Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Den flygtige succes

Den flygtige succes

Den flygtige succes

Hun var allerede en kendt popsanger og meget rig da hun var først i tyverne. Der er ikke mange som opnår så stor berømmelse og tjener så mange penge i så ung en alder. På et tidspunkt begyndte det hele imidlertid at gå skævt for hende. Efter to forliste ægteskaber måtte hun flere gange indlægges på afvænningsklinikker for alkohol- og stofmisbrugere. Hendes verden var ved at bryde sammen.

DESVÆRRE er denne unge kvindes historie kun alt for typisk; i nyhedsmedierne fortælles der ofte om tragiske begivenheder i berømte menneskers liv. Selv mange tilsyneladende succesrige mennesker i den mere konservative forretningsverden har et problemfyldt liv. Angående stræbere inden for finansverdenen i New York siger en avis: „Jagten efter en rekordhøj profit ødelægger folks karriere, splitter familier og holder narkohandlere travlt beskæftiget . . . Mens de rekordhøje bonusser får visse bankfolk på Wall Street til at føle sig uovervindelige, bliver andre til vrag rent følelsesmæssigt på grund af presset til at fremvise resultater. Nogle bryder helt sammen.“

Opstår sådanne problemer mon fordi lykken søges de forkerte steder? Det er sandt at man er nødt til at have en vis økonomisk sikkerhed, men er succes i livet betinget af at man samler sig rigdom? Nej, ikke ifølge forskellige undersøgelser. I Kina viste en nylig undersøgelse for eksempel at folk var blevet mere utilfredse med deres liv efter at den gennemsnitlige indkomst var steget med 250 procent.

Succes i livet må altså indbefatte noget mere væsentligt end karriere og fortjeneste, hvad man har givet for sit hus, sin bil eller sit ur. Det må også have at gøre med hvad man er som menneske, hvilke normer man lever efter, og hvilke mål man har i livet. En person kan for eksempel være både intelligent og indflydelsesrig, men er måske fuldstændig blottet for moral og har hverken kærlighed eller sande venner. En anden er måske både berømt og rig, men ser tilbage på sit liv og spørger sig selv: ’Hvad er det hele egentlig værd? Hvad er meningen med livet?’

Det er logisk at slutte at et succesrigt liv må indeholde en vis dybde der indbefatter at man følger nogle fornuftige principper, et liv hvor man ikke alene føler en indre fred og selvrespekt, men også opnår andres respekt. Der må desuden være et mere ophøjet og meningsfyldt formål med ens tilværelse end at man lever for sine egne interesser. Man kunne spørge: Hvilke principper skulle det være? Og hvilken hensigt er der med livet? Kan man selv nå frem til svarene på sådanne spørgsmål, eller må de søges et andet sted? Det vil de følgende artikler komme ind på.

[Ramme på side 3]

ET FORKVAKLET SYN PÅ SUCCES

Ifølge lægevidenskabelige forskere tager flere og flere unge atleter stoffer der kan skade helbredet, for at forbedre deres sportspræstationer. På internetsiden Education Update kunne man læse: „Da studerende på college i et nyligt rundspørge blev spurgt: ’Hvis du vidste at du ville vinde eller ville blive optaget på holdet ved at tage steroider der gjorde dig syg om fem år, ville du så tage dem?’ svarede næsten alle ja. Da spørgsmålet blev udvidet til: ’Ville du også gøre det hvis du vidste at du ville dø inden der var gået fem år?’ svarede 65 procent af de adspurgte elever alligevel ja.“