Er Jehovas Vidner zionister?
Nej, det er de ikke. Jehovas Vidner er kristne der baserer deres tro på Skrifterne. Nogle religioner lærer at profetierne i Skriften har forudsagt at jøderne skal samles i Palæstina, men Jehovas Vidner har ikke dette synspunkt. De tror ikke at denne politiske udvikling er forudsagt i Skrifterne. Faktisk fremhæver Skrifterne ikke nogen regering på jorden eller ophøjer nogen etnisk gruppe eller befolkning over andre. Vagttårnet, Jehovas Vidners officielle tidsskrift, har meget tydeligt sagt: “I Skrifterne er der ikke belæg for politisk zionisme.”
Encyclopædia Britannica beskriver zionisme som en “jødisk nationalistisk bevægelse der har haft som mål at oprette og støtte en jødisk stat i Palæstina”. Dens rødder er både religiøse og politiske. Jehovas Vidner fremmer ikke zionisme som en religiøs læresætning, og de holder sig fuldstændig neutrale med hensyn til politisk zionisme.
Jehovas Vidners organisation er helt igennem religiøs og fremhæver ikke noget politisk system, heller ikke zionisme. Jehovas Vidners neutrale standpunkt i politik er velbevidnet, og i nogle lande har Jehovas Vidner lidt under hård forfølgelse frem for at gå på kompromis med hensyn til deres neutralitet. Vi er overbeviste om at kun Guds himmelske rige vil skabe varig fred på jorden; ingen jordisk regering eller bevægelse kan gøre det.
En grundlæggende læresætning i Jehovas Vidners tro, uanset hvor de bor, er lydighed mod de verdslige myndigheders love. De gør ikke oprør mod regeringer eller deltager i væbnede konflikter.