Jeg voksede op som katolik i Rochester, New York. Mine forældre gik fra hinanden da jeg var otte år. Så til daglig boede jeg sammen med min mor i en beskeden lejlighed i et fattigt kvarter og i weekenden hos min far i et mere velhavende boligområde. Da jeg så hvor svært det var for min mor at tage sig af seks børn, drømte jeg om at blive rig for at kunne hjælpe min familie.

 Min far ønskede at jeg skulle få succes i livet, så han tog mig hen til en anset skole der uddannede hotelledere. Det var lige noget for mig, så jeg blev optaget på skolen og mente at Gud havde hørt min bøn om at blive rig og lykkelig. I fem år studerede jeg hoteldrift, erhvervsjura og virksomhedsøkonomi mens jeg arbejdede på et kasinohotel i Las Vegas, Nevada.

 I en alder af 22 var jeg assisterende underdirektør på et kasinohotel. Jeg blev anset for at være velhavende og succesrig og kunne ofte glæde mig over at spise den bedste mad og drikke den dyreste vin og spiritus. Mine forretningsvenner plejede at sige: “Vær fokuseret på det der holder verden i gang – penge!” De mente at penge var vejen til sand lykke.

 Mit job bestod i at betjene de rige mennesker der kom til Las Vegas for at spille. Til trods for deres rigdom virkede de ikke lykkelige. Det gik op for mig at jeg heller ikke var lykkelig. Sandheden var at jo flere penge jeg tjente, jo mere stresset blev jeg, og jo flere søvnløse nætter havde jeg. Jeg begyndte at spekulere på om jeg skulle tage mit eget liv. I min nedtrykte tilstand henvendte jeg mig til Gud og bad: “Hvor kan jeg finde sand lykke?”

 Det var omkring det tidspunkt at to af mine søstre, der var blevet Jehovas Vidner, flyttede til Las Vegas. Jeg afslog at tage imod deres litteratur, men gik med til at læse i min egen bibel sammen med dem. I min bibel var Jesus’ ord trykt med rødt. Fordi jeg accepterede alt hvad Jesus havde sagt, var det for det meste hans ord mine søstre drøftede med mig. Jeg læste dog også selv i Bibelen.

 Der var mange ting der forbavsede mig. For eksempel sagde Jesus: “Når I beder, må I ikke lade munden løbe, som hedningerne gør; thi de mener, de bliver bønhørt for deres mange ord.” (Matthæus 6:7, den danske autoriserede oversættelse af 1948) En præst havde engang givet mig et billede af Jesus og sagt at hvis jeg bad til det billede og fremsagde Fadervor og Ave Maria ti gange, ville Gud give mig alle de penge jeg havde brug for. Men hvis jeg gjorde det, var det så ikke at lade munden løbe? Jeg læste også Jesus’ ord: “I skal ikke kalde nogen på jorden jeres ‘far’, for én er jeres Far, og han er i himlen.” (Matthæus 23:9) Det fik mig til at spekulere på hvorfor jeg og andre katolikker kaldte vores præst for “Fader”.

 Det var da jeg læste Jakobs Brev i Bibelen at jeg virkelig begyndte at tænke over mit liv som succesrig forretningsmand. I kapitel 4 skrev Jakob: “Ved I ikke at venskab med verden er fjendskab med Gud? Den der ønsker at være ven med verden, gør sig derfor til fjende af Gud.” (Jakob 4:4) Vers 17 gjorde endnu mere indtryk på mig: “Hvis nogen ved hvad der er det rigtige at gøre, og alligevel ikke gør det, begår han en synd.” Jeg kontaktede mine søstre og fortalte dem at jeg ville sige op på mit arbejde da der var en hel del jeg ikke længere kunne acceptere, deriblandt spil og grådighed.

 Jeg ville gerne have et bedre forhold til Gud, såvel som til mine forældre og søskende, så jeg besluttede at forenkle mit liv for at få mere tid tilovers. Men det var ikke let at gøre de nødvendige forandringer. For eksempel fik jeg fristende tilbud om forfremmelse inden for hotelbranchen hvor jeg kunne tjene det dobbelte eller tredobbelte af hvad jeg var vant til. Men efter at have bedt til Gud om problemet forstod jeg at det liv ikke var noget for mig. Jeg forlod mit job, flyttede ind i min mors garage og startede en lille virksomhed hvor jeg laminerede menuer til restauranter.

 Selvom Bibelen havde hjulpet mig til at træffe nogle gode beslutninger, havde jeg ikke lyst til at overvære Jehovas Vidners møder. Mine søstre spurgte mig hvad jeg havde imod Jehovas Vidner. Jeg sagde: “Det at jeres Gud, Jehova, splitter familier. Den eneste tid jeg kan være sammen med familien, er til jul og fødselsdage, men det er jo ikke noget I fejrer.” Den ene af mine søstre begyndte at græde og sagde: “Hvor er du da de andre dage i året? Vi vil til hver en tid tage imod dig med åbne arme. Men du vil kun komme på disse særlige dage – og det bare af pligt.” Hendes ord rørte mig dybt, og jeg begyndte også at græde.

 Det var her det gik op for mig at jeg havde taget fejl, og at Jehovas Vidner elsker deres familie – så nu ville jeg prøve at overvære et af deres møder i den lokale rigssal. Her mødte jeg Kevin, en dygtig underviser i Guds ord, som begyndte at studere Bibelen med mig.

 Kevin og hans kone levede et enkelt liv for at kunne bruge så meget tid som muligt med at hjælpe andre til at forstå Bibelen. Det de tjente, var også nok til at dække deres udgifter i forbindelse med rejser til Afrika og Centralamerika, hvor de hjalp med at bygge afdelingskontorer til Jehovas Vidner. De var meget lykkelige, og de elskede hinanden. Jeg tænkte: ‘Det er sådan et liv jeg drømmer om!’

 Kevin viste mig en video om de glæder der er forbundet med missionærtjenesten, og det gik op for mig at det også var noget jeg kunne tænke mig. I 1995, efter grundigt at have studeret Bibelen i et halvt år, blev jeg døbt som et af Jehovas Vidner. I stedet for at bede Gud om rigdom bad jeg nu: “Giv mig hverken fattigdom eller rigdom.” – Ordsprogene 30:8.

 Nu er jeg virkelig rig – ikke rig på penge, men åndeligt rig. Jeg mødte min dejlige kone, Nuria, i Honduras, og sammen har vi tjent som missionærer i Panama og Mexico. Hvor er det sandt som Bibelen siger: “Det er Jehovas velsignelse der gør én rig, og han føjer ingen smerte til.” – Ordsprogene 10:22.