HAN var ikke rig og havde heller ikke meget magt. Han havde ikke engang sit eget hjem. Hans undervisning har dog påvirket millioner af mennesker. Har Jesus Kristus virkelig levet? Hvad siger kilder fra både fortiden og nutiden?

• Michael Grant, en historiker og ekspert i klassisk civilisation, har skrevet: “Hvis vi, som vi burde, anvender samme slags kriterier på Det Nye Testamente som vi bør anvende på andre oldtidsskrifter der indeholder historisk materiale, kan vi lige så lidt afvise Jesu eksistens som vi kan afvise eksistensen af en mængde hedenske personer hvis ægthed som historiske skikkelser aldrig er blevet draget i tvivl.”

• Rudolf Bultmann, professor i Det Nye Testamente, har udtalt: “Ganske vist er den tvivl om Jesus virkelig har eksisteret, ubegrundet og ikke værd at spilde et ord på. At han står som stifter bagved den historiske bevægelse hvis først kendte stadium den ældste palæstinensiske menighed repræsenterer, er ganske klart.”

• Will Durant, en historiker, forfatter og filosof, skrev: “At nogle ganske få og jævne mænd [evangelieskribenterne] i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel der var endnu mere utroligt end nogen af dem der berettes om i evangelierne.”

• Albert Einstein, en tysk fysiker der var jøde, sagde: “Jeg er jøde, men jeg er betaget af denne strålende skikkelse fra Nazaret.” Da han blev spurgt om han betragtede Jesus som en historisk person, svarede han: “Utvivlsomt! Ingen kan læse evangeliet uden at føle Jesu tilstedeværelse. Hans personlighed pulserer i hvert ord. Ingen myte er fyldt med et sådant liv.”

  “Ingen kan læse evangeliet uden at føle Jesu tilstedeværelse.” – Albert Einstein

De mest detaljerede oplysninger om Jesu liv og tjeneste er nedskrevet i de bibelske beretninger kendt som evangelierne – Mattæus, Markus, Lukas og Johannes – der er opkaldt efter skribenterne. Derudover er der flere ikke-kristne kilder fra oldtiden der omtaler ham.

• TACITUS

  (Ca. år 56-120 e.v.t.) Tacitus betragtes som en af de mest betydningsfulde historikere fra romertiden. Tacitus’s Årbøger handler om Romerriget fra år 14 til 68. (Jesus døde i år 33). Tacitus skrev at da en stor brand ødelagde Rom i år 64, mente man at det var kejser Nero der stod bag. Men Tacitus skrev at Nero skød skylden på de kristne “for at gøre ende på rygterne”. Han sagde også: “Kristus, som de [kristne] er opkaldt efter, blev under Tiberius’ regering henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus.” – Tacitus’s Årbøger, XV, 44.

• SUETON

  (Ca. år 69-122 e.v.t.) I sin bog Romerske kejsere beskrev denne romerske historiker begivenheder der fandt sted i de første 11 romerske kejseres regeringstid. Det afsnit der handler om Claudius, kommer ind på at uroligheder blandt jøderne i Rom højst sandsynligt opstod på grund af diskussioner om Jesus. (Apostelgerninger 18:2) Sueton skrev: “Jøderne, der på Chrestus’ tilskyndelse konstant skabte uro, forviste han [Claudius] fra Rom.” (Divus Claudius, XXV, 4) Sueton beskyldte fejlagtigt Jesus for at skabe uro, men han var ikke i tvivl om at han havde levet.

• PLINIUS DEN YNGRE

  (Ca. år 61-113 e.v.t.) Denne romerske forfatter og embedsmand i Bitynien, nu Tyrkiet, skrev til den romerske kejser Trajan for at få at vide hvordan han skulle håndtere de kristne i sin provins. Plinius sagde at han forsøgte at tvinge de kristne til at afsværge deres tro og henrettede enhver der nægtede. Han skrev: “De som sagde at de ikke var eller havde været kristne og ... anråbte guderne [de hedenske] og ofrede røgelse og vin til dit billede ... og desuden forbandede Christus ... dem fandt jeg burde frifindes.” – Plinius’ breve, X, 96; oversættelse af Gunnar Andersen.

•  FLAVIUS JOSEFUS

  (Ca. år 37-100 e.v.t.) Denne jødiske præst og historiker skrev at Annas, en jødisk ypperstepræst der fik større og større politisk indflydelse, “kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en bror til den Jesus som blev kaldt Kristus, frem for dem”. – Jewish Antiquities, XX, 200.

• TALMUD

  Denne samling jødiske rabbinske skrifter, dateret fra det tredje til det sjette århundrede e.v.t., viser at selv Jesu fjender bekræftede at han havde levet. I et af afsnittene står der at under “den jødiske påske blev Jeshu [Jesus] henrettet,” hvilket er historisk korrekt. (Den babyloniske Talmud, Sanhedrin 43a; se Johannes 19:14-16). I et andet afsnit står der: “Lad der aldrig fra os udgå en søn eller elev der vanærer sig selv offentligt på samme måde som Nazaræeren,” en titel der ofte blev brugt om Jesus. – Den babyloniske Talmud, Berakhot 17b, fodnoten; se Lukas 18:37.

Evangelierne beskriver i detaljer Jesu liv og forkyndelse. De indeholder specifikke oplysninger om mennesker, steder og tidspunkter – forudsætninger for om noget kan opfattes som pålidelig historie. Et eksempel er Lukas 3:1, 2, som hjælper os til at fastslå det præcise tidspunkt for hvornår Johannes Døber, en forløber for Jesus, påbegyndte sin forkyndelse.

Lukas skrev: “I det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid, da Pontius Pilatus var landshøvding i Judæa, og Herodes var landsdelshersker i Galilæa, og hans broder Filip var landsdelshersker i Ituræas og Trakonitis’ land, og Lysanias var landsdelshersker i Abilene, i den overordnede præst Annas’ og i Kajfas’ dage, kom Guds erklæring til Johannes, Zakarias’  søn, i ørkenen.” Denne detaljerede optegnelse gør det muligt for os at konstatere at “Guds erklæring til Johannes” kom i år 29.

De syv offentlige personer Lukas omtaler, er velkendte blandt historikere. Det skal dog siges at der på et tidspunkt var kritikere der satte spørgsmålstegn ved om Pontius Pilatus og Lysanias havde levet. Men kritikerne tog fejl. Fundet af gamle inskriptioner med navnene på de to myndighedspersoner har bekræftet Lukas’ beretning. *

Det er vigtigt at vide om Jesus har levet, for hans undervisning har betydning for os. For eksempel lærte Jesus folk hvordan man får et lykkeligt og tilfredsstillende liv. * Han lovede også at der vil komme en tid hvor mennesker skal leve i fred og sikkerhed, forenet under én verdensregering der kaldes “Guds rige”. – Lukas 4:43.

Betegnelsen “Guds rige” er passende fordi denne verdensregering vil gennemføre Guds hensigt med jorden. (Åbenbaringen 11:15) Det understregede Jesus i Fadervor da han sagde: “Vor Fader i himlene ... Lad dit rige komme. Lad din vilje ske ... på jorden.” (Mattæus 6:9, 10) Hvad vil Guds rige betyde for mennesker? Lad os se nogle eksempler:

• Der vil ikke længere være krige og uroligheder. – Salme 46:8-11.

• Gudløse mennesker og ondskab, deriblandt grådighed og korruption, vil være fjernet for altid. – Salme 37:10, 11.

• Borgerne i Riget vil have et meningsfyldt arbejde der giver glæde. – Esajas 65:21, 22.

• Jorden vil få genoprettet sin balance og producere rigeligt mad. – Salme 72:16; Esajas 11:9.

Nogle mener at disse løfter er ren ønsketænkning. Men er det ikke det at satse på at mennesker kan skabe fred og sikkerhed, der er ønsketænkning? Tænk over dette: På trods af store fremskridt inden for uddannelse, videnskab og teknologi er der alligevel millioner der føler sig utrygge ved fremtiden. Og dagligt ser vi eksempler på økonomisk, politisk og religiøs undertrykkelse samt grådighed og korruption. Det er tydeligt at menneskers styre er en fiasko! – Prædikeren 8:9.

Der er gode grunde til at undersøge om Jesus har levet. * For i 2 Korinther 1:19, 20 står der: “Uanset hvor mange Guds løfter er, så er de blevet ‘ja’ ved hjælp af [Jesus].”