Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Få styr på tingene

Få styr på tingene

Det kræver kun en lille indsats at planlægge, men det giver store fordele — mere tid, mindre stress og bedre karakterer.

FORESTIL dig at du går ind i en butik for at købe noget bestemt, men alle varerne står hulter til bulter på hylderne. Hvor længe ville du være om at finde det du er ude efter? Mon ikke du lettere ville få øje på varen hvis tingene stod pænt på række, og der var tydelig skiltning i butikken? Noget lignende gælder for din skolegang. Hvordan?

Lav en plan.

„Engang glemte jeg alt om lektier og de pligter jeg havde derhjemme, fordi jeg var på besøg hos en ven hele weekenden,“ siger Zachary på 18 fra USA. „Om mandagen var jeg nødt til at bede mine lærere om lov til at aflevere mine opgaver senere. Nu laver jeg en liste over de ting der skal gøres, og det hjælper mig til ikke at glemme noget.“

At skrive ting ned hjalp også Celestine, en ung kvinde i Papua Ny Guinea. Hun tænker tilbage på sin skoletid og siger: „Jeg sørgede for at lave en plan over mine aktiviteter, blandt andet lektier, eksamener og sammenkomster. Det hjalp mig til at prioritere rigtigt og overholde mine deadlines.“

Tip: Skriv i en notesbog hvad du skal huske at gøre, eller gem oplysningerne på din mobiltelefon eller andet elektronisk udstyr.

Udsæt ikke tingene.

Det er så let at sige: „Jeg gør det senere.“ Det er bedre at få tingene gjort så hurtigt som muligt — især dine lektier.

Tip: Sæt dig som mål at gå i gang med dine lektier så snart du kommer hjem, inden du tænder for fjernsynet eller foretager dig noget andet.

Pak skoletasken.

Er du nogen sinde kommet i skole og så opdaget at du har glemt din skriveblok, kuglepen eller nogle bøger? Hvordan kan du undgå at havne i den situation? „Jeg sørgede altid for at pakke min skoletaske i god tid,“ siger Aung Myo Myat, en ung mand i Myanmar.

Tip: Hold orden i din skoletaske eller rygsæk så du lettere kan finde tingene.

Kort og godt: Når du får styr på tingene, undgår du at blive stresset på grund af at du glemmer noget, kommer for sent eller aldrig har tid nok til det du prioriterer højt.

Hvorfor ikke få begyndt? Tænk på et område hvor du har brug for at få mere styr på tingene. Bagefter kan du sammen med en af dine forældre eller en ven komme på idéer til hvordan du kan blive bedre til det.