 32) Gud havde udtrykkeligt advaret israelitterne mod afgudsdyrkelse og seksuel umoral (3Mo 18:5-23; 19:29; 5Mo 4:15-19; 5:8, 9; 31:16-18), men igen og igen tilbad de falske guder og gudinder der var udformet så de lignede dyr eller mennesker (4Mo 25:1-3; 1Kg 11:5, 33; 12:26-28; 2Kg 10:28, 29; se også Åb 2:14). Derfor “overlod Gud dem til de urene handlinger”; han overlod dem til sig selv og lod dem fortsætte med deres urene adfærd. Paulus’ ord indikerer også at selv folk fra nationerne burde vide at det på alle måder var ufornuftigt at tilbede dyr såvel som mennesker, og at det ville medføre Guds vrede. – Ro 1:22.

løgnen: Henviser til afguder. Afgudsdyrkelse er en illusion og et bedrag. (Jer 10:14) Skaberværket viser klart og tydeligt at Gud eksisterer, men nogle der “kendte Gud”, undertrykte sandheden om ham. (Ro 1:18, 21, 25) De tjente ikke Gud i overensstemmelse med sandheden om hans evige kraft og guddommelighed, men lavede afguder og tilbad dem. Det at de begyndte at dyrke afguder, førte til alle mulige former for vanærende handlinger. – Ro 1:18-31.

Amen: Eller “Lad det være sådan”. Det græske ord amen kommer af det hebraiske rodord aman, der betyder “at være trofast, at være pålidelig”. (Se Ordforklaring). Man sagde “amen” for at bekræfte en ed, en bøn eller en erklæring. Skribenterne af De Kristne Græske Skrifter brugte det ofte for at understrege at de mente at Gud fortjente at blive lovprist, ligesom Paulus gør her. (Ro 16:27; Ef 3:21; 1Pe 4:11) Andre gange blev det brugt for at understrege skribentens ønske om at Gud måtte være med modtagerne af brevet. (Ro 15:33; He 13:20, 21) Det blev også brugt for at vise at skribenten var helt enig i det der blev sagt. – Åb 1:7; 22:20.

nedværdigende seksuelle lidenskaber: Det græske ord pathos sigter til et stærkt ønske, eller ukontrolleret begær. Ud fra sammenhængen kan man tydeligt se at der er tale om et seksuelt begær. Her beskrives begæret som “nedværdigende” (græsk: atimia, “vanære; skam”) fordi det er noget der nedværdiger, eller vanærer, en person.

det naturlige seksuelle samvær: Det græske ord der er gengivet med “naturlige” (fysikos), sigter til noget der er i harmoni med naturens orden, med den grundlæggende og fastlagte måde ting i naturen fungerer på. Til støtte for sin tanke her i Ro 1:26, 27 kan Paulus have hentydet til ordene fra skabelsesberetningen i 1Mo 1:27. I stedet for at bruge de almindelige græske ord for mand og kvinde brugte han nogle mere specifikke ord for at vise at der var tale om hankøn og hunkøn. Det samme gør sig gældende i den græske Septuaginta-oversættelse af 1Mo 1:27 og i Mt 19:4 og Mr 10:6, hvor det vers bliver citeret. I beretningen i Første Mosebog står der at Gud velsignede det første par og sagde til dem at de skulle ‘få børn, blive mange og fylde jorden’. (1Mo 1:28) Homoseksuelle handlinger er i strid med naturen fordi den form for seksuelle handlinger ikke var en del af Guds oprindelige hensigt med mennesker, og fordi det ikke kan give afkom. Bibelen sammenligner homoseksuelle handlinger med det seksuelle samvær som de oprørske engle, der blev kendt som dæmoner, havde med kvinder før vandfloden på Noas tid. (1Mo 6:4; 19:4, 5; Jud 6, 7) Gud betragter sådanne handlinger som unaturlige. – Se studienote til Ro 1:27.

naturligt seksuelt samvær: Det græske ord der er gengivet med “naturligt” (fysikos), sigter til noget der er i harmoni med naturens orden, med den grundlæggende og fastlagte måde ting i naturen fungerer på. Dette samt det foregående vers viser at homoseksuelle handlinger ikke stemmer overens med Guds hensigt med mennesker. (1Mo 1:27; se studienote til Ro 1:26). Guds syn på homoseksuelle handlinger kommer tydeligt frem i De Hebraiske Skrifter i 3Mo 18:22. Dette forbud var bare én af de mange morallove som Gud gav Israels nation. Men blandt de omkringboende folkeslag var homoseksualitet, incest, sex med dyr og andet der var forbudt ifølge Moseloven, meget udbredt. (3Mo 18:23-25) Det at Gud i De Kristne Græske Skrifter gentager sin fordømmelse af homoseksuelle handlinger, understreger hans syn på sådanne handlinger, uanset om de praktiseres af jøder eller ikkejøder. – 1Kt 6:9, 10.

foretog sig frastødende ting: Eller “begik uanstændige (skamløse) handlinger”. Det græske ord bruges om en nedværdigende eller skamløs opførsel.

den fulde straf: Eller “den fulde løn”. Det græske udtryk betyder at man modtager en belønning man har gjort sig fortjent til. Her bruges det i negativ forstand om en passende straf eller en uønsket konsekvens. I 2Kt 6:13 sigter det til en positiv måde at gøre gengæld på.

grådige: Eller “begærlige”. Det græske ord pleonexia betyder bogstaveligt “det at ville have mere” og indeholder tanken om et umætteligt ønske om at få mere. Det græske ord bruges også i Ef 4:19; 5:3. Efter at have nævnt “begærlighed” i Kol 3:5 tilføjer Paulus at det “i virkeligheden er afgudsdyrkelse”.

løber med sladder: Bogst.: “hvisker”. Det græske ord hentyder åbenbart til en der har for vane at sprede skadelig sladder eller ondskabsfulde rygter. – Se studienote til 2Kt 12:20.

bryder deres løfter: Eller “er aftalebrydere; er imod enhver overenskomst”. Ud over at hentyde til en der afviger fra en aftale, indeholder det græske udtryk tanken om en der er upålidelig, eller ikke holder et løfte. Ifølge et opslagsværk kan det også henvise til “en der ikke er villig til at samarbejde om at finde en løsning på et problem han har med en anden part”.

har ingen naturlig hengivenhed: Denne formulering, som i nogle bibler gengives med “er ukærlige”, er oversat fra det græske ord astorgos, der er sammensat af præfikset a, der betyder “uden”, og ordet storge, der betyder “naturlig hengivenhed”. Udtrykket henviser til manglende kærlighed mellem familiemedlemmer, særligt mellem forældre og børn. Det er usandsynligt at nogle der ikke engang har kærlighed til deres egne familiemedlemmer, vil være i stand til at bevare et godt forhold til andre. I harmoni med Paulus’ kommentar har historikere som levede i den græsk-romerske periode, beskrevet tilfælde hvor fædre forlod deres familie, børn forsømte deres aldrende forældre og forældre slog uønskede børn ihjel, deriblandt svage og misdannede børn. Paulus brugte udtrykket her i Ro 1:31 for at beskrive hvor langt menneskeheden havde bevæget sig væk fra den oprindelige fuldkommenhed. I 2Ti 3:3 brugte han det for at vise hvordan mennesker ville være her i de kritiske sidste dage.