En lærerinde med „mod og mands hjerte“

DEN første verdenskrig rasede på andet år. Men da skolekommissionen i Skagen samledes den 4. oktober 1915, havde den vigtigere ting på dagsordenen. Formanden, pastor Frantz Busch, havde erklæret krig mod Marie Due, en af byens skolelærere. Hun havde meldt sig ud af Folkekirken og tilsluttet sig Bibelstudenterne (Jehovas Vidner).

Skolekommissionen forlangte at Marie Due selv søgte sin afsked, da man „i modsat Fald føler sig forpligtet til at foranledige, at De afskediges fra Deres Embede som Lærerinde i Folkeskolen“, som skolekommissionen skrev til hende. Hun var ellers ikke ansat som religionslærer, og hun udbredte overhovedet ikke sine religiøse opfattelser i skolen. Men pastor Busch krævede at hun forpligtede sig til både i og uden for skolen at beholde sine meninger for sig selv — hvis hun da ville beholde sin stilling.

Det var en grov krænkelse af Marie Dues grundlovssikrede rettigheder. Men hun gav ikke op, og hun var heller ikke uden støtte. En anden lærer, Janus Nielsen, der selv havde meldt sig ud af Folkekirken i 1912, skrev i tidsskriftet Folkeskolen at det var urimeligt at hun skulle „anlægge Mundkurv i sin Færd og Omgang med voksne Mennesker uden for Skoletiden“.

Sagen blev henvist til „Kultusministeriet“ i København, hvis minister selv var præst. Her troede man i første omgang på de lokale skolemyndigheders usande og fordrejede oplysninger om at hun havde ’drevet Propaganda blandt Skolebørnene for sine religiøse Særmeninger’. Den 26. januar 1916 indstillede ministeriet hende derfor til afskedigelse, uden pension og uden at være blevet hørt!

Men nu tog pressen affære. Landets aviser skrev om „Skagensagen“. I dagbladet Politiken kunne man den 5. marts 1916 læse en længere artikel under overskriften: „Frk. Dues Afskedigelse. Sagen synes urigtigt fremstillet for Ministeriet.“ Avisen fremhævede at „den indremissionske Skolekommission har fremstillet Sagen paa en urigtig Maade, der har vildledt baade Skoledirektionen og Ministeriet“.

Flere skolelærere trådte modigt frem og forsvarede Marie Due, og Danmarks Lærerforening stillede sin højesteretsadvokat til hendes rådighed. Også i byen Skagen mødte hun stor opbakning. Ved en underskriftindsamling udtrykte 512 borgere deres beklagelse af lærerinde frk. Dues afskedigelse. Marie Due rejste desuden selv til København for at fremlægge sin sag for ministeren.

Det endte med en fornyet undersøgelse, som medførte at hun ophørte som lærer, men fik sin pension. Herefter brugte hun al sin tid som ulønnet kolportør, heltidsforkynder, i Danmark, Norge og Finland. Tidligt i 1930’erne befandt hun sig i Norge, ivrigt optaget af at dele sin tro på Guds rige med andre. Da Bibelstudenterne i 1931 blev opfordret til at antage navnet Jehovas Vidner, erklærede denne modige søster: „Med Glæde antager jeg det nye Navn og jubler over at faa være et af Jehovas Vidner.“ — Vagttaarnet, 1. november 1931.

Hun viste sig som en sand kristen kvinde med „mod og mands hjerte“. — 1 Korinther 16:13, Seidelin.