DISSE gamle citater, som ikke stammer fra Bibelen, er i århundreder blevet brugt til at retfærdiggøre diskrimination af kvinder. Selv i dag er der ekstremister som retfærdiggør kvindeundertrykkelse ud fra religiøse tekster og hævder at det er kvinder der bærer skylden for menneskehedens problemer. Var det virkelig Guds mening at kvinder skulle nedgøres og udnyttes af mænd? Hvad siger Bibelen?

Er kvinder blevet forbandet af Gud?

Nej. Det er „slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen“, der er blevet forbandet af Gud. (Åbenbaringen 12:9; 1 Mosebog 3:14) Guds udtalelse om at Adam ville „herske over“ sin hustru, betød ikke at Gud godkender mænds undertrykkelse af kvinder. (1 Mosebog 3:16) Han forudsagde blot de sørgelige konsekvenser som de første menneskers synd ville medføre.

Dårlig behandling af kvinder er en direkte følge af menneskenes syndige natur og altså ikke noget Gud står bag. Bibelen støtter ikke den tanke at kvinder skal undertrykkes af mænd for at sone arvesynden. — Romerne 5:12.

Var det Guds hensigt at kvinden skulle rangere lavere end manden?

Nej. Første Mosebog 1:27 siger: „Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det; som mand og kvinde skabte han dem.“ Både mænd og kvinder blev altså skabt med evnen til at afspejle Guds egenskaber. Selvom Adam og Eva følelsesmæssigt og fysisk var forskellige fra hinanden, fik de begge to de samme instruktioner og havde de samme rettigheder i deres forhold til Skaberen. — 1 Mosebog 1:28-31.

Inden Eva blev skabt, erklærede Gud: „Jeg vil lave ham [Adam] en medhjælp, som et modstykke til ham.“ (1 Mosebog 2:18) Ligger der i ordet „modstykke“ at kvinden var manden underlegen? Nej. Det hebraiske udtryk „som et modstykke til ham“ kan også gengives med „som kompletterer ham“ eller „som svarer til ham“. Det kan sammenlignes med en kirurg og en narkoselæge der supplerer hinanden under en operation. Kan den ene  klare sig uden den anden? Nej. Og selvom det er kirurgen der udfører selve indgrebet, er han så mere betydningsfuld? Det kan man ikke sige. Gud skabte ligeledes manden og kvinden sådan at de skulle samarbejde, ikke konkurrere. — 1 Mosebog 2:24.

Hvad viser at Gud har omsorg for kvinder?

Eftersom Gud forudså hvordan ufuldkomne, syndige mænd ville behandle kvinder, gav han tidligt i historien til kende at han ville beskytte dem. Om Moseloven, der blev indstiftet i det 16. århundrede før vor tidsregning, skriver forfatteren Laure Aynard i sin bog La Bible au féminin (Bibelen i hunkøn): „Når Lovpagten omtaler kvinden, er det næsten altid for at forsvare hende.“

For eksempel krævede Moseloven at børn viste både deres far og deres mor ære og respekt. (2 Mosebog 20:12; 21:15, 17) Man skulle også vise gravide særligt hensyn. (2 Mosebog 21:22) Disse love fra Gud yder kvinder en langt bedre beskyttelse end de love der eksisterer mange steder i verden i dag.

Den lov som Jehova Gud gav Israels nation, var både i fysisk, moralsk og åndelig henseende til stor gavn ikke kun for mænd, men også for kvinder. Så længe de var lydige, var nationen „højt over alle jordens nationer“. (5 Mosebog 28:1, 2) Hvordan var kvinder stillet under Moseloven? Tænk over følgende.

1. Personlig frihed. I modsætning til kvinder i mange andre folkeslag nød de israelitiske kvinder et stort mål af frihed. Manden var ganske vist familiens overhoved, men hustruen kunne for eksempel ’have en mark i tanke og få den’ og ’plante en vingård’. Hvis hun var god til at spinde og væve, kunne hun endda drive sin egen forretning. (Ordsprogene 31:11, 16-19) Kvinder under Moseloven blev betragtet som selvstændige individer med egne rettigheder, og ikke bare som vedhæng til deres mænd.

 I det gamle Israel kunne kvinder også have et personligt forhold til Gud. Bibelen nævner Hanna, der bad til Gud angående et personligt anliggende og aflagde et løfte. (1 Samuel 1:11, 24-28) En kvinde fra byen Sjunem plejede at rådføre sig med profeten Elisa på sabbatsdage. (2 Kongebog 4:22-25) Nogle kvinder, som for eksempel Debora og Hulda, blev brugt af Gud som hans udsendinge. Og det er værd at bemærke at fremtrædende mænd og præster var villige til at søge råd hos dem. — Dommerne 4:4-8; 2 Kongebog 22:14-16, 20.

2. Adgang til undervisning. Eftersom de israelitiske kvinder var underlagt Moseloven, blev de opfordret til at lytte til oplæsningen af Loven, og det gav dem mulighed for at tilegne sig viden. (5 Mosebog 31:12; Nehemias 8:2, 8) De kunne også blive oplært til at udføre visse former for tjeneste i forbindelse med den offentlige tilbedelse af Gud. For eksempel var der nogle kvinder der „gjorde tjeneste“ ved teltboligen, og andre sang i et blandet kor. — 2 Mosebog 38:8; 1 Krønikebog 25:5, 6.

Mange kvinder havde den viden og de færdigheder der skulle til for at drive en indbringende forretning. (Ordsprogene 31:24) I modsætning til den almindelige praksis i andre kulturer på den tid — at det kun var fædre der underviste deres sønner — skulle de israelitiske mødre være med til at undervise deres sønner indtil de blev voksne. (Ordsprogene 31:1) Kvinderne i det gamle Israel var altså langtfra uoplyste.

3. Skulle æres og respekteres. Et af De Ti Bud lyder: „Ær din fader og din moder.“ (2 Mosebog 20:12) Den vise kong Salomon siger i Ordsprogenes Bog: „Hør, min søn, på din faders tugt, og forlad ikke din moders lov.“ — Ordsprogene 1:8.

 Loven indeholdt detaljerede bestemmelser om mænds og kvinders adfærd over for hinanden, og disse bestemmelser afspejlede respekt for kvinder. (3 Mosebog 18:6, 9; 5 Mosebog 22:25, 26) Og en god ægtemand skulle tage hensyn til sin kones fysiske og biologiske begrænsninger. — 3 Mosebog 18:19.

4. Beskyttet af love og bestemmelser. I sit ord skildrer Jehova sig selv som „en fader for faderløse og en dommer for enker“. Han beskyttede altså dem der ikke havde en far eller en ægtemand der kunne forsvare deres rettigheder. (Salme 68:5; 5 Mosebog 10:17, 18) Da enken efter en profet engang blev uretfærdigt behandlet af en kreditor, greb Jehova mirakuløst ind så hun kunne klare sig og bevare sin værdighed. — 2 Kongebog 4:1-7.

Før israelitterne gik ind i det land de var blevet lovet, døde familieoverhovedet Zelofhad uden at have fået en søn. Hans fem døtre anmodede derfor Moses om at give dem „en ejendom“ i det lovede land. Jehova gav dem langt mere end de bad om. Han sagde til Moses: „I skal sandelig give dem en arvelod som ejendom blandt deres faders brødre og således lade deres faders arvelod gå videre til dem.“ Fra da af kunne kvinder i Israel modtage en arvelod af deres far og lade den gå videre til deres børn. — 4 Mosebog 27:1-8.

Under Moseloven indtog kvinder en ærefuld og værdig stilling, og deres rettigheder blev respekteret. Men fra det 4. århundrede før vor tidsregning blev jødedommen påvirket af græsk kultur, hvor kvinden havde en lavere status end manden. — Se rammen „Eksempler fra oldtidsskrifter på diskrimination af kvinder“.

For eksempel hævdede den græske digter Hesiod (8. århundrede f.v.t.) at det var kvinderne der var skyld i menneskehedens problemer. I sit digt Theogonien omtalte han „kvindernes slægt, som undergang bringer; siden blandt jordiske mænd til grænseløs jammer de dvæler“. Denne holdning vandt udbredelse i jødedommen i begyndelsen af det 2. århundrede før vor tidsregning. Talmud, der begyndte at blive udarbejdet og samlet i det 2. århundrede efter vor tidsregning, gav mænd denne advarsel: „Tal ikke for meget med kvinder da det til sidst vil føre dig ud i moralsk fordærv.“

I århundredernes løb fik denne mistillid stor indflydelse på kvindernes stilling i det jødiske samfund. Allerede på Jesu tid var deres adgang til tempelområdet blevet begrænset til kvindernes forgård. Religiøs undervisning  var forbeholdt mænd, og kvinderne sad sandsynligvis adskilt fra mændene i synagogerne. Talmud citerer en rabbiner for at sige: „Den der underviser sin datter i Toraen [Loven], underviser hende i uanstændighed.“ Ved at give en forkert fremstilling af Guds syn på kvinder fik de jødiske religiøse ledere mange mænd til at foragte kvinderne.

Da Jesus var på jorden, lagde han mærke til sådanne fordomme, som var dybt rodfæstede i overleveringerne. (Mattæus 15:6, 9; 26:7-11) Lod han sig påvirke af dem i den måde han behandlede kvinder på? Hvad kan vi lære af hans adfærd og indstilling? Har sand kristendom forbedret vilkårene for kvinder? Den næste artikel vil besvare disse spørgsmål.