DET var under Romerriget at kristendommen blev grundlagt af Jesus og udbredt af hans disciple. Den dag i dag kan man se romerske veje, akvædukter og monumenter så langt væk som i Egypten, Storbritannien og Tyrkiet. Disse levn fra dengang Rom var en verdensmagt, er vidnesbyrd om at Jesus og hans apostle virkelig har levet og sagt og gjort det Bibelen omtaler. Hvis du for eksempel går ad den berømte romerske landevej Via Appia, er det den samme vej apostelen Paulus kan have rejst ad til Rom. — Apostelgerninger 28:15, 16.

Bibelens omtale af Jesus og hans disciple indeholder mange henvisninger til personer og begivenheder i det første århundrede. Bemærk hvor omhyggeligt evangelieskribenten Lukas markerede det skelsættende år hvor  Johannes Døber begyndte sin tjeneste og Jesus blev døbt og fremtrådte som Kristus, eller Messias. Lukas skrev at det skete „i det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid [29 e.v.t.], da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa“. (Lukas 3:1-3, 21) Han nævnte yderligere fire personer med officielle embeder — Filip (Herodes’ bror), Lysanias, Annas og Kajfas. Alle syv bekræftes af sekulære historikere. Vi vil her koncentrere os om Tiberius, Pilatus og Herodes.

Kejser Tiberius er berømt, og han findes afbildet i romersk kunst. Det romerske senat udnævnte ham som kejser den 15. september år 14 e.v.t., da Jesus var omkring 15 år gammel.

Pontius Pilatus omtales sammen med Tiberius af den romerske historieskriver Tacitus kort efter at den sidste bog i Bibelen var blevet nedskrevet. Om betegnelsen „kristen“ skrev Tacitus: „Disse mennesker [de kristne] havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.“

Herodes Antipas er kendt som den der har opført byen Tiberias ved Galilæas Sø. Han gjorde byen til sin residensby. Muligvis var det dér han lod Johannes Døber halshugge.

Bibelen henviser også til nogle bemærkelsesværdige begivenheder i romertiden. Om det tidspunkt Jesus blev født, læser vi: „Det var i de dage der udgik en bestemmelse fra kejser Augustus om at hele den beboede jord skulle indskrives; (denne første indskrivning fandt sted da Quirinius var landshøvding i Syrien;) og alle tog af sted, hver til sin by, for at blive indskrevet.“ — Lukas 2:1-3.

Både Tacitus og den jødiske historieskriver Josefus nævner Quirinius. At sådanne indskrivninger fandt sted, bekræftes af et dekret der opbevares på British Library. I dekretet, som er udstedt af en romersk landshøvding, står der: „Fordi tiden er kommet til folketællingen fra hus til hus, er det bydende nødvendigt at alle som af en eller anden grund ikke er bosat i deres landsdel, vender tilbage til deres hjemstavn.“

Bibelen omtaler også „en stor hungersnød . . . i [den romerske kejser] Claudius’ tid“. (Apostelgerninger 11:28) Josefus, som levede i det første århundrede, bekræfter dette. Han skrev at „en stor hungersnød var over dem på det tidspunkt, og mange mennesker døde“.

 Desuden står der i Apostelgerninger 18:2 at „Claudius havde beordret alle jøderne til at forlade Rom“. Dette bekræftes af en biografi om Claudius, som er skrevet omkring 121 e.v.t. af den romerske historieskriver Svetonius. Han fortæller om Claudius: „Jøderne . . . forviste han fra Rom“, og nævner tillige at jøderne, som følge af deres fjendtlighed over for de kristne, fortsat „gjorde optøjer“.

Bibelen siger at omkring samme tid som den omtalte hungersnød holdt Herodes Agrippa en tale for en beundrende folkemængde. Han var iført „kongelig dragt“, og folkemængden reagerede ved at råbe: „En guds røst, og ikke et menneskes!“ Derefter blev han „ædt op af orme og udåndede“. (Apostelgerninger 12:21-23) Josefus omtaler også denne hændelse, og han tilføjer nogle detaljer. Han fortæller at Agrippas klædning var lavet af sølv, at han ’fik kraftige mavesmerter som begyndte på voldsom vis’, og at han døde fem dage senere.

Bibelen indeholder også vigtige profetier som blev nedskrevet og opfyldt mens Rom var en verdensmagt. For eksempel forudsagde Jesus at de romerske hære ville ødelægge Jerusalem. Da han red ind i byen, græd han over den og sagde: „Dage skal komme over dig da dine fjender vil lægge en skanse af spidse pæle omkring dig . . . , og de vil ikke lade sten på sten tilbage i dig, fordi du ikke gav agt på den tid da du blev inspiceret.“ — Lukas 19:41-44.

Jesu disciple ville imidlertid kunne undslippe. Hvordan det? Jesus gav dem forud nogle detaljerede retningslinjer. „Når I ser Jerusalem omringet af lejrede hære, så skal I vide at dens ødelæggelse er kommet nær,“ advarede han. „Så lad dem der er i Judæa flygte til bjergene, og lad dem der er i dens [Jerusalems] midte gå ud.“ (Lukas 21:20, 21) Jesu disciple kan meget vel have tænkt: ’Hvordan skal vi kunne flygte fra en by der er belejret?’

Josefus beretter hvad der skete. I 66 e.v.t. inddrev en romersk landshøvding skyldig skat ved at beslaglægge værdier fra templet. Det fik rasende jødiske oprørere til at anrette et blodbad på de romerske styrker og reelt erklære sig uafhængige. Senere samme år marcherede Cestius Gallus, den romerske landshøvding i Syrien, mod syd med 30.000 mand. Han ankom til Jerusalem under en religiøs højtid. Oprørerne søgte tilflugt i templet, og Gallus’ hær trængte gennem forstadskvartererne og begyndte at underminere tempelmuren. Pludselig, tilsyneladende uden grund, trak Gallus sine tropper tilbage! Jøderne fattede nyt mod og forfulgte og angreb soldaterne mens de var på tilbagetog.

De kristne blev ikke vildledt af at begivenhederne tog denne vending. De forstod at de var vidne til den forbløffende opfyldelse af Jesu profeti: Byen var blevet omringet af lejrede hære, og nu, fordi disse hære havde trukket sig tilbage, havde de kristne som udviste tro, mulighed for at flygte! Mange af dem tog til Pella, en politisk neutral ikkejødisk by i bjergene på den anden side af Jordan.

Hvad skete der med Jerusalem? De romerske hære vendte tilbage, anført af Vespasian og hans søn Titus — denne gang med 60.000 soldater. De rykkede frem mod byen før påsken i 70 e.v.t., og indbyggerne var nu spærret inde sammen med de mange pilgrimme som var kommet for at fejre påsken. De romerske tropper ryddede området for træer og byggede en mur af spidse pæle, nøjagtig som Jesus havde forudsagt. Omkring fem måneder senere faldt byen.

Trods Titus’ ordre om at templet skulle bevares, satte en soldat ild til det; og det blev revet ned sten for sten — som Jesus havde forudsagt. Ifølge Josefus døde omkring 1.100.000 jøder og proselytter, de fleste af sult og pest, og yderligere 97.000 blev taget til fange. Mange blev ført til Rom som slaver. Hvis man besøger Rom i dag, kan man se det berømte Colosseum, som blev færdiggjort af  Titus efter felttoget i Judæa. Man kan også se Titusbuen, som hædrer Titus for erobringen af Jerusalem. Ja, de profetier vi finder i Bibelen, er troværdige indtil mindste detalje. Det er derfor vigtigt at vi er opmærksomme på hvad Bibelen siger om fremtiden!

Da Jesus stod foran den romerske landshøvding Pontius Pilatus, talte han om et rige, eller styre, der ’ikke er en del af denne verden’. (Johannes 18:36) Jesus lærte tilmed sine disciple at bede om dette rige: „Vor Fader i himlene . . . Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10) Bemærk at Guds rige vil udvirke at det er Guds vilje der sker på jorden — ikke hovmodige og ærgerrige menneskers vilje.

Jesus er konge i dette himmelske rige. Og i overensstemmelse med Guds oprindelige hensigt vil han omdanne hele jorden til et paradis. — Lukas 23:43.

Hvornår vil Guds rige gribe ind i det der foregår på jorden? Den opstandne Jesus gav apostelen Johannes et fingerpeg om svaret. Johannes var på det tidspunkt fængslet på øen Patmos; det var under den romerske kejser Domitian, som var bror til Titus. Jesus fortalte Johannes: „Der er syv konger: de fem er faldet, den ene er der, den anden er endnu ikke kommet, men når han kommer, skal han forblive en kort tid.“ — Åbenbaringen 17:10.

Da Johannes nedskrev disse ord, var fem „konger“, eller verdensmagter, faldet: Egypten, Assyrien, Babylon, Medo-Persien og Grækenland. Den ene som „er der“, eller som fandtes på Johannes’ tid, var Rom. Derfor manglede der kun én konge — den sidste verdensmagt i den bibelske historie. Hvilken verdensmagt viste det sig at være? Hvor længe vil den herske? Disse spørgsmål vil blive behandlet i næste nummer af Vågn op!