Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Sikkerhed på flyrejsen

Sikkerhed på flyrejsen

Sikkerhed på flyrejsen

„Cirka en gang om ugen må passagerer evakueres fra et fly,“ skriver avisen USA Today. Ganske vist er de fleste evakueringer harmløse eller forårsaget af en falsk alarm, men man vil være bedre rustet til en evakuering hvis man er opmærksom på følgende:

VÆR RIGTIGT PÅKLÆDT. Rejs i tøj der er behageligt, og som giver dig bevægelsesfrihed. Tøjet bør dække mest muligt af din hud — lange bukser og langærmede skjorter eller bluser anbefales, samt tøj af naturmaterialer som uld, bomuld eller skind. Syntetiske tekstiler som rayon, polyester og nylon (især strømper) kan smelte hvis de udsættes for varme, og derved forårsage alvorlige forbrændinger på kroppen og benene.

FORBERED DIG MENTALT. Tænk over hvad du vil gøre hvis der opstår en nødsituation. Når du har fundet din plads, så mærk dig hvor den nærmeste nødudgang befinder sig, både den foran og den bagtil. Lyt til besætningens sikkerhedsinstruktioner inden flyet letter. Læs vejledningen om evakueringsproceduren igennem en ekstra gang.

GÅ IKKE I PANIK. Forbliv rolig, og følg besætningens instrukser hvis der opstår en nødsituation. Gå hen imod den nærmeste udgang, og lad dine ejendele ligge hvis det bliver nødvendigt at forlade flyet.

VÆR FORSIGTIG NÅR DU FORLADER FLYET. Tag dine sko af hvis de har skarpe hæle. Spring ned i slisken med fødderne først, i stedet for at sætte dig før du rutsjer. Læg armene over kors. Hold benene og fødderne samlet. Fjern dig fra flyet så snart du er på landjorden, og hold øje med udrykningskøretøjer.

Det kan betale sig at følge disse retningslinjer. USA’s Nationale Luftfartsadministration oplyser i sit nyhedsbrev Intercom: „Ikke alle flyulykker medfører døden. Omkring halvdelen af alle dødsulykker forekommer under uheld som man kunne have overlevet.“