Smukke og velsmagende!
Smukke og velsmagende!
BESØG en have fyldt med blomster, og dine sanser vil med det samme blive belønnet. Du nyder synet af blomsternes farver, former og komplicerede opbygning. Du indsnuser deres dufte. Du føler på bladenes forskellige strukturer. Men hvad med din smagssans? Kan du også nyde smagen af blomster? I nogle lande har man nydt smagen af spiselige blomster i århundreder. Hvis du har nogen af de følgende blomster i din prydhave eller køkkenhave, kan det være at du også har lyst til at prøve det. *
Den romantiske rose
Rosen (slægten Rosa) er sandsynligvis den bedst kendte og mest populære blomst i hele verden. Foruden de oprindelige arter er der tusinder af hybrider frembragt af mennesker. Da faktorer som jordbund og temperatur har indflydelse på smagen, er det en god idé at smage på rosens kronblade før du beslutter dig for at bruge dem i maden. (Dette gælder naturligvis også andre blomster). Du vil sandsynligvis opdage at bladfoden er en smule bitter. Hvis det er tilfældet, så skær den af, eller hvis du vælger at servere hele blomsten, så spis kun den yderste del.
Listen over de retter man kan tilsætte rosenblade, er næsten uendelig. Prøv dem i salater, måske sammen med en mild ost og hakkede nødder. Brug knuste kronblade fra røde roser som en ekstra ingrediens i din yndlingssovs for at give den mere smag og farve. Eller hvad med at give spaghettien et sidste pift med rosenblade der er skåret i strimler? Roser vil også fremhæve smagen i is og i din yndlingsdrik.
Squashblomsten
Optegnelser viser at squashblomsten (Cucurbita pepo) er blevet brugt i madlavningen på det amerikanske kontinent siden det 16. århundrede, og det ser ud til at indianerne kun spiste hanblomsterne (der gror på lange tynde stilke) og lod hunblomsterne (der sidder for enden af en meget lille squash) blive tilbage for at der kunne komme frugt. Før blomsterne tilberedes, fjernes de yderste stikkende blade. Man kan enten fjerne støvvejene eller lade dem blive siddende. I hovedretter og supper passer squashblomstens milde smag godt sammen med olivenolie, majs og selve squashen. Ønskes en stærkere smag kan blomsterne svitses med løg, hvidløg, urter og krydderier efter eget valg. Man kan også fylde blomsterne med en blanding af ost, løg og urter. Luk derefter blomsterne til, og dyp dem i en blanding af piskede æggehvider tilsat æggeblommer. Vend til sidst blomsterne i rasp, steg dem i friture og nyd så deres enestående smag!
Den farverige stedmoderblomst
Tofarvede og trefarvede havestedmoder (Viola wittrockiana) har nogle karakteristiske mørke pletter på kronbladene som giver dem et usædvanligt udseende. Ifølge Encyclopædia Britannica opfatter man almindeligvis denne
stedmoderblomst som en forædling af den vilde stedmoderblomst (Viola tricolor), der er blåviolet, hvid og gul. Denne vilde blomst kan også spises, men ifølge bogen Edible Flowers — From Garden to Palate kan „store mængder være giftige“. Den fremhæver smagen og får grøntsager og frugtsalater til at se mere indbydende ud. Brug hele blomsten, og pynt med dem umiddelbart før servering efter at eventuelle dressinger er hældt over. Benyt dem også som pynt på din foretrukne suppe.Endnu en spiselig blomst af slægten Viola er martsviolen (Viola odorata), som er velegnet i desserter og forskellige drikke. (Se rammen „Smukke blomster i isterninger“). Ingen andre blomster af slægten Viola regnes for at være spiselige.
Den livfulde daglilje
Karakteristisk for dagliljen (slægten Hemerocallis) er de talrige lange, tynde blade der udgår fra dens bund. Dens blomst har en meget kort levetid og må ikke forveksles med andre blomster fra samme familie (Liliaceae). Dagliljer, hvis farver spænder fra gullige til rødlige nuancer, har længe været brugt i madlavningen. Denne blomst kan serveres let dampet som en grøntsag. En anden mulighed er at røre en lind dej, blande blomstens kronblade i og derefter stege den. Pynt med en hel blomst.
Andre spiselige blomster
Yuccablomsten (slægten Yucca), der især gror i tørre eller halvtørre områder, er rig på vitaminer og calcium. Spis kun kronbladene; måske bliver du nødt til først at koge dem lidt for at fjerne den bitre smag. Citronblomster (Citrus limon), appelsinblomster (Citrus sinensis) og mynteblomster (slægten Mentha) er fortræffelige supplementer i forskellige drikke, salater og desserter. *
Blomster er afgjort en gave til vores sanser og er i høj grad med til at øge glæden ved livet. Disse blomster giver os endnu flere grunde til at takke vores kærlige Skaber.
[Fodnoter]
^ par. 2 De botaniske navne er taget med for at give en nøjagtig identifikation.
^ par. 14 Disse blomster er ikke de eneste der kan spises, men man bør grundigt undersøge om en blomst er spiselig før man anvender den.
[Ramme/illustrationer på side 24]
SMUKKE BLOMSTER I ISTERNINGER
Læg et kronblad eller en lille blomst i hvert rum af din isterningebakke inden du hælder vand over. Sæt bakken i frostboksen. Brug isterningerne i dine yndlingsdrikke.
[Kildeangivelse]
Idéen er hentet fra bogen El Cultivo de Hierbas (Dyrkning af urter).
[Ramme/illustrationer på side 24]
KANDISEREDE BLOMSTER
Pisk en æggehvide, og stryg med en fin pensel et tyndt lag på hver enkelt blomst, der er skyllet og tørret. Sørg for at alle bladene er penslet overalt. Brug en si til at drysse bladene med flormelis. Ryst forsigtigt det overskydende sukker af, og stil blomsterne til tørring i nogle timer.
[Kildeangivelse]
Idéen er hentet fra bogen Cook’s Thesaurus.
[Ramme på side ]
VIGTIGE ADVARSLER
Nogle blomster er giftige. Få fuldt kendskab til hvilke blomster der kan spises. Hvis du er i tvivl, så lad være med at spise dem.
Spis ikke blomster der er behandlet med pesticider eller andre kemiske stoffer. (Det er ofte tilfældet med blomster der er købt hos blomsterhandlere og i gartnerier). Spis kun blomster der er dyrket økologisk og fjernt fra trafikerede veje.
Folk med astma eller planterelateret allergi bør ikke spise blomster.
Blomsterne skal, ligesom frugt og grøntsager, skylles og renses grundigt, især når de skal spises rå.
[Illustration på side 23]
Rose
[Illustration på side 23]
Squashblomst
[Illustration på side 23]
Stedmoderblomst
[Illustration på side 23]
Daglilje
[Illustration på side 24]
Citronblomster