Gå direkte til indholdet

Gå til Indhold

Hykleri! Vil det nogen sinde ophøre?

Hykleri! Vil det nogen sinde ophøre?

PANAYIOTA voksede op på en ø i Middelhavet. Som teenager blev hun stærkt engageret i politik. Senere blev hun sekretær for et politisk parti i den by hun boede i. Hun gik endog fra hus til hus for at samle penge ind til partiet. Men som tiden gik, blev Panayiota desillusioneret. Selvom partimedlemmerne kaldte hinanden for kammerater, var miljøet præget af nepotisme, ambitioner, uoverensstemmelser og misundelse.

Daniel voksede op i en meget religiøs familie i Irland. Sørgeligt nok kan han tydeligt huske de hykleriske præster som drak tæt, spillede om penge og stjal af kollekten, alt imens de belærte ham om at han ville komme til at brænde i helvede hvis han syndede.

Jeffery var i det meste af sit arbejdsliv beskæftiget med salg og marketing for internationale skibsredere med base i USA og Storbritannien. Han kan huske mange tilfælde hvor kunder og konkurrenter benyttede sig af uhæderlige metoder når de forhandlede med regeringsrepræsentanter. De var så hykleriske at de var villige til at sige næsten hvad som helst for at sikre sig en kontrakt.

Desværre er der ikke her tale om isolerede tilfælde. Hykleri er helt almindeligt i dag på næsten alle områder – politiske, religiøse og kommercielle. Det er tankevækkende at en betydning af det græske ord der i Bibelen er oversat med “hykler”, er skuespiller. Med tiden kom ordet til at betyde en der spillede komedie for at bedrage andre eller for at fremme sine egne selviske mål.

Hykleri kan vække stærke følelser hos dem det går ud over, deriblandt bitterhed, vrede og fortørnelse. Ofrene siger måske i frustration: “Vil hykleriet nogen sinde høre op?” Heldigvis giver Bibelen os gode grunde til at tro at hykleri vil blive bragt til ophør.

HVORDAN GUD OG HANS SØN SER PÅ HYKLERI

Ifølge Bibelen var det ikke blandt mennesker at hykleri så sin begyndelse, men hos en usynlig åndeskabning. Tidligt i menneskehedens historie brugte Satan Djævelen en slange for at tilsløre sin identitet og fremstille sig selv som en velgører for at føre den første kvinde, Eva, på afveje. (1 Mosebog 3:1-5) Lige siden dengang har mange mennesker også foregivet at være noget som de ikke var, og de har gjort det for at snyde andre og nå selviske mål.

Når fortidens israelitter tilbad falske guder samtidig med at de hyklerisk foregav at tilbede Jehova, advarede han dem igen og igen om konsekvenserne. Jehova Gud erklærede gennem profeten Esajas: “Dette folk holder sig nær med sin mund og ... ærer mig med sine læber, hvorimod det har fjernet sit hjerte langt fra mig.” (Esajas 29:13) Da de ikke omvendte sig, tillod Gud at fremmede magter ødelagde Israels religiøse center – Jerusalem og dets tempel – først babylonierne i 607 f.v.t. og til sidst de romerske hære i år 70 e.v.t. Det er meget tydeligt at Gud ikke tolererer hykleri i det uendelige.

På den anden side sætter Gud og hans søn, Jesus, stor pris på mennesker som er ærlige og oprigtige. Det kan for eksempel ses af en begivenhed der indtraf tidligt under Jesu jordiske tjeneste. En mand der hed Natanael, kom hen til Jesus. Da Jesus så ham, udbrød han: “Se, sandelig en israelit i hvem der ikke er svig.” (Johannes 1:47) Natanael, der også blev kaldt Bartolomæus, blev en af Jesu 12 apostle. – Lukas 6:13-16.

Jesus brugte tid sammen med sine disciple, og han underviste dem i Guds måde at tænke på. Der måtte ikke være hykleri iblandt dem. Som en advarsel fordømte Jesus i stærke vendinger den hykleriske adfærd som de religiøse ledere på hans tid havde. Lad os se på nogle af deres fremgangsmåder.

De pralede med deres “retfærdighed”. Jesus sagde til sine tilhørere: “Pas endelig på at I ikke udøver jeres retfærdighed i menneskers påsyn for at blive bemærket af dem ... sådan som hyklerne gør.” Han sagde også at de skulle give barmhjertighedsgaver “i det skjulte”, eller diskret. De skulle bede i enrum; de skulle ikke bede for at blive set af andre. Så ville deres gudsdyrkelse være oprigtig og blive værdsat af hans Far. – Mattæus 6:1-6.

De var hurtige til at kritisere. Jesus sagde: “Hykler! Tag først bjælken ud af dit eget øje, og så vil du se klart til at tage splinten ud af din broders øje.” (Mattæus 7:5) Hvis nogen henleder opmærksomheden på andres fejl mens de selv har større fejl, giver de sig ud for at være noget de ikke er. For i realiteten har alle “syndet og mangler Guds herlighed”. – Romerne 3:23.

De havde urene motiver. Ved en lejlighed henvendte nogle af farisæernes disciple og tilhængere af Herodes’ parti sig til Jesus vedrørende et skattespørgsmål. De sagde indsmigrende til Jesus: “Lærer, vi ved at du er sandfærdig og lærer andre Guds vej i sandhed.” Dernæst satte de en fælde for ham ved at stille spørgsmålet: “Er det tilladt at betale kopskat til kejseren, eller er det ikke?” Jesus svarede: “Hvorfor sætter I mig på prøve, hyklere?” Med god grund kaldte Jesus dem for hyklere. De var ikke oprigtigt interesseret i at få besvaret deres spørgsmål, men prøvede at “fange ham i ord”. – Mattæus 22:15-22.

Sande kristne viser “kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri”. – 1 TIMOTEUS 1:5.

Da den kristne menighed blev grundlagt på pinsedagen i år 33, blev der skabt et miljø hvor sandhed og ærlighed blomstrede. Sande kristne gjorde alt hvad de kunne, for at udrydde hykleriske tendenser i deres personlighed. For eksempel opfordrede Peter, en af de 12 apostle, sine kristne trosfæller til “lydighed mod sandheden, med en broderlig hengivenhed ... uden hykleri”. (1 Peter 1:22) Apostlen Paulus tilskyndede sine medarbejdere til at vise “kærlighed ud af et rent hjerte og ud af en god samvittighed og ud af tro uden hykleri”. – 1 Timoteus 1:5.

KRAFTEN FRA GUDS ORD

Jesu og apostlenes lære, som man finder i Bibelen, har lige så stor kraft i dag som i det første århundrede. Apostlen Paulus skrev: “Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.” (Hebræerne 4:12) Efter at have lært Bibelen at kende og være begyndt at stræbe efter at leve i harmoni med den, er mange blevet hjulpet til at vende sig bort fra hykleri og i stedet være oprigtige og ærlige. Læg mærke til de erfaringer som de tre personer der blev nævnt i indledningen, har gjort.

‘Jeg så ægte kærlighed og interesse for medmennesket.’ – PANAYIOTA

Der skete en stor forandring i Panayiotas liv da hun tog imod en invitation til at overvære møderne i Jehovas Vidners rigssal, hvor hun ikke mødte nogen der forsøgte at imponere andre ved at ”spille” retfærdig. Hun siger: “Der så jeg ægte kærlighed og interesse for medmennesket, noget jeg ikke havde set i alle de år jeg havde været aktiv i politik.”

Panayiota begyndte at studere Bibelen, og inden længe kunne hun blive døbt. Det er nu 30 år siden, og hun siger: “Jeg fandt ikke meningen med livet da jeg gik fra hus til hus og reklamerede for det politiske parti, men da jeg begyndte at forkynde om Guds rige – det eneste der kan skabe en retfærdig verden.”

“Jeg kunne ikke leve med tanken om at mine medkristne troede at jeg var noget som jeg ikke var.” – DANIEL

Daniel gjorde gode fremskridt i den kristne menighed og fik overdraget forskellige ansvarsopgaver. Nogle få år senere gjorde han noget forkert, og hans samvittighed begyndte at plage ham. Han fortæller: “Jeg huskede jo det hykleri jeg havde set i kirken flere år tidligere, så jeg syntes ikke at jeg havde andet valg end at opgive mine tjenesteprivilegier. Jeg kunne ikke leve med tanken om at mine medkristne troede at jeg var noget som jeg ikke var.”

Da Daniel efter nogen tid havde fået rettet op på de ting der havde berørt hans samvittighed, følte han at han kunne genoptage sine tjenesteprivilegier, og han var glad for igen at påtage sig ansvar i menigheden. Denne form for ærlighed er typisk for dem der tjener Gud uden hykleri. De lærer at tage “bjælken” ud af deres eget øje før de tilbyder at tage “splinten” ud af deres brors øje.

‘Jeg kunne ikke blive ved med at være den lidt for smarte og hurtigtalende sælger. ... Min samvittighed var blevet påvirket.’ – JEFFERY

Jeffery, som brugte sit liv i forretningsverdenen, har sagt: “Efterhånden som jeg fik større bibelkundskab, blev jeg klar over at jeg ikke kunne blive ved med at være den lidt for smarte og hurtigtalende sælger der var parat til at sige hvad som helst for at få kontrakten i hus. Min samvittighed var blevet påvirket af bibelvers som for eksempel Ordsprogene 11:1, hvor der står at ‘svigefulde vægtskåle er Jehova en vederstyggelighed’.” Ja, i modsætning til dem der stillede Jesus skattespørgsmålet, lærte Jeffery at agere uden at have skjulte motiver både over for sine trosfæller og dem der ikke delte hans tro.

Millioner af Jehovas Vidner i hele verden bestræber sig på i praksis at anvende det de har lært ud fra Bibelen. De gør en utrættelig indsats for at iføre sig “den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet”. (Efeserne 4:24) Vi opfordrer dig til at finde ud af hvem Jehovas Vidner er, hvad de tror, og hvordan de kan hjælpe dig til at lære om den nye verden som Gud har lovet, en verden “hvori retfærdighed skal bo”, og hvor hykleri vil høre fortiden til. – 2 Peter 3:13.