Solsikken — smuk og nyttig

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I SCHWEIZ

KLARE solskinsdage gør os glade. Det er derfor ikke så overraskende at folk i hele verden også bliver i godt humør når de ser på den blomst som har fået navn efter solen — nemlig solsikken! En enkelt solsikkes glade, smilende ansigt kan sætte humøret i vejret. Hvor meget mere gælder det da ikke når man ser en hel mark fyldt med deres gyldne ansigter!

Men ved du hvordan denne festlige blomst er blevet så populær? Er det rigtigt at den vender sig mod solen? Og er den virkelig nyttig?

En rejse hele verden rundt

Solsikkens oprindelsessted strakte sig fra Mellemamerika til det nuværende sydlige Canada, og den blev dyrket af indianerne. Efter at spanske opdagelsesrejsende i 1510 bragte planten med sig hjem over Atlanterhavet, bredte den sig hurtigt til hele Vesteuropa. I begyndelsen blev solsikken blot dyrket som prydplante i botaniske og private haver. Men omkring midten af det 18. århundrede begyndte man at betragte dens frø som en delikatesse. Dengang brugte man også plantens blade og blomster til fremstilling af en febernedsættende te.

I 1716 fik en englænder tilladelse til at udvinde olie af planten til brug i garve- og væveindustrien. Solsikkeolie forblev dog stort set ukendt i resten af Europa indtil 1800-tallet.  Den russiske zar Peter den Store bragte ganske vist solsikkefrø med sig hjem fra Holland i 1698, men den kommercielle produktion af solsikker i Rusland begyndte først i 1830’erne. Få år senere blev der i Voronezjregionen produceret tusinder af tons solsikkeolie. Dyrkning af solsikker bredte sig hurtigt til de nærliggende lande Bulgarien, Rumænien, Ukraine, Ungarn og det tidligere Jugoslavien.

I slutningen af det 19. århundrede blev solsikken ironisk nok genindført i Nordamerika af russiske immigranter. De første amerikanske nybyggere havde nemlig ikke fulgt indianernes praksis med at dyrke solsikker. I dag ligger der i hele verden store, vidtstrakte solsikkemarker spredt rundt om i landskabet.

Den følger solen

Er det rigtigt at solsikken vender sig mod solen? Ja, det er det! Både dens blade og blomster er heliotropiske, det vil sige at de drejer sig efter sollyset. Planten indeholder auxin, et vækstregulerende plantehormon. En større koncentration af auxin på plantens skyggeside får stilken til at vokse i retning mod lyset. Når blomsterne står i fuldt flor, er de dog ikke længere heliotropiske, men vender som regel mod øst.

Den almindelige solsikkes latinske navn, Helianthus annuus, er afledt af de græske ord for „sol“ og „blomst“ samt det latinske ord for „årlig“. Planten bliver normalt omkring to meter høj, men nogle eksemplarer kan blive over dobbelt så høje. Den robuste stængel med grove, grønne blade bærer en stor, rund blomst med stærkt gule blomsterblade. De omgiver et mørkt midterparti af små rørformede blomster. Når disse små blomster bestøves af insekter, omdannes de til spiselige frø. I solsikkeblomstens midterparti, hvis diameter kan variere fra 5 til 50 centimeter, kan der være mellem 100 og 8000 frø.

Der findes mange arter af Helianthus, og der udvikles hele tiden nye hybrider. Det er almindeligvis kun to af arterne der dyrkes inden for landbruget. Den ene er Helianthus annuus, som hovedsagelig dyrkes for at producere solsikkeolie. Den anden, Helianthus tuberosus, bedre kendt som jordskokken, dyrkes på grund af dens kartoffellignende knolde. Disse bruges blandt andet til foder og til produktion af sukker og alkohol.

Den økonomiske værdi

De fleste solsikker dyrkes på grund af deres frø, hvoraf der fremstilles en fortrinlig olie. Solsikkeolie anvendes i madlavning, i salatdressinger og i margarine. Frøene har en høj næringsværdi, idet de indeholder 18-22 procent protein samt andre næringsstoffer.

Mange kan lide at spise let ristede og saltede solsikkefrø som en snack. Af frøene kan der også fremstilles mel til brug i bagning. Solsikkeolie indgår i shampoo, læbepomade, håndcreme, bodylotion og plejende produkter til spædbørn. Den bruges også til fremstilling af motorolie. Solsikkefrø anvendes desuden som foder til fugle og andre mindre dyr.

En solsikkemark er et paradis for honningbier — en mark på en hektar kan give fra 25 til 50 kilo honning. Når høsten er forbi, er de tiloversblevne stængler velegnede til fremstilling af papir og andre produkter da de består af mellem 43 og 48 procent cellulose. Resterne af solsikkerne kan bruges som ensilage til kreaturer eller som gødning.

Ja, solsikken har virkelig vist sig at være en værdifuld gave til os. Dens skønhed har inspireret mange kunstnere, deriblandt Vincent van Gogh, som lavede maleriet „Solsikker“. Uanset hvor den vokser, er det som om den spreder solskin. Måske kommer vi til at tænke på solsikkens glade ansigt og mange anvendelsesmuligheder når vi læser salmistens ord: „Mange ting har du gjort, Jehova, min Gud: dine undere og hvad du har udtænkt til os . . . De [er] for talrige til at jeg kan opregne dem.“ — Salme 40:5.