DEN modige opdagelsesrejsende kunne ikke tro sine egne øjne. Dér, delvis begravet i den algeriske ørkens sand, stod en romersk triumfbue! Da skotten James Bruce gjorde dette fund i 1765, var han ikke klar over at han i virkeligheden stod oven på ruinerne af den største romerske bebyggelse der nogen sinde var blevet opført i Nordafrika — den gamle by Thamugadi, i dag kaldet Timgad.

Mere end hundrede år senere, i 1881, begyndte franske arkæologer at udgrave de velbevarede rester af byen Timgad. De opdagede at byens indbyggere, til trods for de øde og barske omgivelser, havde levet et meget komfortabelt og luksusbetonet liv. Men hvad fik romerne til at anlægge en koloni der blev så stor en succes, på dette sted? Og hvad kan vi i dag lære af denne oldtidsby og dens indbyggere?

Da romerne udstrakte deres herredømme til Nordafrika i det første århundrede f.v.t., mødte de hård modstand fra nogle af de nomader der befandt sig i området. Hvad ville romerne gøre for at få et fredeligt forhold til lokalbefolkningen? I begyndelsen byggede soldater fra den tredje kejserlige legion mange vagtposter og befæstninger i det kolossale område som i dag udgør det nordlige Algeriet. Senere byggede de byen Timgad, men med et helt andet formål.

Officielt anlagde romerne Timgad til krigsveteraner, men i virkeligheden byggede de byen for at svække modstanden fra de lokale stammer. Planen lykkedes. Den komfortable livsstil i Timgad blev hurtigt populær blandt de lokale som kom til byen for at sælge deres varer. I håb om at blive accepteret i byen, som kun måtte bebos af romerske statsborgere, meldte mange fra lokalbefolkningen sig til den romerske hær for en periode på 25 år fordi de selv og deres sønner på den måde kunne opnå romersk statsborgerskab.

Nogle afrikanere, som ikke var tilfredse med blot at få romersk statsborgerskab, opnåede endda med tiden fremtrædende stillinger i Timgad eller andre byer i kolonien. Romernes underfundige plan om at få assimileret lokalbefolkningen havde så stor succes at Timgad bare et halvt århundrede efter byens grundlæggelse hovedsagelig var beboet af nordafrikanere.

Hvordan lykkedes det romerne at forføre den oprindelige befolknings hjerter så hurtigt? En forklaring er at de fremmede ligheden blandt  byens indbyggere — et princip som den romerske statsmand Cicero stod bag. Området blev fordelt ligeligt mellem romerske krigsveteraner og borgere der var af afrikansk oprindelse. Byen blev bygget med omtanke, med husblokke der var 20 gange 20 meter, adskilt af smalle gader. En sådan ligelig og velgennemtænkt fordeling virkede uden tvivl meget tiltalende på byens indbyggere.

Ligesom i mange andre romerske byer kunne indbyggerne på travle markedsdage mødes på byens torv for at høre nyt eller spille forskellige spil. Befolkningen fra de tørre bjerge i nærheden kunne uden tvivl forestille sig hvordan det var at spadsere i de skyggefulde søjlegange en varm og tør dag eller slappe af i en af de mange offentlige og gratis badeanstalter og lytte til det rislende vand. De kunne sikkert se sig selv sidde langs forfriskende fontæner og sludre med venner og bekendte. Alt dette må have forekommet dem som en drøm.

Friluftsteatret spillede også en vigtig rolle i forbindelse med at forføre folks hjerter. Med mere end 3.500 siddepladser kunne teatret rumme de larmende tilskuere fra Timgad og de nærliggende byer. På scenen blev publikum præsenteret for romernes smag for løssluppen underholdning i skuespil der ofte var umoralske og voldelige.

Romernes religion spillede også en rolle. I badeanstalterne var gulve og vægge rigt dekoreret med farverige mosaikker der skildrede scener fra den hedenske mytologi. At gå i bad var en vigtig del af dagligdagen, og byens indbyggere blev derfor efterhånden godt kendt med romernes guder og gudsdyrkelse. De bestræbelser man gjorde sig for at få afrikanerne assimileret i den romerske kultur, var så effektive at gravsten ofte blev udsmykket med triader af både lokale og romerske guder.

Efter kejser Trajans grundlæggelse af byen i år 100 e.v.t. fik romerne sat gang i produktionen af korn, olivenolie og vin i hele Nordafrika. Området blev snart et af Roms spisekamre, som forsynede imperiet med disse vigtige fødemidler. Ligesom andre byer i romerske kolonier trivedes Timgad i høj grad under det romerske herredømme. Timgads befolkning voksede, og byen blev efterhånden så stor at den strakte sig langt ud over de befæstede mure.

Byens indbyggere og de der havde ejendomme, lukrerede på handelen med Rom, men de lokale landmænd fik ikke meget ud af det. I det tredje århundrede førte sociale skævheder og høje skatter til at de der havde små landbrug, gjorde oprør. Nogle af dem der var gået over til den katolske tro, sluttede sig til donatisterne — en gruppe der bekendte sig som kristne, men gjorde oprør mod korruptionen i den katolske kirke. — Se rammen „ Donatisterne — ikke en ’ren kirke’“.

Efter religiøse konflikter, borgerkrige og invasioner af barbarer gennem flere hundrede år mistede den romerske civilisation sin indflydelse  i Nordafrika. I det sjette århundrede blev Timgad brændt ned til grunden af lokale arabiske stammer, og byen sank til sidst ned i glemslen i mere end 1.000 år.

Arkæologerne der udgravede resterne af Timgad, morede sig over at de på byens torv fandt en inskription på latin der lød: „At jage, bade, lege og le — det er livet!“ En fransk historiker har sagt at dette „udtrykker en filosofi som måske ikke er så ambitiøs, men som nogle ikke desto mindre vil betragte som visdommens hemmelighed“.

I virkeligheden havde romerne i en længere periode fulgt en sådan livsstil. Den kristne apostel Paulus som levede i det første århundrede, omtalte nogle som levede efter filosofien „Lad os spise og drikke, for i morgen skal vi dø“. Til trods for at romerne var religiøse, levede de for øjeblikkets nydelse og tænkte kun lidt over den dybere mening og hensigt med livet. Paulus advarede sine trosfæller imod sådanne mennesker med ordene: „Bliv ikke vildledt. Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:32, 33.

Indbyggerne i Timgad levede for omkring 1.500 år siden, men folks livssyn har ikke ændret sig meget siden da. I dag er der også mange der kun lever i nuet. Set med deres øjne giver romernes livsstil god mening, uanset konsekvenserne. Bibelen siger imidlertid meget rammende og realistisk: „Denne verdens scene skifter.“ Derfor tilskynder den os til ’ikke at bruge verden fuldt ud’. — 1 Korinther 7:31.

Timgads ruiner er et vidnesbyrd om at hemmeligheden bag et lykkeligt og meningsfyldt liv ikke ligger i at følge rådet fra den inskription som for længe siden blev begravet under Nordafrikas sand. Nej, hemmeligheden ligger i at tænke på Bibelens ord: „Verden forsvinder, og det gør dens begær også, men den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.