HVERT år rejser mere end seks millioner mennesker til en cedertræsskov på Shimahalvøen i Japan. Her besøger de shintohelligdommen Ise Jingu, hvor man i omkring to tusind år har tilbedt solgudinden Amaterasu Omikami. De der kommer for at tilbede, renser sig først ved at vaske deres hænder og deres mund. Derefter, imens de står foran helligdommens haiden (tilbedelsesrum), følger de et ritual hvor de bøjer sig, klapper og beder til gudinden. * Shinto tillader sine tilhængere at praktisere andre former for gudsdyrkelse. Nogle buddhister og andre troende, deriblandt nogle der bekender sig som kristne, betragter det ikke som forkert at følge shintoritualerne ved denne helligdom.

Mange af de store verdensreligioner har helligdomme, * og de bliver besøgt af millioner af mennesker. I lande der kalder sig kristne, findes der et utal af kirker og helligdomme som er indviet til Jesus, Maria eller helgenerne. Andre helligdomme er opført på steder hvor bibelske begivenheder eller mere nutidige “mirakler” siges at have fundet sted, eller hvor forskellige relikvier opbevares. Mange besøger helligdommene fordi de tror der er større sandsynlighed for at deres bønner bliver hørt hvis de bliver bedt på et helligt sted. For andre er besøget en kulmination på en lang pilgrimsrejse som de er taget ud på for at vise deres gudsfrygt.

Er der større sandsynlighed for at ens bønner og anmodninger bliver hørt og besvaret hvis de bliver fremsat i en helligdom? Har Gud behag i at man viser sin gudsfrygt ved at tage på en pilgrimsrejse til en helligdom? Eller sagt lige ud, bør kristnes tilbedelse foregå i en helligdom? Svarene på disse spørgsmål vil ikke kun fortælle os hvordan vi bør betragte det at tilbede i en helligdom, men også hjælpe os til at forstå hvilken form for tilbedelse der virkelig behager Gud.

I en samtale som Jesus havde med en samaritansk kvinde, får vi at vide hvordan Gud ser på tilbedelse på hellige steder eller i helligdomme. Jesus var på rejse gennem Samaria og stoppede op for at hvile sig ved en brønd i nærheden af byen Sykar. Han begyndte at tale med en kvinde der kom for at trække vand op fra brønden. Under samtalen gjorde kvinden opmærksom på en markant forskel på jødernes og samaritanernes måde at dyrke Gud på. Hun sagde: “Vore forfædre tilbad på dette bjerg; men I siger at i Jerusalem er stedet hvor man bør tilbede.” – Johannes 4:5-9, 20.

 Det bjerg kvinden talte om, var Garizims Bjerg, der ligger omkring 50 kilometer nord for Jerusalem. Dér havde samaritanerne på et tidspunkt et tempel hvor de holdt deres højtider, blandt andet påsken. Men i stedet for at fokusere på denne kontroversielle forskel mellem dem sagde Jesus til hende: “Tro mig, kvinde: Den time kommer da det hverken er på dette bjerg eller i Jerusalem I skal tilbede Faderen.” (Johannes 4:21) Det var en uventet udtalelse, især fordi den kom fra en jøde! Hvorfor skulle tilbedelsen i Guds tempel i Jerusalem ophøre?

Jesus fortsatte: “Den time kommer, og den er her nu, da de sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.” (Johannes 4:23) I århundreder havde jøderne betragtet det imponerende tempel i Jerusalem som centret for deres tilbedelse. Tre gange om året rejste de dertil for at bringe ofre til deres Gud, Jehova. (2 Mosebog 23:14-17) Men Jesus sagde at alt dette ville høre op, og at “sande tilbedere” ville tilbede “i ånd og sandhed”.

Det jødiske tempel var en bogstavelig bygning som lå et konkret geografisk sted. Men ånd og sandhed er ikke noget materielt, og disse begreber er heller ikke knyttet til noget bogstaveligt sted. Jesus forklarede at sand kristen tilbedelse ikke skulle foregå i eller være afhængigt af nogen bogstavelig bygning eller noget fysisk sted, hverken Garizims Bjerg, templet i Jerusalem eller noget andet helligt sted.

I samtalen med den samaritanske kvinde sagde Jesus desuden at “den time” hvor denne ændring i tilbedelsen af Gud skulle finde sted, “kommer”. Hvornår ville den komme? Den kom da Jesus ved sin offerdød bragte den jødiske tilbedelsesordning der var baseret på Moseloven, til ophør. (Romerne 10:4) Men Jesus sagde også: “Den time ... er her nu.” Hvorfor? Fordi han som den lovede Messias, allerede var i færd med at indsamle disciple der ville følge den opfordring han derefter kom med: “Gud er en ånd, og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.” (Johannes 4:24) Men hvad ligger der i udtrykket “tilbede i ånd og sandhed”?

Da Jesus talte om at tilbede i ånd, mente han ikke en tilbedelsesform som var særlig åndfuld, animeret eller entusiastisk. Han talte om at være ledet af Guds hellige ånd, som blandt andet hjælper os til at forstå Bibelen. (1 Korinther 2:9-12) Og den  sandhed Jesus henviste til, er nøjagtig kundskab om hvad Bibelen lærer. Det der gør vores tilbedelse antagelig for Gud, er derfor ikke at den foregår et helt specielt sted, men at den er ledet af den hellige ånd og i overensstemmelse med Bibelens lære.

Men hvordan skal kristne så betragte pilgrimsrejser og det at tilbede i en helligdom? Set i lyset af Jesu udtalelse om at sande tilbedere skal tilbede Gud i ånd og sandhed, er det tydeligt at tilbedelse i helligdomme eller på hellige steder ikke har nogen som helst værdi for vores himmelske Far. Desuden fortæller Bibelen os hvordan Gud betragter det at ære afguder i forbindelse med tilbedelsen. Den siger: “Flygt fra afgudsdyrkelsen”, og “vogt jer for afguderne”. (1 Korinther 10:14; 1 Johannes 5:21) En sand kristen vil derfor ikke tilbede på steder der tilskynder til afgudsdyrkelse, eller steder der bliver betragtet som hellige i sig selv. Det man forbinder helligdomme med, vil altså få sande kristne til at afholde sig fra at tilbede sådanne steder.

Men Guds ord siger ikke at det er forkert at have et sted som man foretrækker i forbindelse med bøn, studium og meditation. Et præsentabelt og ordentligt mødested virker animerende når man skal lære mere om eller drøfte åndelige spørgsmål. Der er heller ikke noget forkert i at have et mindesmærke, for eksempel en gravsten, til minde om en afdød. Det kan blot være et udtryk for ens følelser for den man har mistet, eller ønsket om at mindes vedkommende. Men at betragte et sådant sted som helligt eller at ære billeder, figurer eller relikvier på stedet, vil være direkte i modstrid med Jesu ord.

Der er derfor ingen grund til at besøge en helligdom fordi du tror at der er større sandsynlighed for at Gud vil høre dine bønner dér. Du vil heller ikke behage Gud eller opnå særlige velsignelser ved at tage på en pilgrimsrejse til en helligdom. Bibelen siger at Jehova Gud, “himmelens og jordens Herre, [ikke bor] i templer der er gjort med hænder”. Men det betyder ikke at han er langt væk fra os. Vi kan bede til Gud og blive hørt uanset hvor vi befinder os, da “han ikke er langt borte fra en eneste af os”. – Apostelgerninger 17:24-27.