Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Tidselsommerfuglen — Et opklaret mysterium

Tidselsommerfuglen — Et opklaret mysterium

EUROPÆERE der iagttager sommerfugle, har længe beundret de farverige tidselsommerfugle (Vanessa cardui) og undret sig over hvad der skete med dem når sommeren gik på hæld. Går de blot til når det bliver koldt? Ny forskning afslører en usædvanlig historie. Hvert år foretager disse sommerfugle en rejse mellem Nordeuropa og Afrika.

Forskere sammenholdt data fra avancerede radarsystemer med observationer fra tusinder af frivillige rundt om i Europa. Det viste sig at når sommeren lakker mod enden, trækker millioner af tidselsommerfugle sydpå. For det meste flyver de i en højde af over 500 meter — derfor har nogen næppe iagttaget det før. Sommerfuglene venter på gunstige vindforhold og lader sig føre med af vinden med en gennemsnitsfart på 45 kilometer i timen på den lange rejse til Afrika. Deres årlige træk er næsten 15.000 kilometer langt og begynder så nordligt som i områder der grænser op til polarcirklen, og slutter så sydligt som i det tropiske Vestafrika. Det er næsten dobbelt så langt som den nordamerikanske monarksommerfugl flyver. Det tager seks generationer af tidselsommerfugle at gennemføre rejsen frem og tilbage.

Professor Jane Hill ved University of York i England forklarer: „Tidselsommerfuglen er hele tiden i gang med enten at parre sig eller at være på farten.“ Det er det der hvert år fører bestanden fra Nordeuropa til Afrika og tilbage igen.

„Det lille insekt der vejer mindre end et gram og har en hjerne på størrelse med et knappenålshoved og uden mulighed for at tage ved lære af ældre erfarne individer, drager af sted på et imponerende interkontinentalt træk,“ siger Richard Fox fra naturbeskyttelsesorganisationen Butterfly Conservation. „Mange troede engang at [insektet] var overladt til vindens forgodtbefindende og endte i en evolutionær blindgyde i den dødbringende britiske vinter,“ tilføjer Richard Fox. Og dog har denne undersøgelse „vist at tidselsommerfugle er begavede rejsende“.