Hvordan bliver Jehovas Vidners frivillige bidrag brugt?
Vi bruger de bidrag der bliver givet, til at støtte vores organisations religiøse og humanitære aktiviteter. Disse aktiviteter er en del af vores primære mål, hvilket er at hjælpe mennesker til at blive Jesus’ disciple. – Matthæus 28:19, 20.
Bidragene bliver aldrig givet til enkeltpersoner så de kan blive rige. De ældste og andre i menigheden bliver ikke betalt, og Jehovas Vidner får heller ikke penge for at gå fra dør til dør og forkynde. De der tjener på afdelingskontorer og vores hovedkontor, inklusive dem der er med i Det Styrende Råd, er medlemmer af en religiøs orden og får ikke løn.
Eksempler på vores aktiviteter
Udgivelse af publikationer: Vi oversætter, trykker, sender og uddeler millioner af bibler og bibelske publikationer hvert år uden at opkræve noget for det. Desuden er alle publikationer på hjemmesiden jw.org og i appen JW Library tilgængelige gratis og uden reklamer.
Byggeri og vedligeholdelse: Vi bygger og vedligeholder beskedne mødesale jorden over så vores menigheder har passende steder de kan samles og tilbede Gud. Det samme gør sig gældende for afdelingskontorer og oversættelseskontorer. Meget af dette arbejde bliver udført af frivillige, hvilket er med til at holde omkostningerne nede.
Administration: De aktiviteter der foregår på vores hovedkontor, afdelingskontorer og oversættelseskontorer, samt det arbejde der udføres af rejsende tilsynsmænd, bliver finansieret af frivillige bidrag der bliver givet til vores globale arbejde.
Forkyndelse: Jehovas Vidner får ikke betaling for at forkynde den gode nyhed eller for at undervise andre i “Guds ord”. (2. Korinther 2:17) Men ligesom det var tilfældet med de kristnes aktiviteter i det første århundrede, får udvalgte og oplærte forkyndere som bruger størstedelen af deres tid på at forkynde, dækket deres basale omkostninger og et beskedent sted at bo. – Filipperne 4:16, 17; 1. Timotheus 5:17, 18.
Undervisning: Omkostningerne ved at holde stævner bliver dækket af frivillige bidrag. Derudover producerer vi lydindspilninger og film baseret på Bibelen. Vi afholder også skoler som oplærer ældste og heltidstjenere til at udføre deres opgaver på bedst mulig måde.
Nødhjælpsarbejde: Vi sørger for mad, vand og logi til dem der er blevet ramt af en naturkatastrofe eller en menneskeskabt katastrofe. Dette humanitære arbejde er ikke kun til gavn for “dem der er vores brødre og søstre i troen”, men også for nogle der ikke er Jehovas Vidner. – Galaterne 6:10.