Er Bibelen virkelig til at stole på?
„Fæst ikke lid til rådne planker,“ skrev William Shakespeare. Hvor er det sandt. Inden man træder ned i en båd, vil man gerne være sikker på at bådens planker ikke er rådne.
SHAKESPEARES ord stemmer med noget som Salomon, der var konge i Israel, skrev for 3000 år siden: „En tåbe tror på hvad som helst; de kloge ser hvor de træder.“ (Ordsprogene 14:15, Today’s English Version) Ja, kun en tåbe vil hele livet igennem blindt tro på alt hvad han hører, og basere de skridt han tager, på useriøse råd og grundløse læresætninger. Hvis man tror eller stoler på noget upålideligt, kan det gå lige så galt som hvis man trådte ud på rådne planker. Men måske tænker du: ’Findes der overhovedet nogen vejledning som man virkelig kan stole på?’
Millioner verden over stoler fuldt og fast på en gammel bog — Bibelen. De baserer deres afgørelser på dens råd og lader deres skridt lede af dens lære. Træder sådanne mennesker så at sige på „rådne planker“? Svaret på det spørgsmål afhænger i høj grad af svaret på et andet spørgsmål: Er der fornuftige grunde til at stole på Bibelen? I denne særudgave af Vågn op! ser vi på hvad vidnesbyrdene peger på.
Dette nummer af Vågn op! har ikke til formål at påtvinge dig en bestemt tro eller religiøs opfattelse, men blot at fremlægge nogle stærke vidnesbyrd der har overbevist millioner om at Bibelen virkelig er til at stole på. Efter at du har læst de følgende artikler, kan du afgøre med dig selv om du mener det samme.
Det er et spørgsmål som du ikke blot må gå flygtigt hen over. Hvis Bibelen er en pålidelig vejledning fra vores Skaber, så skylder du dig selv og dem du holder af, at undersøge hvad Bibelen har at sige.
Lad os først se på nogle fakta om Bibelen der er værd at hæfte sig ved. Uanset hvad man ellers mener om Bibelen, må man konstatere at det er en ganske særlig bog.