Nazisterne kunne ikke forandre mig

Fortalt af Hermine Liska

MIN fredfyldte barndom endte brat da Adolf Hitler og hans nazistparti i 1938 kom til magten i mit hjemland, Østrig. Kort efter blev mine klassekammerater og jeg beordret til at sige ’Heil Hitler’, synge nazisange og melde os ind i Hitlerjugend. Det nægtede jeg resolut at gøre. Lad mig forklare hvorfor.

Jeg voksede op sammen med mine fire storebrødre på en gård i Sankt Walburgen i Kärnten. Mine forældre hed Johann og Elisabeth Obweger. I 1925 blev min far Bibelforscher, det vil sige at han sluttede sig til Bibelstudenterne, som Jehovas Vidner dengang blev kaldt. Min mor blev døbt i 1937. De underviste mig lige fra barnsben i Bibelens principper og hjalp mig til at få kærlighed til Gud og hans skaberværk. For eksempel viste de mig at det er forkert at ære noget menneske på en måde der ligner tilbedelse. Jesus Kristus sagde: „Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.“ — Lukas 4:8.

Mor og far var meget gæstfri. Der kom mange i vores hjem, og adskillige landbrugsmedhjælpere boede hos vores familie på syv. Vi sang meget — en tradition som stadig er udbredt i Kärnten — og vi havde ofte interessante samtaler om bibelske emner. Jeg mindes stadig med glæde hvordan vores familie var samlet om spisebordet i dagligstuen hver søndag formiddag for at studere Bibelen.

Fra frihed til frygt

Tyskland annekterede Østrig da jeg var næsten otte år. Fra da af blev presset om at føje sig efter nazistpartiets krav større, og snart skulle alle borgere hilse hinanden med ’Heil Hitler’. Det nægtede jeg at gøre, for „heil“ på tysk betyder „frelse“, og jeg ville ikke tilskrive Hitler evnen til at frelse. Jeg vidste nemlig at Jesus Kristus var min Frelser. (Apostelgerninger 4:12) På grund af mit standpunkt blev jeg konstant hånet af både mine lærere og klassekammerater. Da jeg var 11 år, sagde skoleinspektøren: „Hermine, jeg flytter dig tilbage til første klasse, for jeg vil ikke have et barn i min klasse der er så trodsig som dig.“

Eftersom mine brødre og jeg konsekvent nægtede at sige ’Heil Hitler’, blev min far indstævnet for retten. Han blev bedt om at underskrive et dokument hvori han afsvor sin tro. I dokumentet stod der også at han skulle opdrage sine børn til at følge nazistyrets ideologi. Far nægtede at underskrive, så han og mor mistede forældremyndigheden over os børn, og jeg blev sendt på en opdragelsesanstalt der lå cirka 40 kilometer fra vores hjem.

 Snart fik jeg stærk hjemve og græd meget. Skolens forstanderinde prøvede at tvinge mig til at slutte mig til Hitlerjugend, men forgæves. Nogle piger forsøgte at holde min højre arm oppe når naziflaget blev hilst, men de kunne ikke. Jeg havde det ligesom Guds tjenere i fortiden, der sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ — Josua 24:16.

Mine forældre måtte ikke besøge mig. De fandt dog ud af at møde mig i smug når jeg var på vej til skole og på selve skolen. Disse korte stunder var til stor opmuntring for mig og hjalp mig til at være trofast mod Jehova. Ved en af disse lejligheder gav min far mig en lille bibel, som jeg omhyggeligt gemte i min seng. Jeg nød at læse i den, også selvom jeg måtte gøre det i skjul. En dag var jeg tæt på at blive taget på fersk gerning, men jeg gemte hurtigt Bibelen under mit tæppe.

Sendt til et kloster

Alle bestræbelser på at ændre min tankegang havde slået fejl, så myndighederne havde en mistanke om at jeg stadig lå under for mine forældres indflydelse. I september 1942 satte myndighederne mig derfor på et tog til München, hvor jeg blev anbragt i en katolsk skole kaldet Adelgunden, som også var et kloster. På rejsen fik nogle nonner øje på min bibel og konfiskerede den.

Ikke desto mindre var jeg besluttet på at holde fast i det jeg troede på, og jeg nægtede at overvære gudstjenesterne. Da jeg fortalte en af nonnerne at mine forældre plejede at læse passager fra Bibelen for mig om søndagen, gav hun mig overraskende nok min bibel tilbage! Det jeg havde sagt, rørte åbenbart hendes hjerte. Hun gav mig endda lov til at læse højt fra Bibelen for hende.

På et tidspunkt sagde en lærer til mig: „Hermine, du er blond og har blå øjne. Du er tysker, ikke jøde. Jehova er jødernes Gud.“

„Men,“ svarede jeg, „Jehova har skabt alt. Det er ham der har skabt os alle sammen!“

Også skolens forstander lagde pres på mig. Engang sagde han til mig: „Hør her, Hermine, en af dine brødre er gået ind i hæren. Det er et godt eksempel du kan følge.“ Jeg vidste at en af mine brødre var blevet soldat, men jeg havde intet ønske om at følge hans eksempel.

 „Jeg følger ikke min bror,“ sagde jeg. „Jeg følger Jesus Kristus.“ Derefter truede forstanderen med at han ville anbringe mig på en psykiatrisk afdeling, og han gav endda en nonne besked på at gøre sig klar til at følge mig derhen. Men han gjorde dog ikke alvor af sin trussel.

I sommeren 1943 blev München bombet, og børnene fra Adelgunden blev flyttet ud på landet. I den periode tænkte jeg ofte over noget mor havde sagt: „Hvis vi nogen sinde bliver skilt fra hinanden, og du ikke får mine breve, så husk at Jehova og Jesus vil være med dig. De vil aldrig forlade dig. Bliv derfor ved med at bede.“

Får lov at vende hjem

I marts 1944 kom jeg tilbage til Adelgunden, hvor vi tilbragte det meste af døgnet i et beskyttelsesrum fordi München blev udsat for kraftige bombardementer. Med jævne mellemrum havde mine forældre anmodet om at få mig hjem. Endelig blev deres anmodning efterkommet, og jeg vendte hjem i slutningen af april 1944.

Da tiden kom til at tage afsked med forstanderen, sagde han: „Skriv til os når du kommer hjem, Hermine. Bliv ved med at være den du er.“ Han havde virkelig ændret indstilling! Kort tid efter at jeg var taget af sted, hørte jeg at ni piger og tre nonner var blevet dræbt under et bombardement. Hvor er krig dog forfærdelig!

Jeg var lykkelig for at blive genforenet med min familie. Mens krigen stadig rasede i maj 1944, lod jeg mig døbe i et badekar for at tilkendegive at jeg havde indviet mig til Jehova. Da fjendtlighederne ophørte i 1945, blev jeg heltidsforkynder. Jeg var ivrig efter at fortælle andre om den gode nyhed om Guds rige, som er menneskenes eneste håb om varig fred og sikkerhed. — Mattæus 6:9, 10.

I 1950 mødte jeg Erich Liska, en ung mand fra Wien som var rejsende tilsynsmand for Jehovas Vidner. Vi blev gift i 1952, og i en kort periode tog jeg med Erich når han besøgte menighederne for at styrke dem.

Vores første barn kom til verden i 1953, og endnu to fulgte efter. På grund af det større familieansvar måtte vi holde op i heltidstjenesten. Jeg har lært at når vi holder os nær til Gud, vil han aldrig lade os i stikken, men tværtimod styrke os. Han har aldrig svigtet mig. Især siden jeg mistede min kære mand i 2002, har Jehova givet mig trøst og styrke.

Når jeg tænker tilbage på mit liv, er jeg meget taknemmelig for at mine forældre, fra jeg var helt lille, lærte mig at elske Jehova og hans skrevne ord, hvor vi kan finde sand visdom. (2 Timoteus 3:16, 17) Men jeg er først og fremmest taknemmelig mod Jehova, som fortsat giver mig styrke til at kunne klare livets prøvelser.

[Tekstcitat på side 19]

„Jeg følger ikke min bror . . . Jeg følger Jesus Kristus“

[Illustration på side 19]

Med min familie på vores gård i Sankt Walburgen

[Illustrationer på side 19]

Mine forældre, Elisabeth og Johann Obweger

[Kildeangivelse]

Begge fotos: Foto Hammerschlag

[Illustration på side 20]

Med min mand, Erich