Mysteriet om Nan Madol

Hvem byggede dette ’Stillehavets Venedig’? Hvordan gjorde de det? Hvorfor forlod de det?

KAN du lide mysterier? Så tag med på opdagelse i ruinerne af Nan Madol, nogle gådefulde øer som gennem flere hundrede år har betaget mange besøgende.

Nan Madol er et interessant netværk af kunstige øer og kanaler bygget for over tusind år siden på et lavvandet klipperev på øen Pohnpei i Mikronesien. * Da vi kom ad søvejen, kunne vi ikke se ruinerne, som var skjult af mangrovetræer og en tæt tropisk plantevækst. Men da vi forsigtigt manøvrerede vores båd rundt om en bugt, kom disse ingeniørbedrifter pludselig til syne.

Man lægger først mærke til de massive mure, hvoraf nogle er lige så lange som en husblok. Disse kolossale mure, som buer lidt opad i hjørnerne, er bygget af store basaltblokke der hviler oven på hinanden i vekslende lag.

Navnet Nan Madol betyder „Midt imellem“, og det beskriver meget godt det netværk af kunstige  kanaler der omgiver øerne. Det var sandsynligvis nogle europæiske sømænd der i det nittende århundrede opdagede Nan Madol. De var så fyldt med ærefrygt for dette fortidige politiske og religiøse center at de gav det tilnavnet Stillehavets Venedig. Men disse sømænd så aldrig Nan Madol i sin fulde pragt, for området var af ukendte årsager blevet forladt cirka et hundrede år før.

Vores to guider fortalte os at Nan Madols areal er på 80 hektarer. De fortalte at de 92 småøer hver især havde deres helt specielle formål. Nogle blev brugt til beboelse, og på andre tilberedte man mad, byggede kanoer eller dansede ceremonielle danse. Selv om øerne er forskellige i form og størrelse, er de almindeligvis rektangulære og næsten lige så store som en fodboldbane. De fleste af øerne er overgroede, men det man kan se, er fascinerende.

Kongeligt fæstningsværk

Det sted hvor man bedst kan få indblik i Nan Madol-mysteriet, er på den imponerende fæstning kaldet Nan Douwas. Selv om man godt kan vade gennem vandet når man vil udforske ruinerne, er det bedre at sejle. Nan Madol er nemlig bygget til sejlende trafik, og kanalerne er lige så brede som en firsporet motorvej, men er ret lavvandede. Ved højvande går vandet kun én til livet, hvilket for flere hundrede år siden uden tvivl forhindrede fremmede skibe i at angribe Nan Madol. Vores guider manøvrerede forsigtigt båden gennem de lave sejlrender for at koralbunden ikke skulle ødelægge skruerne.

Så snart vi lagde til ved Nan Douwas, kunne vi gå op ad nogle trapper der førte direkte ind til dette fortidige tilflugtssted. Denne prægtige indgangsport førte os forbi mure som var 3 til 4 meter tykke og 8 til 9 meter høje. Disse robuste tårne har modstået tropiske storme og tyfoner.

Inde bag disse vældige mure var der en stor gårdsplads med en central gravhvælving af sten. Dette stemningsfyldte sted var et kongeligt ligkapel hvor der tidligere har lydt gråd og klageråb når en konge var død. Under vores videre udforskning stødte vi på noget der viste sig at være en underjordisk passage. Vores guider opfordrede os til at klemme os gennem en smal åbning i stenene, og lidt efter stod vi bøjede i et lille, mørkt underjordisk kammer. „I er i fængsel,“ forklarede vores guider os. „Her opholdt fangerne på Nan Madol sig.“ Vi var glade for at komme ud igen, for det var ikke svært at forestille sig hvordan fangerne må have haft det når „fængselsdøren“ blev lukket med en sten der vejede to tons.

Usædvanlige byggesten

Her i ruinerne blev vi først rigtig klar over hvilke kraftanstrengelser det har krævet at opføre Nan Madol. Øerne er bygget på koralsand, der er i stand til at bære tunge konstruktioner af høje basaltbjælker. Disse bjælker er så ejendommelige at de første besøgende troede at de var tilvirket af menneskehånd. Senere har man fundet ud af at bjælkerne har en  naturlig prismefacon med fem til otte sider.

Tusinder af megalit-blokke måtte transporteres dertil. Nogle af dem målte op til fem meter og vejede mere end fem tons. Man anslår at en af hjørnestenene i fundamentet vejer 50 tons. Da en tømmerflåde på lavt vand ville synke under en sådan vægt, er der grund til at spørge: ’Hvordan har man transporteret disse enorme blokke til Nan Madol og derefter løftet dem på plads?’ Og hvorfor har man overhovedet gjort det når det nærmeste stenbrud med basalt ligger flere kilometer væk, næsten helt omme på den anden side af øen Pohnpei.

Igennem årene har mysteriet om Nan Madol inspireret til fantasifulde historier. Ifølge en af legenderne gav guderne for flere hundrede år siden to brødre magiske evner til at „flyve“ tunge sten til byggepladsen. En anden legende går ud på at der på Pohnpei engang var et højtudviklet samfund som havde overnaturlige kræfter og flyttede de store sten på plads ved hjælp af lydbølger.

Vores guider gav os en mere plausibel forklaring — at Nan Madol er bygget over flere hundrede år og har krævet en kolossal arbejdsstyrke. Det mest sandsynlige er at basaltblokkene blev hejst på plads ved hjælp af ren og skær råstyrke og med en skrå rampe lavet af palmestammer som støtte. Men spørgsmålet er hvordan de tunge sten er blevet transporteret til Nan Madol.

Vil mysteriet blive løst?

Ingen kan med sikkerhed sige hvordan Nan Madol blev bygget, eller, hvad der måske er endnu mere gådefuldt, hvorfor det blev forladt. Mange mener at Nan Madol blev angrebet og erobret. Andre siger at fremmede bragte sygdomme til Pohnpei, hvilket tyndede ud i befolkningen. Endnu en teori går ud på at en tyfon ødelagde afgrøderne på øerne og folk derefter flyttede. Hvad end der er sket, så har Nan Madol været øde og forladt i mindst 200 år.

Vi forlader derfor dette historiske vidunder med mange spørgsmål og få svar. Da vi stille sejlede bort i vores båd, kunne vi ikke lade være med at fundere over om man nogen sinde vil få løst mysteriet om Nan Madol.

[Fodnote]

[Kort på side 16]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Pohnpei

[Illustration på side 16]

Dokbassinet og indgangsporten til fæstningen

[Illustration på side 17]

Den massive ydermur

[Illustration på side 18]

Den centrale gravhvælving af sten

[Illustration på side 18]

Nogle af de mange kunstige kanaler

[Kildeangivelse]

© 2000 Nik Wheeler