Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hvordan Guds navn er blevet gjort kendt

Hvordan Guds navn er blevet gjort kendt

Hvordan Guds navn er blevet gjort kendt

SALMISTEN David sagde: „Jeg vil lovsynge Guds navn med sang.“ David kendte Guds navn, sådan som han giver udtryk for i en sang: „Velsignet være Jehova . . . velsignet være hans herlige navn.“ (Salme 69:30; 72:18, 19) En af de almindeligste former for Guds navn som man i tidens løb har brugt på dansk, er Jehova, der er en gengivelse af det hebraiske יהוה, som forekommer omkring 7000 gange i Bibelen.

Ud over at Guds navn bruges i Bibelen, blev det i nogle århundreder anvendt mange andre steder. De latinske ord Benedictus Sit Iehova Deus,  der betyder „Priset være Jehova Gud“, findes for eksempel på guldmønter som blev slået for mange år siden i Schweiz [1]. Ja, i nogle hundrede år var Guds navn på hebraisk og latin at finde på over tusind forskellige mønter, poletter, medaljer og jetoner (møntlignende genstande).

Hvad førte til at man brugte Guds navn i så stor udstrækning, som eksemplerne på denne og modstående side viser?

Hvorfor brugte man Guds navn?

I begyndelsen af det 16. århundrede var der indædte religiøse stridigheder i Vesteuropa mellem katolikker og protestantiske reformatorer. Adskillige af Spaniens provinser rev sig løs fra den romerskkatolske kirke, der havde været den dominerende kirkeretning, og tilsluttede sig i stedet den reformerte kirke. Det førte til en religiøst motiveret borgerkrig. Mønter, og billederne på dem, blev anvendt til at formidle det budskab at Gud støttede enten den ene eller den anden side i krigen.

Hvordan Guds navn blev anvendt

Møntprægerne gengav Guds navn, Jehova, med de fire hebraiske bogstaver kendt som tetragrammet. Disse translittereres på dansk med JHVH eller JHWH. For det meste kunne hverken møntprægerne eller folk i almindelighed læse hebraisk. Så da tetragrammet igen og igen blev kopieret, blev de fire hebraiske bogstaver i Guds navn efterhånden skrevet på forskellige måder.

I Sverige fremstillede man omkring 1568 en mønt hvorpå Guds navn var præget [2], og i Skotland gjorde man det samme omkring 1591. I tiden omkring 1600 lod den svenske konge, Karl IX, Guds navn præge på mønter, men stavet forskelligt som Ihehova, Iehova og Iehovah [3]. Han fik fremstillet en mønttype i guld — et prægtigt stykke håndværk hvis værdi beløb sig til mere end fire måneders løn for en almindelig arbejder.

Man kender til mere end 60 forskellige såkaldte hebræermønter, der bærer tetragrammet, og som kong Christian den IV af Danmark og Norge lod fremstille. Han regerede fra 1588 til 1648. I midten af det 17. århundrede blev der også i Polen og Schweiz fremstillet mønter hvorpå Jehovas navn var præget, og de kom også i fabrikation i Tyskland.

Under trediveårskrigen, der rasede i Europa fra 1618 til 1648 og begyndte som en religionskrig, fik sådanne mønter stor udbredelse. Efter Slaget ved Breitenfeld i Tyskland i 1631 lod sejrherren, den svenske kong Gustav II Adolf, mønter fremstille der bar tetragrammet [4]. Disse mønter blev slået i byer som Erfurt, Fürth, Mainz og Würzburg. På omkring samme tid begyndte man også i de fyrstendømmer der var allierede med Sverige, at fremstille mønter der var præget med Jehovas navn.

Efter afslutningen på den frygtelige trediveårskrig fortsatte man med i omkring 150 år at præge Guds navn på mønter, medaljer og poletter. Sådanne mønter blev fremstillet i Frankrig, Mexico, Rusland, Østrig og flere andre lande. Men fra begyndelsen af det 18. århundrede blev Guds navn brugt i stadig mindre omfang på denne måde, og til sidst forsvandt det næsten fuldstændigt fra mønter.

Hvordan Guds navn gøres kendt

Guds navn findes måske ikke på mønter og pengesedler i omløb i dag, men det bliver forkyndt i et hidtil uset omfang. Gud udvalgte for længe siden et folk der skulle tjene ham, og han sagde til det: „I er mine vidner . . . og jeg er Gud.“ (Esajas 43:12) Ingen mønter kan opfylde denne vigtige opgave. Faktisk aflagde de der brugte Guds navn på deres mønter, et falsk vidnesbyrd om Gud, for de hævdede at han støttede dem i deres grusomme krige. I dag findes der imidlertid nogle som gør Guds navn kendt på en måde han godkender.

Jehovas Vidner tilskynder dig til at lære mere om den sande Gud, Jehova, og det hans navn står for. En af Bibelens salmister skrev om ham: „Så man kan vide at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden.“ (Salme 83:18) Det er vigtigt at man lærer Jehova at kende, sådan som også hans elskede søn sagde i en bøn: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

[Illustration på side 20, 21]

En møntprægers værktøj til fremstilling af mønter

[Kildeangivelser på side 20]

Mønt nr. 1 og værktøj: Hans-Peter-Marquardt.net; mønt nr. 2: Mit freundlicher Genehmigung Sammlung Julius Hagander

[Kildeangivelse på side 21]

Mønt nr. 3 og 4: Mit freundlicher Genehmigung Sammlung Julius Hagander