Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

HOVEDEMNE

Når man mister en man elsker

Når man mister en man elsker

“Gud ved hvad der er bedst, skat. ... Du skal ikke græde.”

De ord fik en kvinde ved navn Bebe hvisket i øret da hun deltog i begravelsen af sin far, som havde mistet livet i en færdselsulykke.

Bebe havde været meget nært knyttet til sin far. Bemærkningen kom fra en velmenende ven af familien, men ordene pinte Bebe mere end de trøstede hende. “Hans død var ikke det der var bedst”, blev hun ved med at sige til sig selv. Da Bebe flere år senere beskrev denne hændelse i en bog, var det tydeligt at hun stadig sørgede over sin far.

Som Bebe fandt ud af, kan det tage lang tid at overvinde sorgen, især når den efterladte stod den afdøde meget nær. I Bibelen bliver døden meget passende beskrevet som “den sidste fjende”. (1 Korinther 15:26) Et dødsfald rammer os med ubønhørlig kraft, ofte på et tidspunkt hvor vi slet ikke er forberedt på det, og frarøver os en vi holder af. Ingen af os går fri af dødens traumatiske konsekvenser. Det er derfor ikke så mærkeligt at vi kan være i vildrede med hvordan vi skal reagere på et dødsfald og alt hvad det medfører.

Måske har du tænkt over spørgsmål som: ‘Hvor lang tid tager det at komme over sorgen? Hvordan kan man bearbejde sin sorg? Hvordan kan jeg trøste andre som har mistet en de holdt af? Er der noget håb for vores kære som vi har mistet i døden?’