Et besøg i Østtimor

AF VÅGN OP!-​SKRIBENT I AUSTRALIEN

ØSTTIMOR, eller Timor Lorosae, er et lille land som udgør den østlige del af øen Timor. Det malajiske ord Timor og det lokale ord Lorosae betyder begge øst. Også på andre sprog, for eksempel engelsk og dansk, benævnes landet med ordet Timor sammen med det pågældende sprogs eget ord for øst. Navnet er dog passende, eftersom øen ligger i den yderste østlige del af det indonesiske ørige.

Østtimor dækker et areal på 14.800 kvadratkilometer og er dermed dobbelt så stort som Sjælland. Den lille ø som Østtimor er en del af, ligger på en biogeografisk grænse mellem Asien og Australien. I landet er der tropisk regnskov såvel som tørt eukalyptuskrat og regnfattige græsstepper. Dyrelivet er også en blanding af australske og asiatiske arter. For eksempel lever der australske pungdyr og fugle side om side med asiatiske aber og tropiske saltvandskrokodiller. Kunne du tænke dig at høre mere om landet og folket?

Minder fra kolonitiden

De første portugisiske søfarere ankom til Østtimor omkring 1514. På det tidspunkt dækkede skove med sandeltræ bjergskråningerne. Sandeltræ var i meget høj kurs, og for portugiserne var det grund nok til at oprette en handelsrute. Den katolske kirke var også interesseret i området og ville gerne sende missionærer dertil for at omvende det indfødte folk. Med denne dobbelte hensigt i tanke begyndte portugiserne at kolonisere øen i 1556.

Østtimor forblev imidlertid en isoleret og overset koloni. Da hollænderne i 1656 tog øens vestlige halvdel i besiddelse, fortrak portugiserne til den østlige del af øen. Endelig, efter mere end 400 års kolonivælde, trak portugiserne sig i 1975 helt tilbage.

Samme år udbrød der borgerkrig. I de næste 24 år blev 200.000, omkring en tredjedel af befolkningen, dræbt i kampe. I 1999 fejede en bølge af vold hen over landet, og op mod 85 procent af alle boliger og meget af infrastrukturen blev ødelagt. Flere hundrede tusind mennesker flygtede op i bjergene. Det endte med at FN greb ind for at standse ødelæggelserne og stabilisere landet.

Siden da har østtimorianerne forsøgt at bygge en ny tilværelse op. I maj 2002 blev Østtimor, eller Den Demokratiske Republik Østtimor, officielt anerkendt som en ny stat.

Mange kulturer mødes

Handel gennem hundreder af år, stor tilstrømning af folk fra blandt andet Asien og Australien og europæisk kolonisation har skabt et farverigt miks af kulturer og sprog i Østtimor. I forretningsverdenen og inden for det offentlige tales der stadig portugisisk, men 80 procent af befolkningen taler et officielt fællessprog kaldet tetum, som er rigt på portugisiske ord. Hertil kommer at der i landet er mindst 22 andre sprog som tales af forskellige etniske grupper.

I landdistrikterne har man stadig konger der spiller en vigtig rolle i landsbylivet. De leder ceremonier, udstykker jordlodder og  tager sig af andre traditionelle anliggender, mens en høvding står for den borgerlige forvaltning.

Landets religion er en blanding af katolicisme fra Portugal og traditionel animisme. Forfædredyrkelse, trolddom og spiritisme gennemsyrer alle sider af tilværelsen. Også de der regelmæssigt går i kirke, henvender sig almindeligvis til den lokale matan do’ok, eller heksedoktor, for at få spået deres fremtid, få råd om sygdomme eller få beskyttelse mod onde ånder.

En nysgerrig og gæstfri befolkning

Befolkningen i Østtimor er af natur venlig, nysgerrig og gæstfri. „Vi kan godt lide at lære noget, at snakke og at være sammen — også med fremmede,“ siger præsident Kay Rala Xanana Gusmão.

Gæster der er inviteret på mad i en timoriansk familie, spiser sædvanligvis kun sammen med manden i huset. Konen og børnene serverer maden og spiser selv senere på aftenen. Det er høfligt kun at tage en lille portion mad til at begynde med. Gæsten kan så gøre kokken ære ved at bede om en portion mere.

De fleste timorianske måltider består af ris, majs eller kassava med salat og grøntsager. Den timorianske specialitet, saboko, er en smagfuld blanding af sardiner, tamarindesovs og krydderier, alt indpakket i et palmeblad. Kød er stadig en dyr luksus.

Glade og livlige børn

Østtimor er en nation af unge mennesker. Næsten halvdelen af befolkningen er børn, og mange familier har mellem 10 og 12 børn boende i hjemmet.

På vej til skole går børnene ofte hånd i hånd — drenge med drenge og piger med piger — mens de synger og ler. I skolen får de ikke kun teoretisk viden, men bliver også oplært i ret levevis og opførsel.

Et timoriansk barns leg foregår aldrig alene og sjældent i stilhed — alle i nabolaget deltager i morskaben. En af yndlingslegene er dudu karreta, som betyder skub bilen. Fælgen af et cykelhjul skal forestille en bil. Børnene løber hujende efter en fælg der triller ned ad gaden, mens de styrer og driver den fremad med en pind.

Livet er dog ikke kun leg for timorianske børn. De kan for eksempel blive sat til at male majskorn med en tung jernstang. De smiler alligevel glade mens de arbejder; tilsyneladende uvidende om at de er født i et af verdens ti fattigste lande.

Nationens fødselsveer

Ekstrem fattigdom giver timorianerne usikre livsbetingelser. Fyrre procent af  befolkningen lever på et absolut eksistensminimum og har mindre end 1,50 dollar om dagen til føde og nødvendigheder. Infrastrukturen er dårlig. Ifølge en regeringsrapport hed det: „Tre ud af fire borgere i landet har ingen elektricitet, tre ud af fem har ingen ordentlige sanitære faciliteter, og halvdelen har ikke rent drikkevand.“

Disse forhold forårsager et utal af helbredsproblemer. Underernæring, malaria, tuberkulose og andre sygdomme giver en middellevetid på kun 50 år. Cirka hvert tiende barn dør inden det er fyldt 5 år. I 2004 var der mindre end 50 læger til en befolkning på rundt regnet 800.000 mennesker.

Mange lande arbejder nu sammen med FN om at hjælpe Østtimor med at genopbygge landet. Timorhavets rige olie- og gasfelter giver også håb om en forbedring af den dårlige økonomiske situation. Men Østtimors største aktiv er de ukuelige og ydmyge mennesker. En kvinde sagde til Vågn op!: „Det kan godt være vi er fattige, men vi er ikke stakler.“

„Godt nyt om noget bedre“

I de sidste år har Jehovas Vidner bragt „godt nyt om noget bedre“ til indbyggerne i Østtimor. (Esajas 52:7; Romerne 10:14, 15) I 2005 brugte landets eneste  menighed af Jehovas Vidner næsten 30.000 timer på at tale med andre om Bibelens vidunderlige løfte om et kommende jordisk paradis. — Salme 37:10, 11; 2 Peter 3:13.

Kundskab om sandheden fra Bibelen har befriet mange indbyggere for spiritismens tyngende åg. Det gælder for eksempel Jacob, som lå under for spiritisme. Han bragte regelmæssigt dyreofre til „afdødes ånder“. Det lagde en tung økonomisk byrde på den lille familie med fem børn. Et offer bestående af en kylling kostede en hel dagløn, mens et særligt offer, det være sig en ged eller et svin, kunne koste flere ugers løn.

Så begyndte Jacobs hustru, Fransiska, at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Hun viste Jacob skriftsteder som fortæller at de døde er uden bevidsthed og ikke kan skade de levende. (Prædikeren 9:5, 10; Ezekiel 18:4) De ønskede begge at følge Bibelen, og besluttede at holde op med at ofre til ånderne. Deres slægtninge blev så vrede at de vendte dem ryggen og sagde at ånderne snart ville hævne sig på dem ved at slå dem ihjel. Men Jacob og Fransiska holdt fast ved deres tro og sagde: „Jehova vil beskytte os.“

Jacob begyndte at studere Bibelen og overvære de kristne møder sammen med sin familie. Det medførte at han foretog andre gode forandringer i sit liv. Han havde i mange år været vant til at ryge en hel pakke cigaretter om dagen, men nu holdt han op med det. Han lærte også at læse og skrive. Og Fransiska holdt samtidig op med at tygge betelnød. I 2005 blev Jacob og Fransiska døbt som Jehovas Vidner. I dag bruger de klogt deres penge på børnenes skolegang og til at dække de nødvendige medicinudgifter.

Som forudsagt af Jesus bliver den gode nyhed om Guds rige forkyndt „til jordens fjerneste egne,“ også til de videbegærlige, gæstfri og storsindede indbyggere i den lille republik, Østtimor. — Apostelgerninger 1:8; Mattæus 24:14.

[Ramme/illustration på side 17]

„Tråd og spole“

„Tråd og spole“ var et udtryk timorianerne engang brugte for at bekendtgøre at der var født en pige. Det beskriver meget godt de timorianske kvinders traditionelle rolle, de væver tais, et dekorativt stykke klæde. Af Tais laver man kunstfærdige ceremonielle dragter, tæpper og arvestykker. Bedstemødre lærer de yngre kvinder at dyrke, plukke, spinde og farve bomuld og væve den i smukke, mangefarvede mønstre. Afhængigt af hvor kompliceret vævningen er, kan det tage et år eller mere at færdiggøre én enkelt tais. Eftersom hvert område har sine egne traditionelle mønstre, kan en ekspert hurtigt se hvor en tais er fra.

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

PAPUA NY GUINEA

INDONESIEN

ØSTTIMOR

AUSTRALIEN

[Illustration på side 15]

Traditionel kegleformet hytte

[Illustrationer på side 16]

Børnenes yndlingsleg — „dudu karreta“

[Illustration på side 16, 17]

Jacob og hans familie