HVEM var Thomas Emlyn, og hvad fik ham til at tage et klart standpunkt for det der er sandt? Hvad kan vi lære af ham i dag?

For at få svar på disse spørgsmål skal vi skrue tiden tilbage til slutningen af det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede i England og Irland. Dengang udøvede den engelske statskirke stor myndighed, men flere protestantiske grupper og enkeltpersoner var uenige med kirken i læremæssige spørgsmål.

Det var i dette miljø Thomas Emlyn blev født den 27. maj 1663 i Stamford, Lincolnshire, England. Da han var 19 år, holdt han sin første prædiken. Senere virkede han som præst for en grevinde der boede i London, og nogen tid efter flyttede han til Belfast i Irland. Dér forrettede han gudstjenester i en lokal kirke. I tiden derefter virkede han som præst forskellige steder, blandt andet i Dublin.

I den periode foretog Emlyn et grundigt studium af Bibelen. Hans studium fik ham til at tvivle på treenighedslæren, som han oprindelig havde troet på. Efterhånden som han undersøgte evangelierne, blev han overbevist om at de understøttede den større forståelse han havde fået.

Emlyn afslørede ikke straks hvad han var blevet opmærksom på. Men nogle i hans kirke i Dublin lagde mærke til at han undlod at omtale treenigheden i sine prædikener. Vel vidende at andre ikke ville synes om hans konklusioner, skrev han: „Jeg forventer ikke at jeg får lov til at beholde min stilling når først jeg er gået til bekendelse.“ I juni 1702 konfronterede to medpræster Emlyn med hans manglende omtale af treenigheden i hans prædikener. Han indrømmede at han ikke længere troede på denne lære, og foreslog at gå af som præst.

Få dage efter forlod han Dublin i Irland og rejste til England. Men ti uger senere vendte han tilbage til Dublin i den hensigt at ordne nogle anliggender inden han bosatte sig permanent i London. Mens han var dér, udgav han skriftet An Humble Inquiry Into the Scripture-Account of Jesus Christ i håb om at han derigennem kunne forsvare sine synspunkter. I denne publikation fremførte han klare bibelske argumenter for at Jesus ikke kan være den almægtige Gud. Dette gjorde medlemmer af Emlyns tidligere menighed rasende, og der blev indgivet klage mod ham.

Emlyn blev arresteret og kom for den højeste retsinstans i Dublin den 14. juni 1703. I sin bog True Narrative of the Proceedings erklærer Emlyn at han var tiltalt „for at have skrevet og udgivet en bog hvori jeg, ifølge [tiltalen], gudsbespotteligt og ondsindet havde hævdet osv. at Jesus Kristus ikke var lig Gud Fader“. Retssagen mod ham viste sig at blive en farce. Dommersædet beklædtes  af flere dommere og syv biskopper fra den irske statskirke. Emlyn fik ikke lov til at tale til sit eget forsvar. Richard Levins, en anerkendt sagfører, fortalte Emlyn at han ville blive „jaget vildt, uden mulighed for at forsvare sig“. I slutningen af retssagen gjorde Richard Pyne, Irlands øverste højesteretsdommer, juryen opmærksom på at hvis de ikke nåede frem til den forventede kendelse, var hans „ærede biskopper jo til stede“, måske en antydning om at juryen ville blive behørigt straffet.

Da Emlyn blev fundet skyldig, anbefalede rigsadvokaten ham at trække sine udtalelser tilbage. Det nægtede Emlyn. Han blev da idømt en bøde og et års fængsel. Eftersom han ikke kunne betale bøden, måtte han blive i fængslet i to år indtil en ven overtalte myndighederne til at nedsætte beløbet. Han blev løsladt den 21. juli 1705. Den vanære han havde lidt, fik ham til at sige de ord der nævnes i indledningen: „Jeg udholder trængsler for det jeg mener er [Guds] sandhed og ære.“

Emlyn flyttede til London, hvor han med tiden begyndte at omgås William Whiston, en anden bibelforsker som var blevet udstødt af samfundet fordi han havde udbredt det han mente var sandheden fra Bibelen. Whiston havde stor respekt for Emlyn og kaldte ham „den største og ypperste blandt dem der bekendte sig til ’urkristendommen’“.

Ligesom William Whiston og en anden agtet lærd, Isaac Newton, blev Emlyn opmærksom på at treenighedslæren i den athanasianske trosbekendelse ikke finder støtte i Bibelen. Han forklarede: „Efter megen gransken, og studium af Den Hellige Skrift, ... fandt jeg vægtige grunde ... til at ændre min opfattelse med hensyn til treenighedslæren.“ Han konkluderede at „Jesu Kristi Gud og Fader alene er det højeste Væsen“.

Hvordan kom Emlyn frem til den konklusion? Han fandt mange bibelvers der pegede på nogle forskelle mellem Jesus og hans Fader. Her er et par eksempler (Emlyns kommentarer til versene står i kursiv):

•  Johannes 17:3: „Der siges aldrig om Kristus at han er denne ene Gud, eller højeste Gud, som om han er den eneste Gud.“ Det er kun Faderen der kaldes „den eneste sande Gud“.

•  Johannes 5:30: „Sønnen gør ikke sin egen vilje, men Faderens vilje.“

•  Johannes 5:26: „Hans liv er givet ham af Faderen.“

•  Efeserne 1:3: „Mens Jesus Kristus ofte benævnes Guds søn, finder man aldrig Faderen benævnt som Guds Fader, men derimod ofte som vor Herre Jesu Fader.“

Efter at Emlyn havde overvejet alle vidnesbyrdene, erklærede han meget afgjort: „Der findes ingen passage i Den Hellige Skrift der med bare den ringeste berettigelse kan siges at omtale Faderen, Sønnen og Helligånden som værende en og samme person.“

Mange i dag tør ikke forsvare det Bibelen lærer. Sådan forholdt det sig ikke med Thomas Emlyn. Han stillede spørgsmålet: „Hvis en mand ikke må forkynde de vigtigste sandheder, som han synes kommer klart og tydeligt frem i Den Hellige Skrift, hvorfor skulle han da læse dem og søge efter dem?“ Emlyn ville ikke gå på kompromis med sandheden.

Emlyns og andres eksempel bør få os til at overveje om vi er villige til at forsvare sandheden når vi bliver hånet for vores tro. Vi kan stille os selv spørgsmålet: ’Hvad er det vigtigste — at få andre menneskers anerkendelse eller at forsvare sandheden fra Guds ord?’