Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDARTIKEL

Hvad er ægte succes?

Hvad er ægte succes?

HVAD er værre end fiasko? Det er falsk og overfladisk succes. Når noget mislykkes for en, kan man jo gøre noget for at rette op på situationen. Man kan i det mindste lære af sin erfaring og beslutte sig for at gøre det bedre næste gang.

Det forholder sig anderledes med den overfladiske succes. Hvis man er forblændet af den, tror man måske at det går rigtig godt for en, mens det i virkeligheden forholder sig lige modsat. Når man så opdager at der er brug for at gøre nogle forandringer, kan det være for sent.

Lad os se på et eksempel. Jesus Kristus spurgte engang: „Hvad gavner det nemlig et menneske om han erhverver sig hele verden men sætter sin sjæl til?“ (Mattæus 16:26) Det kunne passe på dem der kun går op i penge og det man kan købe for dem — indbegrebet af overfladisk succes. „Hvis tankerne udelukkende kredser om den næste store forfremmelse, at tjene flere penge eller skaffe sig flere ting, gør det ikke én virkelig glad og tilfreds,“ skriver karrierecoachen Tom Denham. „På længere sigt efterlades man med en følelse af tomhed hvis man kun måler succes i kroner og ører.“

Det er mange åbenbart enige i. I en spørgeundersøgelse i USA rangerede „det at have mange penge“ på en tyvendeplads ud af 22 „faktorer der bidrager til et succesrigt liv“. Tættere på førstepladsen lå sådan noget som et godt helbred, et godt forhold til ens nærmeste og et job man kan lide.

Mange kan altså godt skelne mellem falsk succes og ægte succes — i hvert fald når de bliver spurgt. Men det er langt sværere også at træffe beslutninger der afspejler det rigtige syn på succes.