Vi betragter verden
Vi betragter verden
Øjne der mangler ilt
Det hænder at folk med kontaktlinser ikke får ilt nok til øjnene, skriver avisen The Globe and Mail. „Vaskularisation opstår når hornhinden ikke får tilført den nødvendige ilt gennem luftkontakt og der som følge heraf dannes blodkar for at kompensere for dette.“ Det kan medføre nedsat syn eller endda blindhed. Dr. Raymond Stein, der er chefoftalmolog ved et sygehus i Toronto, siger at det værste man kan gøre, er at undlade at passe sine linser og samtidig skippe den regelmæssige kontrol. Optometrister opfordrer dem der bruger kontaktlinser til for det første at konsultere en specialist for at få checket om den type linser de har, passer til deres øjne, og dernæst at følge vejledningen for hvor lang tid ad gangen man kan gå med linserne, og hvordan de skal behandles.
For lidt tid til venner
Brasilianerne er ikke så flittige til at pleje deres venskaber som de var for ti år siden, skriver avisen O Globo. Maria Abigail de Souza, der er psykolog ved São Paulos universitet, mener at den hårde konkurrence på arbejdsmarkedet, kampen for at opretholde en vis livsstil samt mindre fritid er faktorer der bidrager til denne udvikling. César Vasconcelos de Souza, som er lægelig direktør ved adventisternes Healthy Life Center i São Paulo, siger: „Hvis vi vil have sande venner, må vi vise vore følelser og åbne vore hjerter. Vi må dele sorger og glæder og kunne tale åbent om alt. Det kræver at man bruger tid, og at man knytter stærke følelsesmæssige bånd. De fleste vil gerne vise andre deres følelser, men tør ikke. For at være på den sikre side nøjes de med overfladiske venskaber.“
Sorg og depression
En undersøgelse af mænd og kvinder mellem 70 og 79 år viser at nogle enker og enkemænd har stærke symptomer på depression i op til to år efter at have mistet deres ægtefælle. Af de adspurgte var 38 procent mænd, og 62 procent kvinder; de var inddelt i seks grupper, afhængigt af hvor lang tid der var gået siden ægtefællens død. Der blev anvendt både interview og spørgeskemaer for at vurdere intensiteten af depressionens symptomer. Undersøgelsen viste at symptomernes intensitet var 9 gange større blandt dem der havde mistet deres ægtefælle for nylig, end den var blandt de øvrige.
Forfaldne til internetporno
Forskere har fundet ud af „at mindst 200.000 internetbrugere er forfaldne til pornografiske hjemmesider, chatrooms forbudt for børn eller andet der har med computersex at gøre,“ oplyser avisen The New York Times. Undersøgelsen er foretaget af universiteterne Stanford og Duquesne, og den er en af de første som viser hvor mange internetbrugere der er „afhængige af cybersex“. Forskerne siger at disse brugere besøger hjemmesider med pornografisk indhold over 11 timer om ugen. Ifølge avisen siger forskerne: „Det er en skjult, men hastigt omsiggribende fare for den offentlige sundhed, blandt andet fordi de færreste erkender faren eller tager den alvorligt.“
Aids hærger Afrika
Ifølge FN’s generalsekretær Kofi Annan har aids i det forløbne år kostet flere menneskeliv i Afrika end krige, heri indbefattet krigene i Den Demokratiske Republik Congo, Sierra Leone, Angola, Republikken Congo, Etiopien, Somalia, Eritrea og Sudan. Næsten to tredjedele af verdens 36 millioner aids-ramte bor i Afrika syd for Sahara. I Elfenbenskysten dør der hver skoledag én lærer af aids, og i Botswana er middellevetiden dalet fra 70 til 41. I Zimbabwe regner man med at hiv og aids inden 2005 vil opsluge 60 procent af bevillingerne til sundhedssektoren, og at selv dét ikke vil slå til. I Malawi og Zambia, hvor smitteprocenten er ekstremt høj, undgår man emnet aids; og i Sydafrika skyr man aids-patienter, skriver Londonavisen The Guardian. „Ingen af os har endnu helt forstået rædselens fulde omfang — dens indvirkning
på afrikanernes livskvalitet, på Afrikas økonomi og kontinentets sociale og politiske stabilitet,“ siger Kofi Annan.Byerne ændrer klima
„Byernes eksplosive vækst skaber en ’urban varme-ø-effekt’ der er så stærk at byerne danner deres egne lokale vejrsystemer,“ oplyser Londonavisen The Times. Byerne binder varmen i løbet af dagen og frigør den om natten. Temperaturerne i byer som Beijing og Atlanta er derfor steget med fem grader celsius eller mere. I løbet af de sidste 19 år har Atlanta mistet træbevoksede områder på i alt 150.000 hektarer til fordel for veje og bebyggelser. Byernes uhæmmede vækst øger forureningen, udløser tordenbyger på årstider hvor de normalt ikke forventes, og hæmmer fotosyntesen på landarealerne. I sin kommentar til disse „varme-øer“ siger dr. Marc Imhoff, der er forsker ved NASA (National Aeronautics and Space Administration): „For at overleve er mennesket afhængigt af at landarealerne kan producere føde. Hvis fotosyntesen hæmmes væsentligt her, vil kloden ikke i samme grad kunne dække menneskets behov for føde.“ For det meste er byer blevet udvidet på bekostning af førsteklasses landbrugsjord.
Forurening kvæler efterspørgselen efter hvaler
Hvor utroligt det end lyder, kan forureningen måske bidrage til hvalens redning. Nyere undersøgelser viser at hvaler og delfiner der er blevet fanget ud for Japans kyst, er fyldt med DDT, dioxin, PCB og metylkviksølv. En analyse har påvist at man ved at spise blot 50 gram forurenet delfinkød løber en betydelig helbredsrisiko. Nogle formoder at den slags nyheder kunne ødelægge efterspørgselen efter hvalkød.
Den „selvrensende“ lotus
Hvorfor ser lotusblomsten — der længe er blevet regnet for hellig i Østens religioner — altid så ren ud? Nu hævder tyske forskere at have fundet svaret på dette spørgsmål, der har optaget biologer i umindelige tider. „Man har længe vidst at plantens overflade var vandafvisende,“ siger forskerne W. Barthlott og C. Neinhuis. „Men man har fuldstændig overset de selvrensende egenskaber.“ Avisen The Sunday Times of India forklarer: „De små vanddråber der triller ned ad et lotusblad, tager forurenende partikler med sig, hvorved de fuldstændig renser overfladen.“ Dette skyldes ikke at overfladen er glat. Når man ser bladet under et mikroskop, viser det sig at være ru med „folder og knopper“ der med deres „udadhvælvede eller kuppelformede struktur“ er vandafvisende. Men desuden er plantens overflade dækket af vokskrystaller, der har en vandskyende virkning. Videnskabsfolkene siger at denne „lotuseffekt“ gør at vand- og smudspartikler i langt mindre grad sætter sig fast, og forskerne tilføjer at planten, selv under ugunstige forhold, kan gendanne voks. Derfor siger de at lotusblomstens egenskaber i denne henseende langt overgår menneskeskabt vaskepulver og vandfast maling.
Egnet til drikkevand?
En undersøgelse foretaget af Verdensnaturfonden (WWF) siger advarende at „der må tages forholdsregler“ inden vandkvaliteten i Frankrig bliver så dårlig at skaden er uoprettelig. Ifølge WWF er både vandløbene og grundvandet i Frankrig forurenet af pesticider og nitrater. Nitratforureningen skyldes hovedsagelig gødning fra svin og kreaturer. Rapporten oplyser at „de ekskrementer der produceres af 8 millioner svin i Bretagne, volder lige så stor skade som det affald der produceres af en storby med 24 millioner indbyggere uden vandrensningsanlæg!“ Desuden forurener det store forbrug af gødningsmidler der bruges i industrialiseret landbrug, ligeledes vandforsyningen med nitrater, siger WWF. Samtidig har den omfattende anvendelse af pesticider i majsproduktionen resulteret i at vandets indhold af pesticider nu er over 40 procent højere end den godkendte mængde. WWF-rapporten anbefaler at man genindfører vådområder og træbevoksede volde, der vil fungere som naturlige filtre.