Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HJÆLP TIL FAMILIEN | ÆGTESKABET

Hvordan man viser respekt

Hvordan man viser respekt

UDFORDRINGEN

Hvad manden siger: “Da vi blev gift, havde vi forskellige opfattelser af hvad det vil sige at vise respekt. Det var ikke fordi den ene opfattelse var mere rigtig end den anden – vi så bare forskelligt på det. Jeg følte ofte at min kone kunne have været mere respektfuld i den måde hun talte til mig på.”

Hvad hustruen siger: “I den kultur jeg er vokset op i, er det normalt at være højrøstet, bruge overdrevet mimik og afbryde andre når de taler. Det bliver ikke opfattet som mangel på respekt. Men det var helt anderledes end det min mand var vant til.”

Respekt i ægteskabet skulle ikke være en luksus. Det burde være noget helt grundlæggende. Hvordan kan du vise at du respekterer din ægtefælle?

HVAD DU MÅ VIDE

Mænd har behov for at føle sig respekteret. Bibelen siger direkte til mænd: “Lad ... hver enkelt af jer elske sin hustru som sig selv.” Men den tilføjer: “Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.” (Efeserne 5:33) Både hustruen og manden har brug for at føle sig elsket og respekteret, men behovet for at føle sig respekteret er især udtalt hos manden. “Mænd har behov for at føle at de kan håndtere udfordringer, løse problemer og tage sig af deres familie,” siger Carlos, * der er gift. Når en hustru respekterer sin mand for at kunne det, gavner det ikke kun hendes mand men også hende selv. Corrine siger: “Min mand giver oftere udtryk for sin kærlighed til mig når jeg viser at jeg respekterer ham.”

Hustruer har selvfølgelig også behov for at blive vist respekt. Det giver god mening, for en mand kan ikke elske sin kone hvis han ikke respekterer hende. “Jeg er nødt til at respektere min kones synspunkter og forslag,” siger Daniel. “Det er også nødvendigt at jeg respekterer hendes følelser. Det at jeg nogle gange ikke forstår hvorfor hun føler som hun gør, betyder ikke at jeg kan tillade mig at være ligeglad.”

Respekt afhænger af øjet der ser. Det handler ikke om hvorvidt du synes du viser respekt, men om din ægtefælle føler sig respekteret. Det var noget kvinden der blev citeret under overskriften “Udfordringen”, måtte lære. “Selv hvis jeg ikke syntes at jeg viste mangel på respekt, var det mig der skulle ændre min måde at være på hvis min mand opfattede det sådan.”

HVAD DU KAN GØRE

  • Skriv tre egenskaber ned du beundrer ved din ægtefælle. Det kan hjælpe dig til at blive bedre til at vise at du respekterer ham eller hende.

  • Prøv i en uge at lægge mærke til din (ikke din ægtefælles) måde at være på på følgende områder.

Det du siger. En undersøgelse viser at “ægtefæller der havde et lykkeligt og stabilt ægteskab, kom med fem positive kommentarer for hver negativ kommentar de havde når de talte sammen om et problem. I modsætning til det kom ægtefæller der var på vej mod skilsmisse, i gennemsnit kun med mindre end én positiv kommentar (0,8) for hver negativ kommentar.” *Princip fra Bibelen: Ordsprogene 12:18.

Spørg dig selv: ‘Taler jeg respektfuldt til min ægtefælle? Hvor ofte kritiserer jeg i forhold til hvor ofte jeg roser? Hvordan er min tone når der er noget jeg gerne vil tale om eller er utilfreds med?’ Ville din ægtefælle være enig i dine svar? – Princip fra Bibelen: Kolossenserne 3:13.

Prøv dette: Sæt dig som mål at give din ægtefælle mindst én kompliment om dagen. Forslag: Tænk på de gode egenskaber du tidligere skrev ned. Gør det til en vane at fortælle din ægtefælle hvad du beundrer ham eller hende for. – Princip fra Bibelen: 1 Korinther 8:1.

Det du gør. En kvinde der hedder Alicia, siger: “Jeg bruger meget tid på at passe vores hjem, og når min mand viser at han respekterer mig for det jeg gør, ved at rydde op efter sig selv og vaske de ting op han har brugt, føler jeg at min indsats er værdsat, og at jeg bidrager med noget vigtigt til vores ægteskab.”

Spørg dig selv: ‘Viser jeg tydeligt at jeg respekterer min ægtefælle? Viser jeg min ægtefælle nok opmærksomhed, og bruger vi nok tid sammen?’ Ville din ægtefælle være enig i dine svar?

Prøv dette: Tænk på tre områder hvor du godt kunne tænke dig at din ægtefælle blev bedre til at vise respekt, og skriv dem ned. Bed din ægtefælle om at gøre det samme. Byt lister så I hver især kan se de punkter hvor I kan forbedre jer. Koncentrér dig om de ting du skal arbejde på. Hvis den ene tager det første skridt, vil den anden højst sandsynligt følge efter.

^ par. 8 Nogle af navnene i artiklen er blevet ændret.

^ par. 14 Fra bogen Ten Lessons to Transform Your Marriage.