DET spanske monarki ville have en kristen stat med ét sæt love. Moriskerne blev betragtet som vantro, og deraf fulgte at deres tilstedeværelse opfattedes som en grov fornærmelse mod Gud. Efter mange år blev der truffet en beslutning. Disse mennesker skulle fordrives! *

I hundreder af år havde maurerne i Spanien — en muslimsk minoritet der kaldes mudejarer — en forholdsvis fredelig tilværelse i områder under katolsk styre. I visse områder havde de for en tid lov til at beholde deres egne love og skikke og at udøve deres egen tro.

De katolske monarker Ferdinand II og Isabella erobrede i 1492 den sidste del af Den Iberiske Halvø der stadig var under muslimsk kontrol, nemlig Granada. Kapitulationsaftalen tilkendte den mauriske befolkning dér nogenlunde de samme rettigheder som mudejarerne. Men inden længe intensiverede de katolske ledere deres forfølgelse af den muslimske minoritet inden for deres område og forsøgte at presse dem til at konvertere. Maurerne protesterede mod denne krænkelse  af den indgåede aftale, og i 1499 gjorde de oprør. Regeringstropper slog opstanden ned, og i tiden derefter blev muslimerne i det ene område efter det andet tvunget til enten at konvertere eller emigrere. Spanierne kaldte dem der omvendte sig og blev i Spanien, for morisker.

I 1526 var islam forbudt i hele Spanien, men mange morisker fortsatte i al hemmelighed med at praktisere deres tro. Som folk betragtet bevarede moriskerne deres kulturelle identitet.

I begyndelsen tolererede man moriskernes manglende oprigtighed i forbindelse med deres udøvelse af den katolske tro. De havde trods alt vigtige funktioner som håndværkere, arbejdere og skatteydere. Men moriskernes generelle vægring mod at blive assimileret blev taget ilde op, og de blev udsat for diskrimination fra både regeringen og den almindelige befolkning. Denne fordom kan være blevet næret af at kirken i stigende grad betvivlede ægtheden af moriskernes omvendelse.

Snart blev tolerance dog erstattet af tvang. I 1567 blev kong Filip II’s beslutning om at forbyde moriskernes sprog, klædedragt, skikke og traditioner bekendtgjort. Dette fremkaldte nok en gang opstande og blodsudgydelse.

Ifølge historikere blev Spaniens herskere overbevist om at „moriskerne hverken var gode kristne eller loyale undersåtter“. Af den grund blev de anklaget for at være i ledtog med Spaniens fjender — berberpiraterne, de franske protestanter og tyrkerne — i den hensigt at støtte en invasion. Drevet af blandt andet fordom og frygt for at moriskerne på et tidspunkt ville blive forrædere, besluttede Filip II i 1609 at udvise dem. * I årene derefter blev alle der var mistænkt for at være morisker, forfulgt. Ved hjælp af sådanne gemene midler blev Spanien helt igennem katolsk.