Fra Olympia til Sydney
Fra Olympia til Sydney
MANGE regner De Olympiske Lege for at være verdens mest betydningsfulde sportsarrangement. „Ingen anden sportsbegivenhed tiltrækker sig så stor opmærksomhed,“ siger The World Book Encyclopedia. „Legene overværes af millioner af mennesker, og hundreder af millioner i hele verden ser dem i fjernsynet.“
Den historiske baggrund
De Olympiske Lege blev grundlagt for tusinder af år siden. Eftersom de gamle grækere mente at idræt var noget der behagede de dødes ånder, afholdt de nationale fester der var en sammenblanding af religion og sport. Det gjaldt De Isthmiske Lege, De Nemeiske Lege, De Olympiske Lege og De Pythiske Lege. Af disse satte man De Olympiske Lege højest, for de blev holdt til ære for Zeus, som af grækerne ansås for at være gudernes konge.
I begyndelsen bestod legene øjensynlig kun af én eneste sportsgren, nemlig løb. Med tiden kom de til at omfatte andre konkurrencer som for eksempel væddeløb med stridsvogne og krævende udholdenhedsprøver. Besøgende fra nær og fjern strømmede til legene. Af hensyn til deres sikkerhed var alle krigshandlinger forbudt i en periode før og efter legene.
Roms overtagelse af magten betød en svækkelse af legene. Mange romere betragtede sportsudøvere med en vis foragt. Kejser Nero var en undtagelse. Han stillede op til legene i år 67 e.v.t. og vandt alle de discipliner han deltog i. De øvrige deltagere vidste åbenbart hvad der ville være til deres eget bedste! Under alle omstændigheder blev legene lukket i år 394.
Legene genoplives
Cirka femten hundrede år senere skabte nogle tyske arkæologers fund fra sletten ved det antikke Olympia fornyet interesse for legene. Den 29-årige franske baron Pierre de Coubertin foreslog da en genoplivelse af legene. De første Olympiske Lege (OL) i nyere tid blev afholdt i Athen i 1896. Siden da har OL med få undtagelser fundet sted hvert fjerde år.
I dag ser mange med spændt forventning frem til legene. I år vil de blive afholdt fra den 15. september til den 1. oktober i Sydney i Australien. Over 10.300 sportsudøvere skal deltage, og der vil være 28 sportsgrene, 292 discipliner og 635 konkurrencer på programmet.
I de senere år har der været megen polemik om De Olympiske Lege. Mange mener endog at de olympiske idealer er i fare. Du vil sikkert finde et kig bag kulisserne ret afslørende og foruroligende.
[Kildeangivelse på side 3]
Scala/Art Resource, NY