Godkender Gud krig?
Hvad siger Bibelen?
Godkender Gud krig?
HERSKERE og generaler, ja, selv præster, har utallige gange erklæret krig eller støttet krig i Guds navn. Med pave Urban II’s velsignelse blev det første korstog iværksat i 1095 for igen at gøre „den hellige stad“, Jerusalem, til kristent domæne. Men et kontingent af korsfarere nåede aldrig frem. De blev udslettet af osmannerne, hvis nidkærhed for Allah var lige så stærk som korsfarernes tro på den treenige Gud.
I august 1914, under Første Verdenskrig, skrev en ung tysk soldat hjem fra sin lejr: „Hvis der findes retfærdighed og guddommelig styrelse i historien — og det ser jeg tydeligt at der gør — så må sejren blive vor.“ Samme måned dirigerede den russiske zar Nikolaj II sine hære mod tyskerne med følgende erklæring: „Jeg sender min inderlige hilsen til mine tapre tropper og mine ædle allierede. Gud er med os!“
Således opildnet er millioner af soldater draget til fronten, fuldt forvissede om at Gud var på deres side. Mange mener at Gud tillader såkaldte frihedskrige, og de begrunder det med omtalen af krigsførelse i De Hebraiske Skrifter (almindeligvis kaldt Det Gamle Testamente). Er det rigtigt at tolke Guds ord sådan?
Det gamle Israels krigsførelse
Jehova Gud pålagde israelitterne at gå i krig for at befri det forjættede land for de moralsk fordærvede kana’anæere. (3 Mosebog 18:1, 24-28; 5 Mosebog 20:16-18) Ligesom han havde straffet de onde med en vandflod på Noas tid og ved hjælp af ild over Sodoma og Gomorra, sådan brugte han Israel til at fuldbyrde sin dom. — 1 Mosebog 6:12, 17; 19:13, 24, 25.
Ifølge Bibelen udkæmpede Israel andre kampe under Guds ledelse, som regel for at slå uprovokerede angreb tilbage. Når nationen adlød Jehova, fik krigene et gunstigt udfald. (2 Mosebog 34:24; 2 Samuel 5:17-25) Derimod gik det oftest galt når Israel vovede sig i krig på trods af Guds anvisning. For eksempel ignorerede kong Jeroboam en utvetydig profetisk advarsel og indledte med sin talstærke hær en borgerkrig mod Juda. Da blodsudgydelserne sluttede, var 500.000 af Jeroboams soldater faldet. (2 Krønikebog 13:12-18) Selv den trofaste kong Josias indlod sig i et slag der ikke vedkom ham. Den uoverlagte beslutning kostede ham livet. — 2 Krønikebog 35:20-24.
Hvad viser det? At det på det gamle Israels tid udelukkende tilkom Gud at indlede en krig. (5 Mosebog 32:35, 43) Når han sendte sit folk ud for at kæmpe, havde han sine gode grunde til det, men de er ikke længere aktuelle. Desuden forudsagde Jehova at de der tjener ham i „de sidste dage“, skulle „smede deres sværd til plovjern“ og „ikke mere lære at føre krig“. (Esajas 2:2-4) De krige Bibelen omtaler, berettiger derfor ikke nutidens konflikter, som aldrig udkæmpes efter Guds anvisning eller på hans befaling.
Kristi læres virkning
Da Jesus befandt sig på jorden, viste han hvordan man kunne fortrænge had ved hjælp af uselvisk kærlighed. Han befalede: „I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer.“ (Johannes 15:12) Han sagde også: „Lykkelige er de som stifter fred.“ (Mattæus 5:9) Det græske udtryk der er gengivet med „stifter fred“, betegner mere end blot at leve i fred. Det indebærer at man opdyrker fred, aktivt fremmer et godt forhold til andre.
Da Jesus blev arresteret, prøvede apostelen Peter at forsvare ham med et våben. Men Guds søn irettesatte ham med ordene: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:52) Hvordan fulgte de kristne i det første århundrede denne anvisning? Læg mærke til følgende citater:
„En omhyggelig gennemgang af alt det materiale der er til rådighed, viser at helt op til Marcus Aurelius’ tid [121-180] blev ingen kristen soldat; og ingen soldat der blev kristen, forblev i militærtjenesten.“ — The Rise of Christianity.
„De kristnes adfærd adskilte sig stærkt fra romernes. . . . Eftersom Kristus havde forkyndt fred, nægtede de at blive soldater.“ — Our World Through the Ages.
Mange af Kristi disciple blev henrettet fordi de nægtede at lade sig indrullere i kejserens legioner. Hvorfor bevarede de kristne dette upopulære standpunkt? Fordi Jesus havde lært dem at stifte fred.
Vor tids krige
Tænk hvor frygteligt det ville være hvis Kristi disciple kæmpede mod hinanden! Det ville være imod de kristne principper. De der adlyder Bibelens Gud, vil ikke gøre andre fortræd, end ikke deres fjender. * — Mattæus 5:43-45.
Det er tydeligt at Gud ikke godkender vor tids krigsførelse. Sande kristne er fredsstiftende fortalere for den verdensfred Guds rige vil indføre.
[Fodnote]
^ par. 17 Bibelen omtaler „Har-Magedon“, der også kaldes „krigen på Guds, den Almægtiges, store dag“. Det er ikke en krig mellem mennesker, men Guds selektive udslettelse af de onde. Harmagedon legitimerer derfor ikke vor tids konflikter, og ingen kan med Harmagedon i tanke gå ud fra at Gud godkender at de går i krig. — Åbenbaringen 16:14, 16; 21:8.
[Illustration på side 20]
General Francisco Franco, Spaniens daværende statsoverhoved, sammen med katolske gejstlige
[Kildeangivelse]
U.S. National Archives photo
[Illustration på side 21]
Soldater bliver velsignet af ortodokse præster før de drager til Kosovo den 11. juni 1999
[Kildeangivelse]
AP Photo/Giorgos Nissiotis
