Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Spiselige insekter — Et måltid vi aldrig vil glemme

Spiselige insekter — Et måltid vi aldrig vil glemme

Spiselige insekter — Et måltid vi aldrig vil glemme

NOGLE venner har inviteret min kone og mig på et måltid mad i et stille kvarter i Bangui, hovedstaden i Den Centralafrikanske Republik.

Da vi ankommer, bliver vi mødt med ordene: „Kom ind! Vi håber at I er sultne.“ Allerede inden vi træder indenfor, strømmer en herlig duft af løg, hvidløg og krydderier os i møde, og vi hører vores venners livlige snakken. Vores værtinde, Ella, fortæller os lidt om hvad vi skal have at spise.

„Insekter er en vigtig proteinkilde for mange i Centralafrika,“ siger Ella, „og vi spiser dem ikke fordi vi skal, men fordi de smager godt.“ Hun tilføjer: „I dag står menuen på makongo — sommerfuglelarver.“

Det burde ikke have overrasket os. En tallerken med insekter falder sikkert ikke i alles smag, men i over hundrede lande anses visse insekter for at være en delikatesse.

Et festmåltid i skoven

Der bliver spist mange forskellige slags insekter i Den Centralafrikanske Republik. I regntiden sværmer termitter, kaldet bobo, om deres høje bo, og i byområder sværmer de om elektriske lamper. Når et uvejr om aftenen er drevet over, løber børn rundt og samler kurvefulde af termitter — ofte mens de gnasker løs på dem og hviner af henrykkelse. Termitterne spises soltørrede, ristet med salt og krydret med chilipeber. De kan også indgå som ingrediens i en sammenkogt ret eller som fyld i dumplings.

Denne region får i tørtiden ’besøg’ af grønne græshopper, også kaldet kindagozo. Centralafrikanerne rister græshopperne eller lader dem simre i vand efter at benene og vingerne er fjernet.

I hele landet spises der også sommerfuglelarver tilhørende forskellige arter. Vi er blevet inviteret til at nyde et måltid mad bestående af larver af slægten Imbrasia. En stor, brun natsværmer lægger sine æg i sapeletræer. Efter at sommerfuglelarverne er udklækket, bliver de indsamlet af landsbyboere og skyllet. Derefter lader man dem simre sammen med tomater, løg og andre ingredienser, alt efter familiens opskrift. Nogle bliver måske tørret eller røget, og det forlænger deres holdbarhed i op til tre måneder.

Sundt og ufarligt

Ikke alle insekter er spiselige, men de fleste af de insekter der indsamles i områder hvor der ikke er brugt pesticider eller gødningsmidler, og som er tilberedt på den rigtige måde, er ufarlige at spise. Af forsigtighedsgrunde bør man dog undlade at spise insekter hvis man er allergisk over for skaldyr, der jo er leddyr ligesom insekter. I modsætning til de fleste skaldyr, som søger efter noget spiseligt der er gået i forrådnelse, fortærer de fleste insekter kun friske blade og æder planter som mennesker ellers ikke ville kunne fordøje.

Sommerfuglelarver har en meget lille krop, men ikke desto mindre indeholder de en forbavsende mængde næringsstoffer. Ifølge FN’s organisation for ernæring og landbrug (FAO) indeholder tørrede sommerfuglelarver mere end dobbelt så meget protein som oksekød. Ernæringseksperter er ved igen at få øjnene op for at insekter er et vigtigt næringsmiddel i udviklingslandene.

Alt afhængigt af hvilken art sommerfuglelarve man spiser, kan blot 100 gram om dagen dække en stor del af den anbefalede indtagelse af vigtige mineraler som calcium, fosfor, jern, kalium, magnesium og zink, såvel som mange vitaminer. Desuden kan mel af formalede larver tilberedes som mos og være et supplement til underernærede børns kost.

Foruden den høje næringsværdi er der også andre fordele ved entomofagi — det vil sige insektspisning. For eksempel er insekter som fødekilde skånsomme for miljøet, for de kræver kun lidt vand og udleder færre drivhusgasser. Dertil skal tilføjes at det at indsamle insekter til føde er en naturlig form for skadedyrsbekæmpelse.

Hovedretten

Mens vi venter på dette særlige måltid, kommer vi i tanker om at græshopper ifølge Lovpagten, som blev givet til oldtidens Israel, var rene dyr. De blev blandt andet spist af nogle af dem der tjente den sande Gud, for eksempel Johannes Døber. (3 Mosebog 11:22; Mattæus 3:4; Markus 1:6) Alligevel tøver de fleste nok med at sætte tænderne i noget de ikke er vant til.

Ella kommer ud fra køkkenet med den dampende hovedret, som alle ser forventningsfulde på. Vi sidder sammen med otte centralafrikanere der smiler over hele ansigtet, og foran os står to store skåle fulde af sommerfuglelarver. Fordi vi er husets gæster, bliver der vist os den ære at blive serveret for først — og det i rigelig mængde.

Vi kan kun sige: „Hvis du får mulighed for at nyde et så lækkert, nærende og økonomisk måltid mad, så hold dig ikke tilbage! Det er et måltid du aldrig vil glemme.“

[Illustration på side 27]

Rå ’makongo’, sommerfuglelarver

[Illustration på side 27]

Tilberedte ’kindagozo’, græshopper