Efterlign deres tro

Hun udøste sit hjerte for Gud i bøn

HANNA holdt sig travlt beskæftiget med forberedelserne til rejsen for at adsprede sine tanker. Det burde have været en glædens tid; hendes mand, Elkana, tog hvert år familien med til teltboligen i Silo for at tilbede Jehova. Jehovas hensigt var at det skulle være en anledning til at fryde sig. (5 Mosebog 16:15) Og Hanna havde sikkert lige fra barnsben glædet sig over at komme til disse højtider. Men hendes situation havde ændret sig i de senere år.

Hun var så heldig at have en mand der elskede hende. Men Elkana havde endnu en hustru. Hendes navn var Peninna, og hun var åbenbart meget opsat på at gøre livet surt for Hanna. Peninna havde udtænkt hvordan hun endda kunne gøre de årlige rejser til Silo til en lidelse for Hanna. Hvad gjorde hun? Og vigtigere endnu: Hvordan hjalp Hannas tro på Jehova hende til at klare en situation der ofte virkede fuldstændig håbløs? Hvis du står over for udfordringer der tapper dig for glæden ved livet, vil du nok føle dig særlig bevæget over beretningen om Hanna.

„Hvorfor gør dit hjerte ondt?“

Bibelen viser at Hanna kæmpede med to store problemer. Det første kunne hun ikke gøre meget ved, og det andet lå fuldstændig uden for hendes kontrol. Hun var i et polygamt ægteskab, og medhustruen hadede hende. Dertil kom at hun ikke kunne få børn. Barnløshed er et problem for enhver kvinde der længes efter at få børn; men på den tid og i det samfund hvor Hanna levede, var det noget der gav anledning til stor sorg og smerte. Enhver familie regnede med at få børn der kunne videreføre familiens navn. Barnløshed blev betragtet som en skam og en vanære.

Hanna havde måske båret sin sorg med oprejst pande hvis ikke det havde været for Peninna. Det var ikke ideelt at være i et polygamt ægteskab. Rivalisering, strid og hjertesorg var hverdagskost. Ordningen var langt fra den oprindelige monogame norm for ægteskabet som Gud havde opstillet i Edens Have. * (1 Mosebog 2:24) Bibelen maler således et lidet flatterende billede af polygami, og den gribende skildring af livet i Elkanas husstand er et af de markante penselstrøg i billedet.

Sagen var at Hanna var den Elkana elskede højest. Ifølge den jødiske overlevering giftede han sig først med Hanna og nogle år senere med Peninna. Den dybt jaloux Peninna fandt på mange måder at chikanere sin rivalinde på. Peninnas største fortrin i forhold til Hanna var at hun kunne få børn. Peninna fik det ene barn efter det andet, og for hver fødsel følte hun sig mere og mere betydningsfuld. I stedet for at have ondt af Hanna og trøste hende gned Peninna salt i såret. Bibelen siger at Peninna generede Hanna groft „for at gøre hende nedtrykt“. (1 Samuel 1:6) Peninna handlede med fuldt overlæg. Hun var ude på at såre Hanna, og det lykkedes.

 Peninnas foretrukne tidspunkt at genere Hanna på var åbenbart når familien tog på den årlige rejse til Silo. Elkana gav Peninnas mange børn, „alle hendes sønner og døtre“, andele af det offer som var blevet bragt til Jehova. Men den barnløse Hanna fik kun sin egen andel. Det fik Peninna til at hovere over Hanna og genere hende så groft på grund af hendes barnløshed at den stakkels kvinde brød sammen i gråd og endda mistede appetitten. Elkana kunne ikke undgå at bemærke at hans elskede Hanna var ulykkelig og ikke spiste noget, så han prøvede at trøste hende. „Hanna,“ sagde han, „hvorfor græder du, og hvorfor spiser du ikke, og hvorfor gør dit hjerte ondt? Er jeg ikke mere værd for dig end ti sønner?“ — 1 Samuel 1:4-8.

Det skal siges til Elkanas ros at han forstod at Hannas nedtrykthed havde at gøre med hendes barnløshed. Og Hanna satte helt sikkert pris på at han forsikrede hende om sin kærlighed. * Men Elkana omtalte ikke Peninnas chikanerier, og der er heller ikke noget der tyder på at Hanna fortalte ham om dem. Måske var hun klar over at det at hænge Peninna ud kun ville gøre hendes egen situation værre. Ville Elkana virkelig gøre noget for at ændre forholdene? Og kunne Hanna ikke risikere at Peninnas foragt ville vokse, og at denne hadefulde kvindes børn og tjenestefolk ville følge trop? Hanna ville blot komme til at føle sig mere og mere som en udstødt i sin egen husstand.

Vi ved ikke om Elkana var klar over hvor småligt og ondskabsfuldt Peninna opførte sig, men Jehova Gud så det hele. Hans ord afslører hvordan situationen virkelig var, hvilket tjener som en alvorlig advarsel for enhver der lader tilsyneladende små udtryk for jalousi og had ramme andre. Den der er uskyldig og fredeligt indstillet ligesom Hanna, kan på den anden side finde trøst i bevidstheden om at retfærdighedens Gud vil gøre alting godt igen til sin fastsatte tid og på sin egen måde. (5 Mosebog 32:4) Måske var Hanna klar over dette, for hun vendte sig til Jehova for at få hjælp.

„Ikke længere indadvendt“

Tidligt om morgenen summede huset af aktivitet. Alle var ved at gøre sig klar til rejsen, også børnene. For at komme til Silo skulle den store familie rejse over 30 kilometer gennem Efraims bjergland. * Til fods ville turen tage en dag eller to. Hanna vidste hvordan Peninna ville opføre sig, men alligevel blev hun ikke hjemme. Hun er derved et enestående eksempel for Guds tjenere helt frem til i dag. Det vil aldrig være klogt af os at tillade andres dårlige opførsel at gribe forstyrrende ind i vores gudsdyrkelse. Hvis vi gjorde det, ville vi gå glip af de velsignelser der styrker os til at holde ud.

Efter en lang dags vandring ad snoede bjergveje nærmede den store familie sig Silo. Dér lå byen, på et bjerg der var næsten helt omkranset af højere bjerge. Efterhånden som de kom tættere på, tænkte Hanna sikkert en hel del over hvad hun ville sige i en bøn til Jehova. Da familien nåede frem, spiste de et måltid sammen. Hanna trak sig bort fra gruppen så snart hun kunne, og begav sig til Jehovas teltbolig. Ypperstepræsten Eli var der; han sad ved dørstolpen i templet. Men Hannas tanker kredsede kun om hendes Gud. Her ved teltboligen havde hun tillid til at Jehova ville høre hendes bøn. Selv hvis ingen andre fuldt ud forstod hendes ulykkelige situation, ville hendes Fader i himmelen kunne forstå den. De bitre følelser vældede op i hende, og hun begyndte at græde.

Mens Hannas hulken gennemrystede hendes krop, bad hun inden i sig selv til Jehova. Hendes læber bævede mens hun i sit sind  satte ord på sin smerte. Og hun bad længe, idet hun udøste sit hjerte for sin Fader. Men hun gjorde mere end blot at bede Gud om at opfylde hendes desperate ønske om at få et barn. Hanna var stærkt opsat på ikke kun at blive velsignet af Gud, men også at give noget til ham. Hun aflagde derfor et løfte om at hvis hun fik en søn, ville hun overgive barnet til en livslang tjeneste for Jehova. — 1 Samuel 1:9-11.

Hanna er derved et eksempel for alle i Guds folk med hensyn til bøn. Jehova indbyder kærligt sine tjenere til at henvende sig frit til ham og at betro ham deres bekymringer ligesom et tillidsfuldt barn ville betro sig til en kærlig far eller mor. (Salme 62:8; 1 Thessaloniker 5:17) Apostelen Peter blev inspireret til at skrive disse trøstende ord angående bøn til Jehova: „Kast . . . al jeres bekymring på ham, for han tager sig af jer.“ — 1 Peter 5:7.

Mennesker er imidlertid ikke lige så forstående og medfølende som Jehova. Mens Hanna græd og bad, blev hun pludselig forskrækket over at høre en stemme. Det var Eli, ypperstepræsten, der havde siddet og iagttaget hende. Han sagde: „Hvor længe vil du gå rundt og være beruset? Bliv af med din rus!“ Eli havde lagt mærke til Hannas bævende læber, hendes hulken og hendes følelsesmæssige tilstand. I stedet for at spørge til hvad der var galt, drog han den forhastede slutning at hun var beruset. — 1 Samuel 1:12-14.

Hvor må det have såret Hanna at hun midt i sin dybe kval også skulle udsættes for en fuldstændig grundløs anklage — og oven i købet fra en mand der havde så ærefuld en stilling! Alligevel er hun endnu en gang et fantastisk eksempel hvad angår tro. Hun lod ikke et menneskes ufuldkommenheder hindre hende i at tilbede Jehova. Hun svarede Eli respektfuldt og forklarede sin situation. Hans tonefald var måske blevet lidt mere afdæmpet og blidt da han sagde: „Gå i fred; og måtte Israels Gud opfylde det ønske som du har bedt til ham om.“ — 1 Samuel 1:15-17.

Hvilken virkning havde det på Hanna at hun udøste sit hjerte for Jehova og tilbad ham ved hans teltbolig? Der siges: „Kvinden gik derpå sin vej; og hun spiste og var ikke længere indadvendt.“ (1 Samuel 1:18) Den danske autoriserede oversættelse siger her: „[Hun] så ikke længere bedrøvet ud.“ Hanna følte sig lettet. Hun havde på en måde lagt sin følelsesmæssige byrde over på nogle skuldre der var langt bredere og stærkere end hendes egne, nemlig sin himmelske Faders. (Salme 55:22) Findes der et problem der er for stort for ham? Nej — ikke dengang, ikke i dag og heller ikke i fremtiden!

Når vi føler os modløse eller helt tynget ned, gør vi vel i at følge Hannas eksempel og åbne os over for ham som ifølge Bibelen „hører bøn“. (Salme 65:2) Hvis vi gør dette i tro, vil vi måske også opleve at vores nedtrykthed bliver afløst af en indre fred, „Guds fred, som overgår al forstand“. — Filipperne 4:6, 7.

 „Der er ingen klippe som vor Gud“

Næste morgen vendte Hanna tilbage til teltboligen sammen med Elkana. Hun har sikkert fortalt ham om sin bøn og om sit løfte, for Moseloven sagde at en mand havde ret til at annullere et løfte hans kone havde aflagt uden hans samtykke. (4 Mosebog 30:10-15) Men den trofaste Elkana tog ikke et sådant  skridt. Derimod tilbad de sammen Jehova ved teltboligen inden de drog hjemad igen.

Hvornår mon Peninna blev klar over at hun ikke længere kunne bringe Hanna ud af fatning? Det siger beretningen ikke noget om, men udtrykket „ikke længere indadvendt“ antyder at Hannas humør blev bedre. Det ser i hvert fald ud til at det snart gik op for Peninna at hendes ondskabsfuldheder ikke længere havde nogen virkning. Bibelen nævner ikke hendes navn igen.

Efterhånden som månederne gik, udviklede Hannas indre fred sig til jublende glæde. Hun var gravid! I sin glæde glemte Hanna ikke et øjeblik hvem der stod bag denne velsignelse. Da drengen blev født, gav hun ham navnet Samuel, der betyder „Guds navn“ og øjensynlig henviser til at Hanna havde påkaldt Jehovas navn. Det år drog hun ikke med Elkana og familien til Silo. Hun blev hjemme med sin lille søn i tre år indtil han var vænnet fra. Så samlede hun styrke til den dag hvor hun skulle skilles fra sit elskede barn.

Afskeden må ikke have været let. Hanna vidste selvfølgelig at Samuel ville blive passet godt i Silo, måske af nogle af de kvinder der tjente ved teltboligen. Men han var trods alt meget lille, og hvilken mor ville ikke savne at være sammen med sit barn? Alligevel tog Hanna og Elkana af sted med drengen, og de gjorde det ikke modstræbende, men fyldt med taknemmelighed. De bragte ofre ved Guds hus, og så overgav de Samuel til Eli idet de mindede Eli om det løfte Hanna havde aflagt flere år tidligere.

Hanna bad derefter en bøn som Gud anså for værdig til at blive en del af hans inspirerede ord. Når du læser Hannas ord, som er nedskrevet i Første Samuelsbog 2:1-10, vil du kunne fornemme dybden af hendes tro i hver eneste linje. Hun lovpriste Jehova for hans underfulde brug af sin kraft og magt — for hans uforlignelige evne til at ydmyge de hovmodige, til at velsigne de undertrykte, til at lade dø og til endda at frelse fra døden. Hun priste sin Fader for hans enestående hellighed, retfærdighed og trofasthed. Hanna kunne med god grund sige: „Der er ingen klippe som vor Gud.“ Jehova er fuldstændig pålidelig og uforanderlig, og han er en tilflugt for alle undertrykte og kuede der søger hjælp hos ham.

Den lille Samuel var virkelig privilegeret fordi hans mor havde så stærk en tro på Jehova. Selvom han helt sikkert savnede hende under sin opvækst, følte han sig aldrig glemt. År efter år kom Hanna tilbage til Silo, og hun medbragte en lille overklædning uden ærmer som Samuel kunne have på under sin tjeneste ved teltboligen. Hvert eneste sting vidnede om hendes moderlige kærlighed og omsorg. (1 Samuel 2:19) Man kan næsten se for sig hvordan hun gav drengen den nye overklædning på, glattede den og ømt så på sin søn mens hun talte kærligt og opmuntrende til ham. Det var en velsignelse for Samuel at have sådan en mor, og han voksede op og blev til velsignelse for sine forældre og for hele Israel.

Hanna blev heller ikke glemt. Jehova velsignede hende ved at hun fik fem børn mere med Elkana. (1 Samuel 2:21) Måske var Hannas største velsignelse imidlertid det bånd der var mellem hende og hendes Fader, Jehova, som blev stærkere og stærkere som årene gik. Måtte du også få et stærkt forhold til Jehova ved at efterligne Hannas tro.

[Fodnoter]

[Ramme på side 17]

To bemærkelsesværdige bønner

Hannas to bønner, der er nedskrevet i Første Samuelsbog 1:11 og 2:1-10, indeholder flere enestående elementer. Lad os her se på nogle få af dem:

▪ Hanna rettede den første af de to bønner til „Hærstyrkers Jehova“. Hun er den første person i Bibelen der citeres for at bruge denne titel. Den forekommer 285 gange i Bibelen i forskellige varianter og hentyder til den magt Gud har over enorme styrker af åndesønner.

▪ Læg mærke til hvornår Hanna bad sin anden bøn. Det var ikke da hendes søn blev født, men da hun og Elkana bragte ham til Silo så han kunne tjene Gud ved teltboligen. Det Hanna fandt størst glæde ved, var altså ikke at få lukket munden på sin rivalinde, Peninna, men at blive velsignet af Jehova.

▪ Da Hanna sagde: „Mit horn er højt løftet på grund af Jehova“, kan hun have tænkt på oksen, et stærkt lastdyr der bruger sine horn med stor kraft. Hanna sagde i virkeligheden: ’Jehova, du gør mig stærk.’ — 1 Samuel 2:1.

▪ Hannas udtalelse om Guds ’salvede’ regnes for at være profetisk. Det ord hun brugte for ’salvede’, er det samme som gengives med „messias“, og Hanna er den første i den bibelske beretning der bruger det om en fremtidig salvet konge. — 1 Samuel 2:10.

▪ Jesu mor, Maria, gentog omkring 1000 år senere nogle af Hannas formuleringer i sin egen lovprisning af Jehova. — Lukas 1:46-55.

[Illustration på side 16]

Hanna var dybt ulykkelig over at hun ikke kunne få børn, og Peninna gjorde alt hvad hun kunne, for at gøre livet endnu mere surt for Hanna

[Illustration på side 16, 17]

Kan du efterligne Hannas eksempel ved at bede inderlige bønner?

[Illustration på side 17]

Hanna blev ikke stødt over at Eli fejlbedømte hende